Kejsersnit efter mors ønske

Lørdagsrefleksioner
Af Ole J. Hartling

I DAG FORLØSES HVER FJERDE vordende moder ved kejsersnit, og der har gennem en årrække været en fortsat stigende tendens. Sectio caesarea eller blot sektio er den tekniske betegnelse for operationen, hvor man åbner bugvæggen og livmoderen og løfter barnet ud.

Kvinder, som ender med kejsersnit, ville i mange tilfælde gerne have født barnet ad de naturlige fødselsveje en såkaldt vaginal fødsel men bliver måske rådet fra det af lægen eller jordemoderen enten før eller under fødslen. Det er de kede af, for de drømte netop om den normale fødsel omend med nogen nervøsitet.

Den normale fødsel bør også i almindelighed foretrækkes, idet videnskabelige undersøgelser viser, at der generelt er øgede risici for både mor og barn ved sektio.

Ved en konference i fødselslægernes videnskabelige selskab i maj måned diskuteredes problemet med det stigende antal kejsersnit. Konferencens overskrift var ligefrem sektio-epidemien, og ved en epidemi forstår man ifølge ordbogen smitsom sygdom, der hastigt breder sig. Det er ikke i sig selv en sygdom at være gravid og at føde, men problemer i forbindelse med graviditeten (for eksempel svangerskabsforgiftning) eller i forbindelse med selve fødslen (for eksempel vesvækkelse og usædvanlig lejring af fostret såsom sædestilling) kan gøre et kejsersnit påkrævet. Men spørgsmålet er naturligvis, om komplikationer hos mor eller barn er blevet så hyppige, at hver fjerde gravide kvinde skal have opereret barnet ud i stedet for at bringe det til verden ved en naturlig fødsel. Kan det være rigtigt, at færre og færre kvinder kan gennemføre en normal fødsel?

Svaret er nok, at kvinder ikke er blevet dårligere til at føde, men at der er blevet bedre muligheder for at gribe ind. For kan man gribe ind, når det går galt, er det fristende at gribe ind, for at noget ikke skal gå galt. Det er uden tvivl et led i tidens forebyggelsestankegang og behov for at sikre sig og for risikokontrol. Den førstegangsfødende kvinde står over for noget helt nyt, som hun ikke har kontrol over, og det er den moderne kvinde uvant med. Men trangen til kontrol og ønsket om at kunne vise handlekraft deler hun med fødselslægen. Tålmodighed og rolig afventen er måske sjældnere i dag, hvor tillid til, at naturen oftest klarer vanskelighederne, har været en dyd hos fødselslæger som en læge fremhævede, da han roste sin kollega: Han er en glimrende fødselslæge, han kan sidde og lure ved hulens udgang i timevis.