Sekten FLDS lancerer en kollektion af børnetøj, som den sælger via hjemmesiden fldsdress.com. Kollektionen byder blandt andet på langærmede kjoler i nybyggerstil til teenagepiger, jeans til drenge og langt undertøj til begge køn. -
- NICHOLAS KAMM/Scanpix Denmark
Sidsel Nyholm |
15. juli 2008
Kvinder fra en berygtet polygam sekt i den amerikanske delstat Texas har lanceret en succesrig kollektion af ”anstændigt” børnetøj
Da kvinderne fra en afsondret polygam sekt i Texas i april begyndte at dukke op på trappetrinnene foran domhuset i byen Eldorado for at protestere imod myndighedernes tvangsfjernelse af 453 børn fra sektens ranch i området, vakte de især opmærksomhed på grund af deres særlige stil: tilknappede, ankellange ”præriekjoler” i pastelfarver og omstændeligt opsat hår.
I sidste måned fik sekten – Fundamentalist Church of Jesus Christ of Latter Day Saints (De Sidste Dages Hellige Fundamentalistiske Kirke), FLDS – børnene tilbage, og nu udnytter kvinderne den intense medieopmærksomhed til at lancere en kollektion af børnetøj, som den sælger via hjemmesiden fldsdress.com.
Ifølge amerikanske medier har der vist sig at være en stor interesse for det håndsyede børnetøj, som blandt andet inkluderer langærmede kjoler i nybyggerstil til teenagepiger, jeans til drenge og langt undertøj til begge køn. Samtlige beklædningsstykker produceres i farverne lyserød, syren, gul, blå, fersken, grøn, lavendel og turkis, og priserne varierer fra knap 7 dollar (33 kroner) for langbenede børneunderbukser til 81 dollar (385 kroner) for en ”teenage jakkekjole”.
Fldsdress.com er ”viet til at forsyne børn med beklædning, der lever op til FLDS-standarder om pænhed og beskedenhed”, skriver producenterne på hjemmesiden. Samtidig forsyner den kvinderne og deres familier med en hårdt tiltrængt indtægtskilde, efter at den juridiske kamp for at vinde de tvangsfjernede børn tilbage har efterladt mange med en betragtelig advokatgæld.
Tøjfabrikken, der er beliggende på ranchen, blev oprettet for at sikre, at de 453 børn kunne blive forsynet med ”anstændigt” tøj, mens de var i Texas-børneforsorgens varetægt. Angiveligt var nogle blevet bedt om at iklæde sig moderne tøj, efter at deres egne kjoler eller bukser og skjorter var slidt op eller forsvundet i forbindelse med vask.
Sektmedlemmernes særlige tøjstil er resultat af en befaling fra deres ”profet” og leder, Warren Jeffs, der sidste år blev idømt en fængselsdom for at tvinge en 14-årig pige til at gifte sig med og dyrke sex med sin 19-årige fætter. Kritikere og kulteksperter har betegnet sektens ”uniform” som et eksempel på den hjernevask, som de mener finder sted inden for FLDS.
Ifølge en FLDS-talskvinde, Maggie Jessop, afspejler tøjet et dybt ønske om at leve et liv baseret på diktater i Bibelen og i Mormonernes Bog.
– Jeg holder virkelig af at gå i jævnt tøj, fordi det er en del af det at være i stand til at fokusere på at gøre ting for andre snarere end på at se, hvor yndig jeg kan se ud, siger hun til avisen Salt Lake Tribune.
Med sine cirka 10.000 medlemmer, der lever i enklaver i flere amerikanske delstater, er FLDS den største polygame gruppe i USA. Sekten er baseret på Mormonkirkens stifter Joseph Smiths doktriner, men har i dag ingen bånd til Mormonkirken, der bandlyste flerkoneri i 1890.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad