Den store kemiske kærlighedshistorie

Når vi jagter kærligheden eller måske bare forelskelsen eller i hvert fald tiltrækningens rus, sender motivationscenteret først besked til svedkirtlerne om at udlede et særligt duftstof, kaldet feromon. Det er et stof, der ikke kan lugtes, og som både udsendes og opfanges ubevidst i næsen. Men skulle man være så heldig at opfange stoffet, kan det sætte en kemisk kædereaktion i gang. Feromon er nemlig så kraftigt et stof, at en mor kan bestemme sin datters menstruationscyklus alene ved denne duft. Fra undersøgelser af stammesamfund ved man, at den kvinde, der udskiller flest feromoner, kan styre menstruation og fødsel hos alle stammens kvinder, hvilket er blevet aktivt brugt hos stammer, der flytter sig meget for at finde føde. Noget tilsvarende sker i øvrigt hos mange dyrearter, blandt andet køer.

Feromonerne gør, at de signalstoffer i hjernen, som nervecellerne bruger til at kommunikere med, bliver mere aktive. Særligt stofferne serotonin og dopamin gør os klar til kærligheden. Serotonin styrer vores adfærd og gør blandt andet, at vi skærper opmærksomheden omkring den, vi er interesseret i, og måske ligefrem tager kontakt. Den gør også, at vi generelt opfører os lidt mere mærkeligt og lidt ude af vores normale kontrol. Går mødet med kærligheden alligevel godt, og mærker vi endnu flere feromoner i luften, skaber kroppen dopaminen i vores belønningscenter, der kan give en intens lykkefølelse og oplevelsen af at være næsten overmenneskelig. Det er netop dopamin, der findes i kunstig form i narkotiske stoffer såsom speed og amfetamin, og som i store mængder gør én afhængig. Og det er nok også det stof, der gør, at folk kan blive vanvittige i kærlighedsjalousi.

På et tidspunkt, typisk i løbet af to til 10 måneder, aftager følelsen af forelskelse, og en mere stabil oplevelse af kærlighed tager over. Igen er der tale om en kemisk udvikling, hvor mængden af serotonin og dopamin denne gang falder, mens hormonstoffet oxytocin i stedet bliver aktiveret. Det sker i særlig grad gennem berøring af hud og giver os lyst til at knytte særligt tætte og vedvarende bånd. Brystvorten er det sted, der aktiverer mest oxytocin, hvilket kan forklare den hurtige oplevelse af samhørighed mellem mor og barn.

Fra forsøg med aber ved man, at de, der holder fast ved den samme partner, har mange oxytocin-receptorer det vil sige, at de er særligt modtagelige over for en monogam tilværelse. Aber med få receptorer har derimod mange og skiftende partnere. Der er ikke udført et tilsvarende eksperiment på mennesker, men ifølge Troels W. Kjær er det meget sandsynligt, at det samme gør sig gældende hos os. I så fald har man her opskriften på en sprøjte mod utroskab!

Selv den største kærlighed kan dog få en ende, og forklaringen kan naturligvis findes i hjernen. Falder mængden af dopamin for meget, påvirker det motivationscenteret, så vi hverken føler os glade for at være sammen med vores partner eller særligt motiverede for at gøre noget ved det. Serotoninen, som også påvirker humøret, daler ligeledes. Nogle gange, når bruddet er endeligt, til faretruende dybder. En depression er netop kendetegnet ved et lavt indhold af serotonin.

Hele denne proces kan naturligvis opleves forskelligt. Alene mellem de to køn er der stor forskel, og det har den naturlige, kemiske forklaring, at mandens og kvindens hjerne er indrettet lidt forskelligt. Fordi mænds hjerner er større, har de også flest nerveceller, nemlig 23 milliarder mod kvindernes 19 milliarder, og de er arrangeret lidt anderledes. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at mænds kemiske kærlighed bliver mest aktiveret af ungdom og skønhed, mens kvindernes sættes i gang af mandens position i form af penge og uddannelse, viser internationale forskningsresultater.

Er man kommet slemt til skade i forhovedet, hvor pandelappen og den lidt mere raffinerede adfærd sidder, kan man opleve en mere uhæmmet adfærd. Hvis man mangler noget af tindingelappen på grund af meningitis, kan man ligefrem opleve en form for hyperseksualitet helt uden grænser. De mest almindelige udsving er dog i, hvor velfungerende pandelappen er, og hvor gode vi dermed er til at undertrykke vores impulser og i stedet opføre os på en måde, som er socialt acceptabel.

I sidste ende er kærligheden dog fortsat et utæmmet dyr. Selvom vi kan se den blive til på scanningsbilleder, kan vi hverken styre eller forudsige den fuldstændigt. Det hjælper at være glad, indbydende og opsøgende, viser videnskaben. Resten er op til den menneskelige tilfældighed.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk