Lidelsens land

I Bibelen er Egypten landet, Abraham drager til for at undslippe hungersnød. Senere drager Jakobs søn Josef mod sin vilje til Egypten, hvor han bliver gjort til leder af den egyptiske farao. Josef bringer sin far, Jakob, til Egypten, hvor hele familien bosætter sig og vokser sig til et stort folk gennem flere århundreder.

Denne relativt blomstrende periode er skelsættende for jødisk selvforståelse. Ifølge den schweiziske bibelekspert Thomas Romer er denne periode i Egypten et symbol på, at jøder godt kan trives som jøder uden for Israels land. Og selvom perioden ikke varede evigt, er det et vigtigt eksempel på tidlig jødisk diaspora, hvor det lykkedes jøder at føre en værdig tilværelse.

Men i Bibelen vender de gode tider, da farao udskiftes. Den nye farao opfatter israelitterne som en fremtidig trussel og gør dem til slaver i lidt mere end fire århundreder, indtil Moses udpeges af Gud til at udfri israelitterne fra slaveriet i Egypten.

I kapitel tre i Det Gamle Testamentes Anden Mosebog beskrives scenen, hvor Gud befaler Moses at føre israelitterne ud af Egypten.

Så sagde Herren: Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde (… ), og derfor er jeg kommet for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land, der flyder med mælk og honning. Gå nu! Jeg vil sende dig til farao. Du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.

Farao modsætter sig først Moses' ønske om at lade israelitterne udvandre fra Egypten. Som straf sender Gud 10 plager mod Egypten, og først efter den tiende lader farao Moses føre israelitterne ud af 430 års slaveri og trældom. Hermed opfylder Gud sin del af pagten med israelitterne til gengæld for deres ubetingede tro på Gud.

– Jeg vil føre jer til det land, som jeg svor, jeg ville give Abraham, Isak og Jakob; det vil jeg give jer til ejendom. Jeg er Herren! (Anden Mosebog, kapitel 6).

For mange jøder har vandringen gennem Sinais ørken i fyrre lange år også stor betydning. Netop det faktum, at Gud ikke lader sine udvalgte tage den korteste genvej til det hellige land, er et symbol på den renselsesproces, Gud kræver af den troende.

– I moderne sammenhæng har mange svært ved at få øje på, hvorfor vi skal mindes den tid, hvor et folk vandrede gennem ørkenen og levede af usyret brød, siger Aron Moss, der tilhører den ortodokse Chabad-bevægelse i Israel.

Ifølge Aron Moss er mindet om udvandringen fra Egypten lig med opgøret med vor tids største trældom, nemlig menneskets ego og selviskhed.

– Vi er stadig slaver. Vores frygt, vaner, kyniskhed og forudindfattede meninger, gør os til slaver. De er vores selvbestaltede faraoer. De er mange lag af egoisme, som forhindrer os i at udtrykke vores ægte person og udnytte vores åndelige potentiale. Vores sjæle er lænket af selviskhed, dovenskab og apati, siger han. Løsningen på det problem er ifølge Aron Moss at se hver dag som en personlig udvandring fra Egypten. Ordene slaveri, Farao og trældom, skal blot udskiftes med egoisme og apati, så er situationen fuldstændig den samme som for 3500 år siden.

allan@kristeligt-dagblad.dk