Kirken uden præst

2007 blev et vendepunkt. Bispesædet mobiliserede midler til en omfattende renovering, som kommunen fandt en legal vej til at støtte økonomisk uden at komme i karambolage med adskillelsen mellem stat og kirke og forbuddet mod at finansiere trossamfundene. Og sognet fik en ny præst.

Engang var der en præst i hver kirke, men det ligger så langt tilbage, at kun de ældste kan huske det. Folk havde sådan set vænnet sig til præstemanglen og til, at gudstjenesterne gik på skift mellem kirkerne. Men i 2001 var der sognesammenlægning, så Saint Martin l’Argentière blev større, og kort efter gik tre af de fem præster af, så der blev endnu længere mellem gudstjenesterne.

Og siden 2007 har den nye præst, Jean-François Lafertin, indført en stil, man mildt sagt ikke var vant til med forgængeren.

”Han er vist af sigøjnerfamilie”, siges det ude i sognet.

Et er, at fader Lafertin er lidt mere langhåret og fuldskægget, end man er vant til her ude på landet. Og at han kan finde på at tage imod i præstegården iført blomstrede shorts og forvasket t-shirt.

Noget andet er, at han indfører så meget nyt, fra ungdomsaktiviteter til debataftener og fælles bøn, at de ældste har svært ved at følge med i nyskabelserne. Den nyrenoverede kirke er blevet udstyret med et legehjørne til børnene. Man kan lægge personlige bønner i en lille kurv, som under gudstjenesten bæres frem på alteret, og ved indgangen står et ”Arbre des Prières”, en skulptur af et træ med et udvalg af bønner, man kan tage med sig og bruge, hvis man har svært ved at formulere sin bøn.

Det er ikke kun kirkebygningen og præstegården i Saint Laurent de Chamousset, som er blevet gennemrenoveret. Det er hele det kirkelige arbejde, som skifter ansigt.

– De unge synes, han er fantastisk. Men de ældre har svært ved at følge med, siger Brigitte Crepet.

Hun er leder af sognets pastoralgruppe. Den består af en halv snes frivillige som varetager en stor del af det kirkelige arbejde ud fra de retningslinier, som Jean-François Lafertin udstikker.

Med begge præster på sygeorlov er lægfolkene helt alene om at passe butikken. Men også når præsterne kan passe deres arbejde, er menighedens involvering en forudsætning for, at kirken kan eksistere på landet.

– Fader Laffertin foretager ikke længere begravelser. Ellers kunne han ikke bestille andet. Det er diakonen eller nogle af vi lægfolk, der står for begravelsesceremonierne, og diakonen foretager også mange af vielserne. Og vi har en liturgigruppe, som planlægger gudstjenesterne. Det betyder, at vi vælger de tekster, som skal læses i tilknytning dagens Evangelium og de salmer, som skal synges, forklarer Brigitte Crepet.

Kun når der er højmesse med nadver, er der gudstjeneste ved en af præsterne. Ellers kan det lige så vel være diakonen eller et medlem af pastoralgruppen, der læser evangeliet.

Det er situationen i mange franske landkommuner. 101 præster blev ordineret sidste år i Frankrig, som tæller godt 13.700 i alt, mod over 1400 præsteordineringer i 1945. Og i løbet af de næste 10 år forventes antallet af aktive præster at falde til 5000. Mens byerne stadig har præster nok på grund af befolkningskoncentrationen, mærkes præstemanglen især i landkommunerne, hvor lægfolk og diakoner må tage over

Og Brigitte Crepet er ikke langt fra at mene, at manglen på præster er en fordel for den franske kirke.

– Kirken er ikke kun præsten. Kirken skal bestå af hele menigheden. Og hvis menigheden kun eksisterer en gang imellem til gudstjenesten, er det lidt fattigt. Tro er ikke bare passivt at tage imod. Man kan også være aktiv i sin tro og være med til at tage et ansvar for, at kirken virkelig lever i lokalsamfundet, og i den forstand er det en chance for kirken, at vi er nødt til at gøre en indsats. For nogle år siden var de troende langt mindre aktive, påpeger Brigitte Crepet.

Diakon Bernard Sangouard er enig.

– Kirken er i forandring snarere end ved at forsvinde. Den gamle kirke forsvinder måske, men en ny kirke, hvor lægfolk og de verdslige kræfter spiller en større rolle, er ved at vokse frem. Det andet Vatikanerkoncil åbnede kirken for menigheden og for lægfolk, og nu tvinger præstemanglen kirken til at følge en ny vej. Jeg befinder mig personligt i den karismatiske ende af den katolske kirke, og derfor synes jeg kun, det er positivt, at de troende nu får en aktiv, levende relation til Gud, siger Bernard Sangouard.

I denne nye kirke spiller liturgien og i en vis udstrækning teologien en mere tilbagetrukket rolle. Altergangen og eukaristiens mysterium, som ellers er den katolske messes knudepunkt, må træde i baggrunden, når det ikke er en præst, der holder gudstjeneste.

– Der er også andet end sakramenterne at være fælles om, mener Bernard Sangouard.

– Selvfølgelig skal vi passe på, siger Brigitte Crepet, at vi ikke får en hjemmestrikket kirke uden teologisk grundlag. Men præsten er her jo til at holde os fast og sikre kursen. Og det er vigtigt, at vi får en kirke, der lever i sin tid. Det er også det, fader Lafertin ønsker.

Deraf satsningen på de unge og på familierne, blandt andet med en obligatorisk vielses- og dåbsforberedelse over op til 10 timer, hvor flere par og forældre møder hinanden. Deraf også debataftenerne, der indledes med en film, eller messen, der afsluttes med en aperitif. Det handler om, understreger Brigitte Crepet, at knytte bånd. Mellem sognebørnene, mellem landsbyerne, mellem generationerne.

Saint Martin l’Argentière sogn modsiger det billede, der traditionelt males af Frankrig som et stadig mere sekulariseret og nærmest afkristnet land.

– Der er masser af unge, som søger efter åndelige svar, og der er masser af troende, som får kirken til at leve. Kirkerne står tomme, fordi ingen længere af pligt går i kirke hver søndag. Men de, der tror, er til gengæld aktivt involverede i deres kirkes liv, siger Brigitte Crepet.

– Den tid er ovre, siger Bernard Sangouard, da man ”overværede messen”, som det hed. I dag er man aktiv.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk