En dansk uddannelse i sjælesorg til religiøse forkyndere i fængsler og andre institutioner er en god idé, mener Naveed Baig, der selv måtte til England for at tage uddannelsen
Forslaget om en etårig sjælesorg- og omsorgsuddannelse af religiøse forkyndere i Danmark, som Kristeligt Dagblad omtalte i sidste uge, er en god idé, mener tidligere fængselsimam og nuværende hospitalsimam Naveed Baig.
– Uddannelsen vil kunne ses som en anerkendelse af muslimerne i landet og kan få muslimer og imamer til at blive en del af systemet i Danmark stedet for at skulle rejse til udlandet for at uddanne sig, siger han.
Den 33-årige Naveed Baig var i 2004 en af de første fængselsimamer i Danmark og hjalp fangerne i Vridsløselille Statsfængsel til at bruge islam til at komme hele igennem tiden bag tremmer. I 2005 blev han den første hospitalsimam i landet, og han har således brugt det meste af sit professionelle liv på at udføre det, han kalder muslimsk sjælesorg blandt patienter og fanger.
Professor i islamstudier Jørgen S. Nielsens forslag om en dansk etårig universitetsuddannelse af religiøse forkyndere, der skal kunne arbejde i fængsler, sundhedsvæsenet og militæret er i grove træk en kopi af den uddannelse, som Naveed Baig måtte til England for at tage.
– Her lærte jeg, hvordan man møder mennesker i krise og håndterer både deres praktiske og religiøse spørgsmål i en meget svær periode i deres liv, og mit faglige udbytte var stort, siger han.
Chaplaincy Course er navnet på den engelske uddannelse, som Naveed Baig erhvervede sig.
Han er overbevist om, at et dansk universitet kan skaffe nok elever til uddannelsen, hvis den oprettes. Mange veluddannede dansk-muslimer uden for arbejdsmarkedet vil være interesseret, vurderer han.
– Jeg ved, at der går dansk-muslimske unge rundt, som har taget en teologisk uddannelse i udlandet, men ikke har kunnet få job med den i Danmark. Man kunne forestille sig, at nogle af dem vil være interesseret i at tage en kort uddannelse for at blive sjælesørgere, siger han.
For at imødekomme det stigende antal muslimer i danske fængsler vil Kriminalforsorgen i 2009 ansætte fængselsimamer til op mod 20 deltidsstillinger. I den forbindelse bliver behovet for en officiel uddannelse af de religiøse forkyndere i Danmark fremhævet af både Kriminalforsorgen, forskere og politikere.
hall@kristeligt-dagblad.dk