Livet som single er ikke altid en dans på roser

Kirsten var den yngste af pensionatets kvinder.

– Jeg boede på tredje sal. Hver morgen vaskede vi os på badeværelset tre-fire piger ad gangen. Jeg kan se dem tydeligt for mig, når jeg lukker øjnene. Hvordan de fylder karret med vand og vasker sig under armene. Hvis vi ville have et bad, kunne vi tage det alene senere på dagen, fortæller Kirsten From Christensen.

Og netop sammenholdet mellem pigerne gjorde, at hun aldrig følte sig alene – tværtimod. Derfor havde hun heller ikke så meget med kammeraterne fra gymnasiet at gøre, men tilbragte søndagen og fritiden sammen med de andre på pensionatet.

Efter studentereksamen rejste Kirsten til Kolding, hvor hun var bibliotekarelev i tre år. Hun boede på et lille værelse hos en dame og spiste middagsmaden på et pensionat i nærheden. Også her havde hun gode kammerater, travlt med arbejdet og altid så meget at lave, at hun aldrig følte sig alene. Noget anderledes så det ud, da hun senere som 25-årig flyttede ind på et klubværelse i København for at gå på Biblioteksskolen. Her boede flere ugifte kvinder i alderen 45 til 60 år.

– Det var nok der, jeg følte mig mest ensom. Damerne var flinke, men vi havde intet med hinanden at gøre. Vi havde faste tider på badeværelset, og hver enkelt var sig selv nok. En dag, hvor jeg tog hjem og besøgte mine forældre, spurgte bageren derhjemme mig, om jeg stadig ikke havde fået en kæreste. Alle mine venner hjemmefra havde fået kæreste eller var blevet gift. Jeg følte mig meget alene, for jeg havde jo ikke fundet nogen.

Hun husker en nytårsaften, hvor hun sad alene på det lille klubværelse i København.

– Jeg var ked af det. Jeg sad og tænkte, at jeg ikke ville ende som de andre damer. Jeg ville meget hellere giftes. Dengang var det mere almindeligt, at man var gift som 22-23 årig. Derfor var jeg hel desperat de tre år, jeg boede der. Jeg kan huske en formiddag, hvor en boremaskine larmede nede i gården, og larmen fordelte sig op gennem lejlighederne til mit værelse. Jeg var ved at blive vanvittig af at være der og ved skrækken for at ende som de enlige damer.

Men lyden fra boremaskinen fortog sig, og skrækken forsvandt. For en dag mødte hun sit livs kærlighed, Benny Christensen, på en lokal bar i nærheden af, hvor hun boede. De flyttede hurtigt sammen, blev gift og fandt året efter en lejlighed i Virum, hvor de boede i syv år. Siden flyttede de til Karlslunde, hvor de den dag i dag bor i samme, gule murstenshus. De har to voksne sønner sammen, og er begge gået på pension.

– Det var en stor befrielse, da jeg mødte Benny. Så var jeg endelig blevet afsat. Jeg kunne hurtigt mærke, at vi havde det godt sammen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk i dag synes, det er så yndigt at være single, siger hun og smiler til Benny, der sidder ved hendes side.

Helt yndigt finder 33-årige Malene Børresen det heller ikke at være single længere. Hun er en af de mange, der bor alene i Danmark. Men hvis det stod til hende selv, boede hun gerne sammen med en kæreste i den lille toværelses stuelejlighed i København, hvor hun har boet i tre år.

– Tidligere har jeg kun boet med venner, og der var det dem, jeg var forpligtet over for. Men da jeg flyttede ind i den her lejlighed, tænkte jeg, at her kunne jeg virkelig godt forestille mig at bo med en kæreste og få mit første barn. Efterhånden som de fleste i min omgangskreds er blevet mere satte og har fået barn nummer to, kan jeg godt mærke, at jeg savner en kæreste – en at være forpligtet over for, siger Malene Børresen.

Køleskabet er plastret til med polaroidfotos af alle vennerne og veninderne. Efterhånden er der kommet flere billeder af venner med deres små børn og billeder af deres nyfødte babyer, mens det så småt er begyndt at tynde ud i singlevennerne på køleskabet.

Selvom Malene har været i tre længere forhold, har hun aldrig boet med en kæreste. I de mellemliggende singleperioder har hun brugt en del tid og energi på diverse datinghjemmesider. For her har hun tænkt, at det måtte være muligt at møde en mand på en mere ærlig måde end fredag eller lørdag nat i byen. Flere gange har hun troet, at kærligheden og drømmefyren var der. Men i den virkelige verden har hun sjældent haft lyst til at se de forskellige mænd mere end et par gange. Her var han pludselig ikke så spændende, og mavefornemmelsen sagde nej.

– Datingsiderne kan være noget af en jungle, fordi man kan udgive sig for at

være hvem som helst – kropssproget er der ikke, og billederne kan snyde. Nogen vil sikkert mene, at jeg er kræsen, og at jeg forventer det urealistiske. Men af erfaring har jeg aldrig oplevet, at det rigtig kan blive til noget, siger Malene.

På trods af at hun går på en del dates, er hun ikke desperat efter at finde den eneste ene. For Malene nyder også livet som single, og hun kan se mange fordele i at være alene. Hun bruger meget tid sammen med vennerne, går i byen og fester, i biografen, til koncerter, på udstillinger og danser swing.

Hun nyder friheden og den spontanitet, der er en naturlig følge af at være single. For alt skal ikke planlægges og koordineres først. Hun kan gøre, hvad hun har lyst til. Samtidig er det også forpligtigelsen over for en anden, som hun savner.

– Jeg er selvstændig i alt, hvad jeg foretager mig. Det er på mange måder rart, og det giver mig en kæmpe frihed. Men det ville også være dejligt, at man ikke hele tiden skulle takle tingene selv. Med en kæreste er man fælles om at få hverdagen til at gå op i en højere enhed, og der er en, man er forpligtet over for, siger hun.

I dag har hun taget sin uddannelse som lærer færdig og har i to et halvt år arbejdet på en skole på Frederiksberg i København. Det har givet hende en ro, som hun ikke havde før.

– Det har været lettere for mig at være single i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne, end det var tidligere, hvor jeg nemt følte mig mere gammel. Måske hænger det sammen med, at jeg har fundet andre områder, som har givet mig stabilitet i mit liv – et godt netværk, en uddannelse og et arbejde, jeg er rigtig glad for. Mit fundament er etableret, siger hun.

Før i tiden har Malene vekslet mellem, om hun gerne vil have børn eller ej. Det har altid været ønsket om kæresten, der stod først, og i perioder har hun været overbevist om, at hun aldrig vil have børn. For med børnene ryger spontaniteten og friheden i hverdagen, tænkte hun. Men da hendes storesøster for nylig fødte en lille pige, ændrede det sig.

– Da jeg holdt min niece første gang, tænkte jeg, at jeg også gerne vil opleve det samme. Men det er stadig ønsket om at finde den rigtige kæreste, der står øverst på listen. Og hvis det fører til børn, er det fint. Jeg er ikke desperat efter at få børn, og jeg tænker ikke på, at jeg skal skynde mig, fordi jeg er 33 år, siger Malene Børresen.

Selvom vennerne begynder at stifte familie, hendes forældre bliver ældre, og frygten for at blive mere alene til tider sniger sig ind, er hun stadig ved godt mod. Hun tror ikke, at hun i desperation ender med at flytte sammen med en kæreste, som hun inderst inde ved ikke er den helt rette for hende.

– En af de fyre, jeg datede over en længere periode, var ikke noget for mig alligevel. Da jeg fortalte ham det, sagde han, at hvis vi havde levet i vores forældres generation, troede han, at vi kunne få et godt liv sammen. Men for mig er det ikke nok bare at have et godt liv, siger hun og fortsætter:

– Det er lige så vigtigt, at man begge er indstillet på at udvikle sig sammen, så man ikke bare går på arbejde og tilbringer hver aften foran fjernsynet. Jeg vil gerne have et forhold, hvor vi laver forskellige aktiviteter i hverdagen og tager på vandreture og rejser. Og det vigtigste for mig er, at der er personlig frihed og en ubetinget tillid, som jeg desværre aldrig har haft i de lange forhold, jeg har haft.

Men ligesom Kirsten From Christiansen frygtede at ende som en af de enlige kvinder fra klubværelserne, har Malene Børresen også et par eksempler på ensomme kvinder, hun ikke vil ende som.

– Der har været et par kvinder i min familie, som aldrig fandt en mand og aldrig fik børn. De er døde nu. Jeg er ikke i tvivl om, at de har haft et godt liv, men jeg har tit tænkt, at de må have været meget ensomme på deres ældre dage. Jeg har derfor lidt en frygt for at ende som hende den mærkelige, ensomme dame. Hvis det ikke lykkedes at finde den rette kæreste, kunne jeg forestille mig at etablere et bofællesskab. For mig er det vigtigste, at man i hverdagen er fælles om tingene – at man på den ene eller anden måde er forpligtet over for andre mennesker. Det tror jeg er en grundlæggende betingelse for at være et helt menneske, siger hun.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk