Anna Mejlhede |
25. juli 2008
Her kan du læse Anna Mejlhedes prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske, Vor Frue
”Gud, lad os leve af dit ord, som dagligt brød på denne jord.” Amen
Kan man bo i et ord? Eller sagt på en anden måde: Findes der noget ord, der er så rummeligt og favnende, at det kan dække et menneskeliv hele vejen rundt – og det i både liv og død?
”Bliv i mit ord,” siger Jesus i hvert fald. Og hvis vi bliver i det, lover han os til gengæld, at vi skal lære sandheden at kende. Det er ellers noget af et løfte! Eller er det måske i virkeligheden lidt af en trussel? ”Så skal I lære sandheden at kende”! Ligesom når man siger: ”Jeg lover dig, at du skal få kærligheden at føle.” Det er i hvert fald sådan mennesker taler, når de vil ramme hinanden – i stedet for at nå hinanden. Og den kærlighed, man så vil føle – har vel ligeså lidt med kærlighed at gøre, som løgn har med sandhed.
Jo, ord kan sandelig være forvirrende. Og det i en grad, så man farer vild i dem. For hvornår er det sandhed, der gemmer sig i det, vi siger til hinanden – og hvornår er det noget helt andet?
Vi truer jo også hinanden med sandheden. ”Så skal sandheden nok komme for en dag.” Og mennesker bliver også fældet af sandheden. Når den overhaler dem indenom, med sine krav om at noget skal frem i lyset. Noget ulovligt eller noget dumt, man har begået.
”I skal lære sandheden at kende,” siger Jesus – og han siger faktisk, at vi godt kan tage ham på ordet. Det er ingen trussel - men et løfte.
Her i verden er det ellers ikke så tit, man kan tage nogen på ordet. Det er jo risikabelt. Man kan blive både snydt bedraget og ført bag lyset, af alt andet end sandheden. At tage nogen på ordet, er jo farligt. Tænk, hvis de ikke mener det, de siger? Hvis de alligevel ikke holder det, de lover? Ja, hvad nu, hvis de ikke ER i deres ord selv?
Ofte er det sådan, at hvis man har vist nogen tillid, men ender med at blive bedraget – så lyder kommentarerne: ”Ja, men helt ærligt - bliver du da heller aldrig voksen? Eller bliver du aldrig klogere?” Som om voksen og klog handler om, at blive mere skeptisk, mere kynisk og beregnende. Alt sammen ved netop IKKE at tro på nogens ord, men kun deres handlinger. For handlinger kan jo ikke lyve – eller kan de?
”Hvis I bliver i mit ord,” siger Jesus så. Hvis I tager det til jer, bruger det, tror på det. Ja, hvis I flytter ind i det – så vil det ord sætte jer fri.
Men hvad betyder det egentlig at være fri? Betyder det, at vi kan - hvad som helst? At vi er frit i luften svævende. Med alle muligheder og ingen begrænsninger? Vi lever i en verden, der er så overfyldt med billeder på netop at være fri. Vi gør krav på friheden. Vi har frihed til at sige næsten, hvad vi vil, til næsten hvem vi vil. Vi besynger vores frihed og laver love omkring den. Vi elsker den - ja, måske elsker vi den næsten ihjel nogle gange?
I vores bevidsthed dukker der så uendeligt mange billeder op af, hvad frihed er – og det selv om dén, der måske allerbedst ved, hvad frihed er - er den, som ikke har den. Mennesker der lever i fangenskab, eller under diktatur. Den fængslede borgerretsforkæmper, flygtningen, der måske nok er kommet væk fra det, han frygtede, men som alligevel ikke ejer skyggen af frihed. Eller kvinden i det ulykkelige ægteskab, hun ikke kan komme ud af, og et menneske i misbrugets vold - dér hvor noget andet end en selv, og ens egen fornemmelse for sandt eller falskt, har taget over.
Jo. Frihed kendes ofte bedst af den, som netop mangler den. Ellers kan frihed jo ofte forveksles med noget andet? Noget, der minder om kulde, eller ensomhed. Ansvarsløshed, eller ligegyldighed? Den tanke, at kun den, som intet ansvar har, og som ingen forbundenhed føler med nogen – er fri? Men kan det overhovedet kaldes frihed, når det kommer til stykket?
Hvis sandheden kan sætte os fri, kan et ord så også? ”Tale er sølv, men tavshed er guld” lyder et gammelt ordsprog. Men ligesom med så mange andre af den type ordsprog, så holder de sjældent hele vejen. Hvor mange mennesker har ikke oplevet, at få deres liv ødelagt af tavshed? Hvor mange parforhold, familierelationer og venskaber er ikke netop blevet kvalt - i tavshed? Den type tavshed, der lukker af for enhver mulighed for at nå hinanden.
Nu er der selvfølgelig stor forskel på tavshed. Der er den, der vokser ud af, at ord ikke længere er så nødvendige. Fordi ordene ligger et andet sted - i et kærtegn, i et blik. I en dyb og nærmest selvfølgelig følelse af sammenhørighed. Den, der gør talen unødvendig – for en stund i hvert fald.
Og så er der den anden slags tavshed. Det er den, som signalerer afstand. Den som kommer, når der ikke ER mere at sige. Hverken med eller uden ord.
Måske kan vi bo i et ord – men tavsheden er ikke rar at bo i særlig længe af gangen. For den ligegyldige tavshed, eller den straffende tavshed er en del af det, der sætter os fast, i stedet for at gøre os frie. Den holder os fast i umulighedernes land. Der hvor ingenting kan lade sig gøre. Den holder os fast i alt det ligegyldige, der dræber livsglæde og kontakt.
Hvis vi kan bo i et ord. Så kan vi også sættes fri af et. Og i evangeliet bliver vi mødt af det ord. ”Menneskesønnen”. Det er et ord, der lever. Også på den anden side af det mulige. Også der, hvor vores ord er sluppet op – eller er blevet til slatne klude i vores mund. Fordi de er slidt i stykker af, at blive brugt for tilfældigt.
”Menneskesønnen”. Det ord kan vi leve på og dø på – og alt det ind imellem. Det ord sætter nemlig i sandhed fri. Fordi det løser os fra alt det i os selv, der er destruktivt. Alt det, der vil sandheden til livs, enten ved at tolke den ihjel – eller undgå den.
Vi kan bo i dét ord. Fordi det rummer os hele vejen rundt. I det ord ligger flere andre nemlig også gemt. Ord som nåde, kærlighed, tilgivelse. Ord der møder os dér, hvor vi er. Ord, der åbner sig, virker og lever i os - og med os - når vi bliver i menneskesønnen.
Amen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad