John Lennon var skuffet over, at Yoko Ono og han fik nej til kirkelig vielse. Her er parret fotograferet under et besøg i Thylejren i 1970, året efter Lennons interview med Canadian Broadcasting Corporations. –
- Tage Jensen/Scanpix.
Tomas Revsbech |
18. juli 2008
Musik John Lennon blev misforstået, da han hævdede, at The Beatles var større end Jesus. I en netop offentliggjort radiooptagelse med Lennon fra 1969 erklærer han sig som ”stor fan af Kristus” og kalder Beatles et kristent band
”Kristendommen vil forgå. Den vil skrumpe ind og forsvinde. Vi er mere populære end Jesus nu. ”
Ordene er John Lennons, og de skabte et ramaskrig blandt mange kristne efter offentliggørelsen i et amerikansk magasin 1966. Sangeren måtte efterfølgende se vrede demonstranter i USA brænde Beatles-plader og John Lennon-billeder af, ligesom udtalelsen stadig i dag er blandt hans mest berygtede.
Mere end 28 år efter fredsaktivisten og sangerens død afslører et netop offentliggjort radiointerview med Canadian Broadcasting Corporation fra 1969 imidlertid, at Lennon havde et mere nuanceret og positivt forhold til kristendommen end hidtil antaget.
I interviewet, der for nylig blev bragt på den engelske BBC’s Kanal 4, erklærer Lennon, at han føler sig misforstået over udtalelsen og betegner de protesterende som ”hyklere”, der ”overreagerer”.
– Det var bare et udtryk, der betød, at Beatles, for mig at se, har mere indflydelse på ungdommen end Kristus. Jeg sagde ikke, at dette er godt, for jeg er en af Kristus’ største fans. Og hvis jeg kan få al den fokus, der er på Beatles, over på Kristi budskab, så er det, hvad vi er her for” , siger John Lennon, der i interviewet erklærer, at Beatles er et kristent band.
– Hvis Beatles lod folk vide, at de stod på Kristi side, ville kirkerne måske ikke blive fyldte, men til gengæld ville man se en masse kristne på dansestederne, tilføjer han og gør opmærksom på, at det vigtige er, at folk bliver opmærksomme på Jesus og hans budskab.
I samme interview udtrykker Lennon også beundring for Muhammed og Buddha. Og modstand mod den kristne kirke som religiøs institution. En modstand, der blandt andet bundede i, at den engelske kirke ikke ville vie ham og hans anden kone, Yoko Ono.
– Fælles bøn er givetvis meget kraftfuldt. Jeg er bare imod hykleriet, alt det hatte-bærende, socialiseringen og alt den te-komsammen, siger John Lennon, der dog indrømmer, at
– Jeg altid bliver meget følelsesmæssigt berørt, når jeg sidder i en kirke.
Christian Munch-Hansen, cand.mag. i religion og musik, med speciale i kristendom og rock, er ikke overrasket over John Lennons udtalelser.
– John Lennon var pacifist og hippie. Jesu budskab om fred og næstekærlighed gjorde ham til et stort forbillede for dele af hippie-bevægelsen, siger Christian Munch-Hansen, der også genkender John Lennons modstand imod kirken.
– Hippierne var positive over for det kristne budskab og Jesu forkyndelse, men de var imod kirken som institution. Så Lennons udmelding er karakteristisk for fredsbevægelsen og mange rockmusikere, blandt andre Bob Dylan og Van Morrison, siger Christian Munch-Hansen.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad