Byen i lyset

Men Skagen nu er også Skagen i går. Fortiden, der er med til at give nutiden magi. Lyset. Kunsten. Ånden. Alt det, man forbinder med Skagen. Og alt det, der er beskrevet så ofte, at en ydmyg efterfølger på forhånd må opgive at bidrage med relevante tilføjelser. Ingen kan alligevel hamle op med for eksempel Georg Brandes, der formulerede dette poetiske udsagn: ”Stedets Skytsaand har friskere Livsfylde end nogen anden stedlig Guddom i Danmark. Jeg har set den for mig, kraftig og fin og blond, med et af Blæsten bevæget, rigt gyldent Haar og ren, ædel Profil, hyllet i en lang, hvid Kaabe med en Skumbræm forneden.”

Eller lad os med Ole Wivel, denne kender af stedet, ankomme til Skagen og blive hensat i den rette stemning, den taknemmeligt modtagende, når man med ham ser, hvordan lyset efter Aalbæk, reflekteret af de to havflader, pludselig går ”en oktav i vejret” – dette tindrende lys over det flade, fortryllende land med hede og klitter, lyng og den sarteste flora, der breder sig til begge sider, mens kærhøgen på stille udbredte vinger hænger lavt under himlen. Efter en lang dags rejse kører digteren ved aftenstid ind på hovedgaden, Sankt Laurentiivej: ”Folk kommer spadserende imod én med solnedgangens blændende lys i ansigtet. De går i lys. Et rødt skær på himlen får husgavlene til at rødme, der står en ildvifte af røde skyer direkte ud fra den nedgående sol. Men lidt senere, når skyerne bliver svagt rosa, er himlen over dem bundløst blå. Husenes skorstene står kridhvide, og blæsten stilner i træerne.”

Malerne begyndte for alvor at tage Skagen i besiddelse fra 1870’erne. Hurtigt efter kom andre til. Ved århundredskiftet 1899/1900 var byen blevet et eksotisk feriested. En lignende udvikling gjorde sig gældende andre steder i Europa: Fattige, men maleriske fiskerlejer forfremmedes (?) til meget søgte badebyer. Allerede i 1883 ironiserede forfatteren Henrik Pontoppidan over det leben, der var opstået i Skagen: ”Langs Stranden sad Malere i Nakken paa hinanden under store gule Paraplyer som Frøer under Paddehatte. En ung, spids Digter – i Panamahat og Næseklemmer – snuste om med en Notérbog. Og rundt om i Byen

saas Flokke af fremmede Rejsende, der ivrigt besigtigede denne mærkværdige By og dens interessante Naturbefolkning.”

I dag er det vist snarere de fastboende, der kigger på de tilrejsende. De sidste er i hvert fald kommet i klart overtal. Uden for sæsonen bor der knap 10.000 i byen, men om sommeren omkring 50.000. Som en af sognets tre præster, Henrik Bang-Møller – der i øvrigt stiller sig positivt til turiststrømmen – bemærker, kan det i ferietiden vare ”en sommerferie og tre madpakker” at køre gennem byen. Den nye aflastende ringvej er derfor mere end velkommen.

Men uanset trængslen er det stadig de gule huse, der sætter deres præg på byrummet. Som lys i lyset. Forfatteren Jens Christian Grøndahl, en af byens faste gæster, bemærker i et essay, at selvom husene i det gamle Skagen er bygget efter det samme skema, er de aldrig ens. Hvordan kan det være, spørger han, at det fælles præg, ”fantasiløst i sin søvngængeragtige konvention”, ikke virker som en spændetrøje, men tværtimod befriende? Han antyder selv, i hvilken retning svar skal søges: ”Ikke at skulle flage med hvor enestående og speciel man er. Bare være.”

Henrik Bang-Møller er vokset op på Sydsjælland. Kontrasten til landskabet ved Skagen kan næppe være større. Men han er faldet godt til. Han og hans familie har været på stedet i otte et halvt år og bor i Danmarks nordligste præstegård.

– Man kan være lidt kry og sige, at Skagen ikke var, hvad byen er, hvis ikke der var kommet tilflyttere. Det var – uden sammenligning! – tilførslen af kulturpersonligheder, der gjorde Skagen til noget særligt. Kunstnerkolonien i slutningen af 1800-tallet bevirkede, at byen blev kendt, siger Henrik Bang-Møller.

– Fordi vi er omgivet af hav til begge sider, har lyset den særlige karakter, som det har i Skagen. Det er et godt sted at være for lyshungrende mennesker. I betragtning af, at denne artikel er resultatet af en konkurrence, vil jeg lige gøre opmærksom på, at vi har slået Bornholm med hensyn til antallet af solskinstimer. Man kan opleve, at det regner i Aalbæk tæt herved, mens solen skinner i Skagen. Vi ligger i ly af de norske fjelde. Men det er også et barsk klima. Og nogle gange kan man se de fronter, som meteorologerne taler om. Det blæser meget. Folk, der ikke er vant til det, kan få hovedpine af al den blæst. Men vi er jo nogen, der har en hang til det vilde element. Det er fantastisk at stå ude på Grenen og se havene mødes. Da jeg som studerende boede på Østerbro i København, fik jeg bykuller og trængte til at komme ud. At flytte herop var næsten at komme fra den ene yderlighed til den anden.

Bruger du Skagens natur og klima i din forkyndelse?

– Ja, det gør jeg. For eksempel har jeg masser af gange brugt dette med landjorden, der efter bedste evne vægrer sig mod anslaget fra kaos. Fra havet. Som en hønemor, der holder fast på sine kyllinger. Jeg bruger også billedet af vandene, der går i ét. Det kan man opleve. Det blæser og regner, og man har denne fornemmelse af, at himmel og jord går i ét. Man behøver ikke at være professor i psykologi for at kunne se, at det er noget, der sagtens kan overføres til livet. Mennesket, der kastes ud i kaos, men så pludselig øjner land. Fyret, der står og kalder den vildfarne hjem, er jo en ældgammel sømandsmetaforik. Fyrtårnets lyskegle er ligesom spejdende. K.E. Løgstrup taler om den moderne pilgrimsmyte: Man spejder efter livets mening langt ude i horisonten, men indser, at det er hernede, ”det sner”. Der er masser at tage fat på i den forbindelse. Også dette, at hvor der er meget lys, er der også skygger. Jeg har tænkt på, at skulle jeg udgive en bog, skulle den hedde ”Livet i skyggen af fyrtårnet”.

For kirken betyder de mange turister et forhøjet aktivitetsniveau. For eksempel er der hver torsdag aften i sæsonen gudstjeneste ved Den Tilsandede Kirke. Disse gudstjenester er velbesøgte. I de mange år, hvor de har fundet sted, har man aldrig måttet aflyse. Kirkegangen er i det hele taget god. En del turister kommer til gudstjenesterne i sognet, der også omfatter Hulsig.

– Det er dejligt med turisterne. Dem har jeg overhovedet intet problem med, siger Henrik Bang-Møller.

Fotograf Michael Egelund har boet i Skagen altid. Og han har aldrig overvejet at flytte.

– Jeg kan godt lide at bo et sted, hvor man ved at køre et kvarter på cykel kan komme rundt til det hele. Der er ikke langt til noget. Jeg foretrækker det, man kalder yderperioderne. Maj måned, slutningen af august og begyndelsen af september, hvor der stadig er godt med turister, men alligevel er der plads. Man kæmper meget for at få gjort sæsonen længere. I juli kører det hele på højeste gear. Alt er lejet ud. På alle restauranter er der fyldt op. Jeg har prøvet at bo i midtbyen, hvor man ikke kunne sove for åbne vinduer. For klokken tre om natten var der måske en flok svenskere, der syntes, det var sjovt at lave en boogie-woogie på hovedgaden.

Også Michael Egelund taler om lyset. For eksempel ved solnedgang. Selvom lyset naturligvis spiller en vigtig rolle for ham som fotograf, frabeder han sig sammenligninger med skagensmalernes arbejde med lyset.

– Vi skal passe på ikke at komme op på et niveau, hvor det ikke høre hjemme.

Imidlertid – på redaktionen hænger en forstørret gengivelse af et foto, der dokumenterer, at Egelund kan noget med mediet. Det viser en måge lige i det øjeblik, den med et eller andet i næbbet letter fra vandet. I en regn af dråber. Og med skagenslys i vingerne. Billedet blev brugt på forsiden til bogen, der kom i anledning af havnens 100-års-jubilæum sidste år.

Hvad sker der i Skagen? Læs Skagens Avis.

– Den er så lokal, som en avis kan blive, siger Michael Egelund.

Kristeligt Dagblad besøgte redaktionen et par dage før årets udgave af Skagen Festival. Den satte selvfølgelig sit præg på avisen. Dagen før havde Michael Egelund været på det lokale stadion, hvor AaB og OB spillede træningskamp. Var det videre lokalt? Jo, svarer Egelund, for der var 800 oppe at se kampen. Og yderligere er der en skagbo på AaB’s hold. Ganske vist kom han ikke på banen. Men alligevel. Indvielse af nye informationstavler på stranden og den første træningsaften i en modelflyveklub er også relevant stof for Skagens Avis. Et nyt initiativ er netop sat i værk: Læserne er blevet bedt om at gøre opmærksom på personer i Skagen, der har gjort noget uselvisk. De, der vælges, vil modtage en form for erkendtlighed. En sidegevinst: Anbefalingerne må formodes at give anledning til positive læsebreve. Netop hvad der vil glæde Skagens Avis.

grymer@kristeligt-dagblad.dk