Langsom indsats har spredt dræbersneglene

Der er således stadig ikke sket en mere præcis kortlægning af, hvor mange dræbersnegle der er i landet, hvor de befinder sig, og hvor hurtigt de spredes.

Først sidste år blev der holdt et ekspertmøde om problemet, og en generel national handlingsplan for invasive arter (arter, der er kommet til Danmark fra udlandet), er lige nu sendt i høring. Miljøministeren har sat to millioner af i 2008 til at følge op på de endelige anbefalinger i planen, og flere millioner vil følge, lyder det. Blandt anbefalingerne er blandt andet bedre formidling af viden om dræbersneglen og andre invasive arter og klarere instrukser til borgerne om ikke at smide haveaffald ud i skovene, fordi det er med til at sprede problemerne.

Der skal også ske bedre samarbejde mellem de forskellige myndigheder, og endelig skal forebyggende og bekæmpende tiltag sættes i gang.

Problemet med invasive arter begrænser sig nemlig ikke kun til dræbersneglen, forklarer biolog i Skov- og Naturstyrelsen, Lisbeth Overgaard Jensen. Kæmpebjørnekloen, dræbergoplen og vandpest er også invasive arter, som vi næppe slipper af med igen.

– Vi er for længst nået det punkt, hvor vi for flere arters vedkommende kun kan forsøge at begrænse omfanget, vi kan aldrig udrydde dem helt. Derfor er der allerede et samarbejde i gang med vores nabolande om at kortlægge udbredelsen af arterne. Det giver os mulighed for at sætte ind noget tidligere, så vi kan forsøge at udrydde arterne, før det er for sent, siger hun og nævner som eksempel bynkeambrosien.

Den er lige nu et stort problem i for eksempel Polen, hvor den fremkalder allergi på linje med almindelig bynke og græs. Den er for nylig også fundet i Nordsjælland, men den trives ikke godt, fordi det som regel når at blive for koldt om efteråret til, at den kan sætte levedygtige frø.

– Men det kan jo ændre sig med klimaforandringerne, og derfor er det en art, vi er særligt opmærksomme på, siger hun.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk