Forældre skal sætte grænser

Forældre, der skal opdrage deres børn, er i en svær situation, for strømningerne er jo flertydige, og det gør det svært at orientere sig. Vores kontrol af barnets adfærd bliver måske opfattet som en form for undertrykkelse. Det hævdes, at barnet bremses i sit elementære behov for udfoldelse. Tager man parti for børn, fører det til, at man samtidig tager parti mod de voksne, hævdes det. Resultatet er, at vi bliver mere optaget af de skader, vi kan påføre børnene ved at indlemme dem i det sociale fællesskab, end hvad den samme indlemmelse indebærer af udviklingsmuligheder.

Nye opdragelsesmetoder er under udvikling som erstatning for de gamle, hårde metoder. De nye metoder er som oftest baseret på omtanke, indlevelse og respekt for barnet. Det har medført, at nutidens børn ikke som før er bange for voksne og heldigvis for det. Det medfører bare, at vi forældre skal gøre os grundige overvejelser over vores egne opgaver som opdragere af børnene.

For eksempel vil mange forældre gerne have et lige forhold til børnene. Vi er gennem de seneste 10-20 år kommet til at stå på mere kammeratlig fod med vores børn. Det har ganske givet betydet meget positivt for både børn og forældre, fordi vi på den måde er kommet tættere på hinanden. Men nogle af os er måske kommet for tæt på og har fornægtet vores voksenhed for at kunne være kammerater med vore børn. Kammeratskab mellem børn og forældre er kun positivt, hvis vi voksne er klar over, at vi af og til må nedtone kammeratskabet for at være de forældre, som børnene har brug for.

VI SKAL NATURLIGVIS ikke tilbage til den tid, hvor forældregenerationen gik stift klædt og havde et helt andet sprog end børn. Vi må dog acceptere vores voksenhed og alder og ikke være bange for at markere grænser på vores egen måde. At være forældre betyder heller ikke, at vi ikke må spille bold, lege og pjatte med vore børn. Forældre skal være både og: tilgængelige som kammerater, som børnene kan være fortrolige med og have det sjovt med, og voksne, der vejleder børnene og af og til også træffer beslutninger for og om dem. Børn bliver trygge, når de oplever forældrene som sikre identifikationsfigurer, der stiller krav, og de har under ingen omstændigheder brug for en far, der er storebror, eller for en mor, der er en god veninde.

Kærlighed er indlysende en vigtig forudsætning for opdragelsen. Men kærlighed er ikke nok.

Vi må som forældre nogle gange sige fra, træffe beslutninger på vore børns vegne og sige nej. Her kan vi af og til føle, at vi mangler tilstrækkelig autoritet til at trænge igennem, og nogle gange sker der derfor det, at børnene overtager magten og styringen.

Op gennem 1960erne og 1970erne tog de fleste afstand fra enhver form for autoritær styring af børn. Vi ville ikke tvinge dem til noget og i hvert fald slet ikke anvende magt. Det er mit indtryk, at mange forældre ikke kan lide tanken om, at grundlaget for deres autoritet er, at det er dem, der bestemmer at de er forældrene. Men den bekymring er grundløs. For forældre bestemmer jo ikke, fordi de er klogere, eller fordi enhver beslutning er uden fejl. De bestemmer, fordi de er forældre.

Vores påvirkning af børnene øges, når vi fortæller dem, hvad vi mener, for det er ikke upassende at sige sin mening til børn, der måske, når alt kommer til alt, er rådvilde og forvirrede. Men børnenes indflydelse på deres egne beslutninger skal naturligvis blive større med alderen.

Spørgsmålet er, hvordan den voksne kan udfolde sin myndighed med henblik på at udvikle barnets myndighed. Det drejer sig om, at forældre kan fungere som antiautoritære autoriteter. Det bliver man, når man så at sige går foran og vedgår sig det faktum, at man er voksen og har en viden og nogle erfaringer, som kan anvendes af ens børn. Er man tydelig og kærlig i sine beslutninger, accepterer børn som oftest, at vi bestemmer. Ikke fordi vi er bedre end dem, men fordi de elsker os, og fordi de bliver trygge ved at vide, at der er en større og stærkere person i deres liv, som passer på dem, som tager ansvar for dem.

En voksen, som ikke læner sig tilbage i håbet om, at børn godt selv kan finde ud af spillereglerne, normerne og værdierne. Den gamle vending fra forældre til barnet: Du skal ikke gøre, som jeg gør, men som jeg siger, du skal gøre, udtrykker ganske klart en form for tvetydighed, som børn konfronteres med mange gange i løbet af opvæksten. Tvetydigheden skaber imidlertid usikkerhed hos børnene, og som tiden går, vil børnene ofte ende med netop at gøre, som vi gør, og ikke, som vi siger, de skal gøre: Modelindlæringen er den stærkeste.

VI ANVENDER AF OG TIL STRAF, ros, skældud og skamme ud for at få børn til at gøre, hvad vi siger. Vi vil bare ofte opdage, at det ikke altid har den ønskede virkning. Og vi sætter grænser for barnet. En negativ måde at sætte grænser for et barn kunne lyde således: Du må ikke slå på Tobias. Hvis du gør det igen, skal jeg komme efter dig! Den positive grænsesætning har til gengæld en helt anden karakter: Det er bedre, hvis du lader være med at slå Tobias. Han kan ikke lide det, og det kan jeg heller ikke! Den gode grænsesætning er jeg-grænser, altså grænser, som den voksne sætter for sig selv og ikke sætter op omkring barnet. Det er grænser, som verbalt udtrykkes med ordet jeg og ikke med man.

Når alt kommer til alt, kan grænser betyde så meget, for eksempel tydelighed, tryghed, begrænsning og undertrykkelse. Når man er blevet tilbageholdende med at hævde, at børn skal have grænser, er det formentlig, når man opfatter begrebet i betydningen begrænsning/undertrykkelse.

Der findes ikke og vil antagelig aldrig findes én bestemt metode, som altid vil være den rigtige, når man sætter grænser. Situationer omkring børn ændrer sig, og de handlemåder, som vi voksne er nødt til gøre brug af, skifter også. Børn støjer, maser sig frem, undersøger og, ja, slår også andre, snakker grimt. Men de har jo også en ret til at udforske det rum, vi har givet dem. Men børnenes udforsken må selvsagt ikke ske for enhver pris, vi skal alle kunne være her. Somme tider kommer det konflikter ud af det, når vi siger nej. Da er det vigtigt, at vi ikke blot lukker munden på børnene for at blive fri for vrøvl og konflikter.

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, forfatter og tidligere formand for organisationen Børns Vilkår