Bogens folk

Bøgerne står stærkt i Island. Sætter man antallet af udgivelser op mod antallet af beboere, så udgives der langt flere bøger pr. 1000 indbyggere på islandsk end på noget andet nordisk sprog. Imens der i de øvrige nordiske lande udgives mellem 1 og 3 titler pr. 1000 indbyggere, så lå tallet for Islands vedkommende i 2000 på 7 bøger pr. 1000 indbyggere, og selvom det er faldet en smule siden, så ligger det stadig markant over resten af det nordiske marked.

Det er der enkle, historiske årsager til. Island fik et skriftsprog før de øvrige nordiske lande, og analfabetismen blev hurtigere udryddet i Island, fordi børn lærte at læse, når de skulle konfirmeres. Flere peger også på Islands placering på verdenskortet, det ugæstfrie og det faktum, at landet i mange år var forholdsvis fattigt, som en medvirkende årsag til, at litteraturen er Islands primære kulturelle arv.

– Island har hverken smukke gamle huse, mange historiske genstande eller andet, der vidner om en glorværdig fortid, og det er måske årsagen til, at vi er gode til at holde fast i litteraturen, siger forfatteren Arnaldur Indridason, der selv benytter sig af sagaernes fortælleteknikker i sine kriminalromaner.

Sagaerne har naturligvis haft en stor indflydelse både på den islandske selvforståelse og på islandsk litteratur. De fleste af dem foregår i årene mellem 930-1030, og historierne overleveres mundtligt indtil 1100-1200-tallet, hvor Island som det første nordiske land får et egentligt skriftsprog.

Og om det er sagaerne, nobelpristageren Laxness, Gunnar Gunnarsson, eller den yngre generation af forfattere, der tæller navne som Einar Már Gudmundsson, Steinunn Sigurdardóttir og Einar Kárason, Sjón og Hallgrimur Helgason, så er der i Island en stolthed over landets litterære formåen. Islændingene er ikke bange for at agte deres digtere – hverken de ældre eller de yngre

Og det med god grund. For ifølge mag.art. Erik Skyum-Nielsen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, er niveauet højt, og antallet af kvalitetsudgivelser er stort, når man har landets indbyggertal in mente.

– Der har været mange stærke navne siden begyndelsen af 1980'erne, og det ser ikke ud til at høre op. Den gang blev de sat i scene som nogle anderledes typer – en slags kultiverede eskimoer – fordi de kom fra en fjern egn, men i dag kan vi se, at der er tale om internationale forfattere, der med klangbund i deres egen kultur skriver international litteratur på højt niveau. Det bliver let udvandet, hvis man skal prøve at sætte en fællesbetegnelse på den nyere islandske litteratur. Men man kan sige, at forfatterne skriver med lidenskab og frækhed. De har mod til at skrive de basale – ja, nærmest de banale – historier. De har en risikovillighed og skriver for fuld udblæsning uden litterære forbehold, siger han.

De yngre forfattere har efterhånden også fået modet og viljen til at vandre ud af de gamle mestres skygger, både hvad form og indhold angår. At respekten for de tunge drenge er aftagende, kan ses med Hallgrimur Helgasons roman "Islands forfatter", hvor han lader en afdød forfatter (Laxness) vågne op i en af sine egne romaner ("Frie mænd"). Og det er ifølge professor ved Islands kunst-universitet Goddur Magnusson, der har fulgt det islandske kunst og kulturliv fra første række i 30 år, blot et eksempel af flere på, at islandsk litteratur er inde i en periode, hvor mere er tilladt, og alt kan ske.

– Laxness har ikke den plads højt oppe på statuen i de yngre generationer i dag. Han er respekteret, men man kan godt kritisere ham. I mine forældres generation havde han en nærmest guddommelig status, og på sin vis er det meget godt, at han nærmest er blevet helt menneskelig, siger han.

Fra oktober til december går de bogglade islændinge nærmest amok. Det er stadig sådan, at det er i disse måneder, at de fleste bøger udgives, læses og diskuteres, og debatten går på såvel den nationale litteratur som de mange oversatte titler. Og til jul er bøger for mange simpelthen julegaven, og det både den, man giver, og den, man modtager.

Også omkring "Bogens dag", der falder på Laxness' fødselsdag, den 23. april, er der fokus på litteraturen i Island, og nyudgivelserne er begyndt at sprede sig over årets øvrige 10 måneder, men det er stadig i årets to sidste måneder, at bøgerne er omdrejningspunktet, når to islændinge mødes, fortæller Frida Björk Ingvarsdottir, der er kulturredaktør på den store islandske avis Morgunbladid.

– Forfatterne tager også gerne rundt til både de større og de mindre byer fra oktober til december, hvor de læser op og diskuterer deres værker. Så der er ikke den store afstand mellem de populære forfattere og deres læsere, og hvis du er interesseret, kan du måske høre din favoritforfatter ved en tre-fire arrangementer, og det er også med til at tilføje bogbranchen en vis charme og fastholde interessen for at læse bøger, siger hun.

Men hvordan vil bogen klare sig i kampen mod yngre medier som tv og internettet? Er traditionen for at læse så stærk, at islændingene stadig vil være kendt som et læsende –og forfattende – folkefærd i fremtiden? Eller vil man i fremtiden kunne læse på internettet om dengang, da islændingene var et læsende folk, som holdt af at sidde og læse op af landets store sønner og døtres værker?

Den islandske stat forsøger med oplysende arbejde på internettet at få de yngre generationer til at holde fast i bøgerne trods de nye mediers fristelser, og selvom tv og internettet fylder meget i dag, så er krimiforfatteren Arnaldur Indridason stadig optimist på bogens vegne. Islændingenes tradition for læseklubber og det, at der stadig snakkes bøger i stor stil blandt både høj og lav i det islandske samfund, gør, at han er overbevist om, at der stadig vil være boghandlere – og boghandlere med islandsk littteratur fremme på de forreste hylder – i Island mange år endnu.

Også Erik Skyum-Nielsen tror på, at den islandske læsekultur skal overleve, men det bliver under nye former.

– Island har en lang mundtlig læsekultur, som nok skal overleve, men det vil ikke være i form af oplæsninger fra sagaerne rundt omkring i de små hjem. Det vil være i et samspil med de nye medier og den moderne teknologi, der er områder, hvor islændingene har en enorm appetit og ikke er bange for at tænke nyt, siger han.

Om det islandske samfund i litteraturmæssig henseende vil undergå lige så store forvandlinger som det er sket i resten af samfundet de seneste 50-60 år, er ikke til at sige, men endnu er islændingene stolte af deres litterære arv fra sagaerne, Laxness og co., samtidig med at de yngre forfattere også bider godt fra sig. På boghitlisten i en af Reykjaviks førende boghandler var halvdelen af titlerne sidst i juni 2008 i hvert fald skrevet af forfattere, hvis efternavne ender på -son eller -dottir.

fiirgaard@kristeligt-dagblad.dk