En dag med Kierkegaard og kammerjunkere

Imens smiler Kierkegaard ironisk oppe fra et maleri, som kursuslederen har anbragt over tavlen. Maleriet hører egentlig til i biblioteket. Men den nuværende bibliotekar kan ikke holde Kierkegaard ud, får jeg senere forklaret. Han har skrevet doktordisputats om Grundtvig og mener, at Danmarks berømteste tænker ikke har forstået, hvad ånd er. Derfor har han vendt maleriet om, så det til daglig hænger med ryggen til.

Kursisterne er ikke kommet for at blive underholdt. De er kommet, fordi emnet betyder noget for dem rent personligt. Nogle har læst Kierkegaard det meste af livet. Andre er kommet sent i gang. Fælles for de fleste er, at Kierkegaards forfatterskab har ramt dem i hjertet, og at de nu tumler med teksterne, så snart lejlighed byder sig. I ferien for eksempel.

Her er folk fra alle mulige erhverv, stadig i arbejde, eller pensionister. Eller midt imellem, som den pensionerede skolelærer, der har brugt sin nye fritid på at tage en bachelorgrad i kunsthistorie.

3700 kroner er prisen for for en uge på højskole med Kierkegaard, eneværelse og fuld pension. ”Tag til Garda-søen for 3900 kr.” lokker DSB-plakaterne p.t. på stationerne til Hillerød. Selvom DSB-prisen havde inkluderet eneværelse og fuld pension, havde kursisterne næppe gidet bytte.

Vinduerne står åbne ud til træer og fuglesang. Jeg var bare kommet for at kigge på, men lidt efter lidt synes også jeg, at det er vigtigt at finde ud af, hvordan og hvorfor Kierke-gaard sondrer melllem øjeblikket og nuet, idealiteten og realiteten, den evige salighed og den letkøbte salighed.

Og hvorfor Kierkegaards forståelse af begrebet ”gentagelsen” rummer langt større rigdom og skønhed end Sokrates’ cirkulære trummerum-tænkning. Kierke-gaard har krogen ude, og de andres entusiasme smitter.

En mand nede på stolerækken vil gerne vide, hvordan Kierkegaard på den ene side kan tale om, at man vælger sig selv, sådan som man nu engang er, med fejl og mangler, og på den anden side taler om at træffe valg om noget bedre. Så er det måske alligevel ikke tilstrækkeligt at være en ussel synder?

Der vanker ikke noget entydigt svar, men megen snakken frem og tilbage. Noget om, at det bedre, det ideale, er at vælge at se Guds kærlighed som det styrende i sit liv. Manden lyder da heller ikke overbevist, da han spagt svarer ja til, om han ”nu har forstået det?”

Efter frokosten melder døsigheden sig. Jeg kigger langt efter soverummene, men deres beboere vælger at fortsætte direkte efter koldskålen og kammerjunkerne over til studiekredse over uddrag af ”Philosofiske Smuler” og ”Begrebet Angest”, så jeg når aldrig at blive rigtig misundelig. Vi sidder i det halvmørke bibliotek, ingen tænker på at tænde lyset, for man har travlt med at sammenligne tro og filosofi, Kristus og Sokrates. Stort set alle giver deres besyv med.

Efter kaffe, småkager og frugt går det løs igen. Med nyt foredrag i salen. Om Sløks livslede og Kierke-gaards livsglæde.

Danskerne tror, de ustraffet kan droppe siestaen, men det kan de ikke. Nu hævner den manglende lur sig, og ved 16-tiden er fem tilhørere faldet i søvn. Gad vide, hvordan de tager sig ud oppe fra talerpulten. Indimellem er der én, der vågner op og noterer ned i sit kladdehæfte og så sætter sig til at sove igen. Hovedet falder ned til siden, og det samme gør mundvigen. Ved spørgsmålene en times tid senere er alle igen på dupperne. Det er også nødvendigt, for programmet er ikke slut endnu. Efter aftensmad følger dagens foredrag nummer tre.

Ugens program byder på mange forskellige slags foredragsholdere og vinkler på temaet ”øjeblikket”. For eksempel ”Filmiske øjeblikke”, ”Kærlighedens øjeblik” og ”Humorens øjeblik”. Også på sang, musik og udflugter, fremgår det af opslagstavlen foran kontoret.

Det sociale er ikke det primære på det her kursus, har man indtryk af. ”Men det er klart, det betyder noget”, siger en kvinde senere ude på græsplænen, mens hun roligt tænder sin smøg. En anden, der havde stået sammen med hende lige før, er gået. Hun kunne ikke lide, jeg brugte udtrykket ”I”, da jeg spurgte, hvorfor de havde meldt sig til kurset.

”Det nytter ikke, du spørger i flertal, vi er selvstændige individer”, svarer hun.

boas@kristeligt-dagblad.dk