Det er bemærkelsesværdigt, at janteloven hele tiden taler om tro. Sandemose var ateist – men af de 10 bud i Janteloven begynder de 8 med ordene ”Du skal ikke tro”. For eksempel:

”Du skal ikke tro, du er noget.”

”Du skal ikke tro, du er mere end os andre.”

”Du skal ikke tro, du kan lære os noget.”

”Du skal ikke tro, at der er nogen, der kan lide dig.”

Hvorfor står der tro og ikke vide? Fordi troen altid er mere sårbar og usikker. Hvis du læser erindringsbøger, vil du opdage, at de store smertepunkter har at gøre med bestemte ”janteøjeblikke”. Allerbedst kan man måske læse det i H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”.

Aksel Sandemose mente, at der var mest Jantelov der, hvor ligheden var størst. Det mente Andersen også. Han skabte derfor et samfund af ænder og ællinger, hvor den mindste afvigelse dømmes ude. Andemoderen siger til den grimme ælling: ”Gid du var langt borte” og den grimme ællings søskende siger: ”Gid katten tog dig”. Langsomt bliver de andres nedvurdering til den grimme ællings selvforagt.

Den grimme ælling slutter sig til nogle vildænder. De bliver skudt, og den grimme ælling søger ned på vandet. Jagthunden sendes ud efter den. Den grimme ælling er sikker på, at dens sidste time er kommet, men jagthunden opgiver at bide den ihjel, og så tænker den: ”Jeg er så styg, at selv hunden ikke gider bide mig!”

Det er næsten det sørgeligste sted i historien. Det hedder i det psykologiske sprog interaktion. Det betyder, at hvis alle har sagt, at man er forkert, så ender man med selv at tro det.

Sådan har H.C. Andersen beskrevet Janteloven længe før Sandemose. Også H.C. Andersen troede, at han var noget, før han havde bevist det – for at bruge dit, Sørine, udtryk.

Jeg har oplevet janteloven stærkest i fængslet i Vridsløselille. I et fængsel skal alle være ens: ens klædt og ens i deres adfærd, ens i deres tanker og sprog. Den, som har oplevet Jante i sin værste form, vil ikke se det som en trussel, at der er nogle, der bliver bemærket eller beundret.

I slutningen af ”Den grimme ælling”, da forvandlingen er sket, og ællingen er blevet til en svane, råber børnene: ”Den nye er den smukkeste – og de gamle svaner nejede for den.”

Den er lykkelig, står der, men samtidig står der: ”Den tænkte, hvor havde den været forfulgt og forhånet.”

Det er jantemærkerne, der sidder i den livet igennem, som de sad i H.C. Andersen livet igennem. I 1861 skrev han ”I andegården”, hvor den lille sangfugl får revet hovedet af. Den når ikke så meget som den grimme ælling bare at overleve.

Så ønsk ikke mere jantelov, Sørine Gotfredsen. Der er så rigeligt af den gamle, at det slår til langt langt ind i fremtiden.

Stol trygt på det.

kultur@kristeligt-dagblad.dk