I lægens konsultationsværelse

– Selvom der er store forskelle på de fire læger, jeg besøgte, og deres patienter, var der også mange fællestræk. Det er stort set det samme, folk fejler i hele landet. Det er livsstilssygdomme og ondt i livet, og jeg var forbavset over, hvor mange der fik depressionspiller og gigtmedicin. Og selvom lægerne var forskellige, har de også en professionsidentitet, der gør, at de håndterer tingene ens. Det er nok meget godt, siger hun.

Astrid Jespersens morfar var praktiserende læge i 1950’erne og 1960’erne forskellige steder i Jylland. Han tog ofte på sygebesøg og anså jobbet for at være et kald. Han var på arbejde altid, og selv når han havde fri, kunne hans patienter finde på at komme forbi og bede om, at han undersøgte dem. Lukkede han ikke op, tjekkede de, om bilen stod i garagen, og han udviklede forskellige strategier for at holde patienterne fra døren, når han ønskede tid med sin familie. Så parkerede han et andet sted, slukkede lyset og så tv i mørke sammen med hustruen og børnene.

Den type læge uddøde med ham, selvom Astrid Jespersens mormor fortsat begræder, at lægeerhvervet ikke længere er at regne for et kald i døgndrift, men derimod et erhverv på lige fod med mange andre. I dag arbejder lægen stort set fra 8 til 16, sygebesøg er forbeholdt syge gamle og handicappede, og lægen er i mange tilfælde i kompagniskab med andre – og så er hun stadig oftere en kvinde.

I dag drøfter man, hvordan man i en tid med lægemangel fortsat kan sikre lægebetjening i randområder og socialt belastede ghettoer, om der skal være brugerbetaling, øget tilgængelighed i form af weekend- og aften-åbent og om, hvorvidt erhvervet vil falde i anseelse, i takt med at der kommer flere og flere kvinder. Det fremgår også ofte af den offentlige debat, at patienterne er blevet mere krævende og mindre autoritetstro, og at lægen har travlt. Men Astrid Jespersen gør i sin afhandling op med mange af disse forestillinger. Jo, lægen har travlt og kan være svær at få fat i, men mange af lægerne har tidspunkter, hvor man kan komme uden at have reserveret tid, de tilbyder aftenkonsultationer og har i øvrigt også e-mail-tider. Og så kan man i øvrigt nå rigtig meget på 10 minutter, erfarede Astrid Jespersen.

– Lægerne er gode til at strukturere tiden og med det samme få indkredset, hvad der er patientens ærinde. På 10 minutter kan de godt nå et smut tilbage til barndommen, få patienten til at tisse i et bæger, tage en blodprøve og stille en diagnose, siger hun.

Og den type konsultation er patienterne godt tilfredse med. De fleste mennesker skifter kun læge, hvis de skal flytte, og flere af lægerne i Astrid Jespersens undersøgelse havde et indgående kendskab til hele familien og bekendtskabskredsen. De sværeste odds har storbylægen naturligvis, hvor de unge studerende jævnligt flytter, mens lægerne i provinsen ofte har kendt patienterne i lang tid. Og de antiautoritære patienter, der zapper rundt og selv har stillet diagnosen på forhånd via nettet, mødte Astrid Jespersen ikke mange af.

– Patienterne går til lægen, fordi de mener, at han ved bedst. Det er muligt, at de har forberedt sig hjemmefra via nettet, men det er ikke sådan, at de selv stiller diagnosen. Den paternalistiske (formynderiske, red.) læge findes skam stadig, men det er også nogle gange ham, der efterspørges. Det kan være anstrengende at have ansvar for eget helbred, og har man halsbetændelse, vil mange helst have det at vide, og at de skal tage penicillin i otte dage. Men forskellige typer situationer kræver forskellige autoritetsformer. Nogle gange skal lægen være konsulent, nogle gange lytte, nogle gange træffe beslutninger, og nogle gange skal han anvende teknologien i konsultationen og måske fryse et mærke i ansigtet væk, siger Astrid Jespersen.

Hun peger på, at de praktiserende læger har et mangefacetteret syn på patienterne. Ud over det rent medicinske har de også en social og humanistisk tilgang til patienten. Hvis en ældre mand kommer for at få fornyet kørekortet, ser lægen ikke alene på patientens dårlige syn, men også konsekvenserne ved, at manden måske mister sit kørekort. Det kan betyde, at han må flytte på plejehjem, fordi han ikke længere kan køre bil, købe ind og besøge sin hustru, som måske allerede bor på plejecenter. Dermed er der en lang række hensyn, der skal vejes op imod hinanden.

Blandt mange er der en forestilling om, at lægen skal være særlig empatisk og følelsesmæssigt involveret i sit arbejde. Man taler om ildsjælen og om lægen, der brændte op, fordi han var for engageret i sine patienter. Men pointen i Astrid Jespersens afhandling er, at man sagtens kan være involveret uden at sætte sig selv på spil. Naturligvis skal lægen være engageret, men han skal også kunne gå igen. Selv fra den døende patient, for også andre patienter venter. Det betyder ikke, at engagementet er halvhjertet eller lægens interesse er uægte – han er det bare på en professionel måde. Det gjaldt i hvert fald for de to mandlige og to kvindelige læger, Astrid Jespersen fulgte.

– Lægerne var ægte interesserede – men de var ikke personlige, og det var de også opmærksomme på ikke at være.

Astrid Jespersen er kritisk, når det gælder brugerbetaling. Hun peger på, at der er et helt enestående forhold mellem patient og læge og stor tillid parterne imellem. Kommer der også penge direkte imellem de to, kan der opstå mistillid, ligesom lægen sandsynligvis vil være mindre tilbøjelig til at give en ny tid, hvis ikke man har nået det, man skulle, inden for de afsatte 10 minutter.

Derimod er hun sikker på, at fremtidens læger i stigende grad vil være at finde i sundhedshuse, hvor flere læger deler praksis og også har sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre og psykologer under samme tag.

– Jeg tror, at fremtidens praktiserende læge er sygeplejerske. Forstået på den måde, at første kontakt til sundhedsvæsenet fremover vil være sygeplejersken, som kan ordne en del. De praktiserende læger vil være trukket mere ind i specielle opgaver. Hvorvidt det er godt eller skidt, ved jeg ikke. Men vi skal være opmærksomme på, at vi i Danmark i dag har et ret godt system, og det skal vi værne om.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk