Det er en menneskeret at søge efter et bedre liv

Professor Stephen Castles er en mand af den slags, der får sagt sin mening uden at banke i bordet.

Han er leder af det prestigefulde Oxford Universitets Center for Flygtningestudier. Om få måneder flytter han med over i den

nye tværgående St. Martin's School of the 21th Century, hvor research om migration og flygtninge sammen med for eksempel studier i nye epidemier og globale klimaforandringer skal integreres i et center for studierne af de problemer, der venter os i dette århundrede.

– Vi er i gang med at se på, hvad der kommer til at ske i de næste 30-50 år. I den forbindelse arbejder vi også sammen med Instituttet for alderdom, fordi migration og alderdom er tæt forbundet, forklarer han.

Nye EU-statistikker viser et fald på op til 65,3 procent i fødselsraten i forhold til 1960. Danmark ligger forholdsvis komfortabelt med et fald på "kun" 28,9 procent, mens Tyskland, Spanien, Portugal, Italien og så godt som hele Østeuropa ser fald i fødselsraten på omkring 50 procent. Eksperter forventer, at Europas befolkning vil falde med syv millioner, omkring 1,5 procent, inden 2050.

Netop fordi vi i vores del af verden lever længere og føder færre børn, forudser Stephen Castles, at vi i nær fremtid kommer til at mangle arbejdskraft – ikke mindst i omsorgssektoren. Blandt andet derfor argumenterer han for, at vi bør åbne grænserne på klem og modtage folk udefra med taknemmelighed.

– I det gamle Vesteuropa har man i øjeblikket den opfattelse, at vi kan nøjes med at tage mod udlændinge fra de nye EU-stater, men Østeuropa har en endnu lavere fødselsrate end Vesteuropa. Så vi er afhængige af, at de forlader deres egne for at komme

og tage sig af os. Det er en urealistisk forventning, især efterhånden som Østeuropa bliver udviklet, siger Castles.

Tidligere talte sociologer om "brain drain" (hjerneflugt), nu taler de i lige så høj grad om "care drain"(omsorgsflugt), fremhæver han.

– Det mønster, vi ser nu, er, at den mellemste generation, som skulle tage vare på de gamle og børnene, overlader det til den ældste generation at passe børnene, mens de selv tager til Europa eller USA og passer på vores gamle og børn. Det ser vi i lande som Filippinerne og Mexico, men også andre steder – og det er forstørret i Afrika, fordi aids-epidemien allerede har dræbt store

dele af den midterste generation, siger Stephen Castles.

Han mener, at Vestens politik i sin yderste konsekvens kan gøre dele af verden til zoner uden en befolkning i den produktive alder.

– Ud fra et snævert politisk rationale er det fornuftigt af for eksempel Storbritannien at lukke afrikanske læger ind, fordi det er nemmere at give folk efteruddannelse, end det er at føre dem igennem seks til syv års medicinstudier. Så det er rationelt set ud fra et nationalt synspunkt. Men set ud fra et internationalt synspunkt er det klart irrationelt, fordi det ødelægger strukturerne i andre samfund. Desuden er det klart amoralsk. Men desværre har moral sjældent særlig stor indflydelse på politik, siger han.

Et af paradokserne i indvandringspolitikken er efter Stephen Castles mening, at de vestlige lande håndplukker folk udefra til de job, der er brug for at få besat, mens de afviser alle andre med hård hånd, så tusindvis af uønskede nordafrikanere og mexicanere risikerer deres liv i jagten på en bedre tilværelse i Europa og USA.

Stephen Castles har tidligere argumenteret for, at mens migrationsprocesser er af en langsigtet natur, er den politiske dagsorden kortsigtet og ofte bestemt af længden af valgperioden. Han siger, at i stedet for at opbygge et Fort Europa med mere grænsekontrol, skulle vi bruge kræfterne og pengene på at tackle de grundlæggende årsager til, at folk søger fra syd mod nord.

Mens han anerkender, at de fleste økonomiske indvandrere er politiske og økonomiske flygtninge i den forstand, at de flygter fra en politisk skabt fattigdom og håbløshed, afviser han at kategorisere indvandrere på jagt efter en bedre tilværelse som økonomiske flygtninge.

– Jeg vil ikke bruge betegnelsen økonomisk flygtning, fordi det udvander flygtningebegrebet.

Det er et definitionsspørgsmål. Jurister skelner skarpt mellem flygtninge og økonomiske indvandrere, fordi procedurerne er forskellige afhængigt af, om du søger asyl eller ej. Men for sociologer er det anderledes. Vi kan se, at årsagerne til, at folk flytter sig, er stort set de samme; at det næsten er en tilfældighed, om folk forlader hjemlandet på grund af væbnet konflikt eller fattigdom, understreger den britiske professor.

– Det, man skal huske, er, at økonomiske indvandrere ofte ikke flytter frivilligt. De gør det af desperation, fordi livet er blevet utåleligt, så der er en flydende overgang mellem de to begreber, siger han.

Alligevel advarer Stephen Castles mod at appellere til medynk fra den rige verdens borgere:

– Hvis vi kan overbevise politikerne om at se langsigtet på tingene og se dem fra et internationalt perspektiv, kan vi ændre politikken. Men jeg tror ikke, vi kommer ret langt med det moralske argument.

– Vi har brug for en koordineret indsats. I stedet for at bygge barrierer skulle vi give folk mulighed for og tilskyndelse til at blive i deres eget land eller i hvert fald rejse hjem igen med den viden og erfaring, de har fået. Adskillige rapporter har vist, at det er den vej, vi skal gå, men det er et spørgsmål om politisk vilje – også til at forklare tingenes tilstand over for befolkningerne i Vesten. Men de frygter tabloidpressen, som er meget anti-indvandring, anti-udviklingshjælp og maler

et snævert nationalistisk billede, siger Castles.

Han mener, at politikerne går fejl af befolkningsflertallet.

– Almindelige menneskers enorme gavmildhed efter tsunamien i Asien for halvandet år siden var en klar indikation af viljen til at hjælpe, hvis bare vi får tingenes sammenhæng ordentligt forklaret, fremhæver han.

Castles peger på, at konsekvensen af vores forstærkede grænseovergange og skærpede asylregler i Europa og USA har ført til op mod 570.000 illegale indvandrere i Storbritannien og 11-12 millioner i USA. Mennesker, som paradoksalt nok ofte har risikeret deres liv i bestræbelserne på at nå til Vesten, men som kan leve i relativ sikkerhed, så snart de er kommet over grænsen.

–Jeg er overbevist om, at det er bevidst, at regeringerne lader illegale arbejdere komme ind, for det er nødvendigt for økonomien og godt for arbejdsgiverne, og det fritager dem for at indrømme, at vi har brug for flere folk udefra. Men det er ikke rationelt for samfundet, fordi det fører til underminering af lov og ret, grov udnyttelse af arbejderne og pres på lønningerne – for slet ikke at tale om den livsfare, de udsætter sig selv for for at komme ind. Det er politisk rationalitet mod social og økonomisk rationalitet, siger han.

Castles ser to mulige løsninger på flygtningestrømmen ved Europas og USA's grænser. Enten kan vi yderligere stramme grænsekontrollen, eller også kan vi tage fat i de grundliggende sociale og økonomiske uligheder imellem nord og syd, der i årtier har skubbet folk fra deres hjemlande og trukket dem til den rige del af verden i håb om et bedre liv. Blandt de nødvendige politikker er mere udviklingshjælp og en friere verdenshandel.

– Jeg går ikke ind for en totalt fri indvandring, men det er klart, at de nuværende strategier ikke dur. Trods et arbejdspapir, der anbefalede det modsatte, besluttede EU-landene sidste år kun at lade højtuddannede indvandrere komme til Europa. Forventningen er, at der vil være lavtuddannede nok til at fylde ud på arbejdsmarkedet, men jeg tror, de tager fejl.

– En anden ting er, at folk kommer alligevel. Simpelthen fordi de sociale og økonomiske uligheder er så store, at folk er parate til hvad som helst for en bedre chance i livet. Selvom de måske har 10 procents risiko for at drukne undervejs, så ser de det sådan, at de har 90 procents chance for ikke at drukne.

– Derfor ser vi rigtig mange mennesker krydse Middelhavet i små både. Vi kan ikke stoppe dem, men det er ikke en acceptabel politik for EU at tillade folk at drukne i forsøget på at komme ind. Det er dér, det moralske element kommer ind. At have en politik, der gør det så svært for folk at komme ind, at de risikerer deres liv, er ganske enkelt uacceptabel. I stedet burde vi finde måder at bruge disse arbejdere, som vi har brug for, og som gerne vil ind, siger Stephen Castles.

Han minder om, at indvandring ikke er et nyt fænomen, og tilføjer, at det udelukkende ses som et problem, fordi de økonomiske forhold i afsender- og modtager-landene er så vidt forskellige.

– Vi har masser af indvandring indbyrdes i Europa og mellem Europa og USA, men det ses ikke som et problem, fordi folk kommer fra sammenlignelige økonomiske forhold. I de tilfælde ser vi udelukkende indvandring som noget positivt, siger han.

Castles kalder det et paradoks, at vi i fremtiden får brug for indvandring, men at vi stadig i høj grad behandler indvandrere som uønskede andenrangs borgere.

– Et grundlæggende problem med indvandring er, at politikken føres på nationalt plan, men det er på lokalt plan, at konsekvenserne mærkes. En anden ting er, at i økonomiske opgangstider er der en meget større tolerance og forståelse for behovet for indvandring. Det er i økonomiske nedgangstider med stagnation og arbejdsløshed, at folk føler sig truede.

– Frygten og modstanden baserer sig på uvidenhed og uro for fremtiden. Når økonomien går i stå, ophører solidariteten og folk føler sig truet. Det er ikke fremmedarbejderne, der truer dem, det er de økonomiske forandringer, men de er så meget sværere at forstå, og derfor får immigranterne skylden, forklarer Castles.

Han tilføjer, at i stedet for at køre med på en populistisk vogn om de fremmede som et problem, burde politikerne tackle økonomien og fortælle deres befolkninger, at indvandrere bidrager positivt til økonomien.

– Konklusionen er, at det ikke er indvandrerpolitikker, der kan løse problemet. Det, der skal til, er, at folk kan føle sig mere sikre. Derfor er en stærk velfærdstat nok den bedste medicin mod racisme. En stærk velfærdstat gør folk mindre tilbøjelige til racisme, fordi de føler sig i sikre hænder og ikke behøver kigge sig omkring efter syndebukke, vurderer han.

Stephen Castles skælder ud på tabloidpressen, der i hans øjne alt for tit griber fat i enkeltsager, der fordrejer debatten og udstiller enkeltindivider som eksponenter for en hel gruppe.

– De kan altid finde en gammel dame, som dårligt har til smør på brødet, og en indvandrerfamilie som lever på overførselsindkomster. Men det er ikke det typiske billede. Indvandrere – både legale og illegale – vil som regel meget gerne arbejde, ikke mindst, fordi de netop kom for at skabe grobund for et bedre liv for sig selv og for familien i deres fattige hjemland, siger han.

mjensen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Stephen Castles

**Professor i sociologi og leder af Oxford Universitets Refugee Studies Centre (Center for Flygtningestudier). Han har skrevet en række bøger om immigrantarbejdere, etniske mindretal, multikulturalisme og globaliseringens konsekvenser for migration, blandt andre "The Age of Migration: International Population Movements in the Modern World" (med Mark J. Miller) og senest "Migration, Citizenship and the European Welfare State: A European Dilemma" (med Carl-Ulrik Schierup og Peo Hansen).

Hvor går verden hen?

Verden er i opbrud, grænserne falder, og de store globale problemer berører efterhånden de fleste. Men hvor bevæger verden sig hen i de kommende år?

Kristeligt Dagblads korrespondenter rundt om i verden opsøger en række fremtrædende internationale meningsdannere og samfundsdebattører for at få deres bud på udviklingen inden for deres respektive ekspertiseområder.

Artiklen på denne side er den syvende i serien og har fremmedfrygt som omdrejningspunkt. De øvrige artikler i serien blev bragt den 22., 28., 29., 31. juli og 5. august.

Artiklerne i serien kan læses på kristeligt-dagblad.dk