Den britiske minister for sammenhæng i samfundet lancerede i går en plan, som skal uddanne muslimske lærde til at bekæmpe de islamistiske ekstremister, som rekrutterer unge på skoler og uddannelsesinstitutioner. Et initiativ, der bliver mødt med modstand fra flere sider.
– Vi har ansvaret for at sikre, at unge mennesker har den nødvendige viden til at sige fra over for voldelige ekstremister, og hjælpe dem til at forstå, hvordan deres religion er forenelig med værdierne i samfundet, siger samfundsminister Hazel Blears.
Hun afviser samtidig de kritikere, som siger, at initiativet er et eksempel på statsstøtte til islam.
– Det er regeringens opgave at støtte muslimske ledere i dette kontroversielle emne, forklarer hun til BBC.
Initiativet kommer fra det britiske muslimske råd og skal bringe muslimske teologer sammen på universiteterne i Oxford og Cambridge, hvor de blandt andet skal diskutere emner som kvinders rolle i islam og loyalitet over for Storbritannien.
– Vi følte, at vi havde brug for noget af den slags til at skabe en mere struktureret tilgang til, hvordan vi skal uddanne vore børn. Vi føler, at vores børn skal lære, at de både kan være stolte muslimer og stolte briter, understreger Sheikh Ibrahim Mogra, som er en fremtrædende imam og medlem af det britiske muslimske råd.
Han påpeger samtidig, at det skal ske i et forum, som er uafhængig af politiske interesser og indblanding.
– Det skal være et forum, som vi ejer og driver, men som er støttet af regeringen. Vi har gjort det klart, at regeringen ikke skal røre ved vores teologi eller røre ved den måde, vi uddanner vort folk, siger sheikh Ibrahim Mogra.
Men selv i muslimske kredse møder initiativet kritik. Mest markant fra Hizb ut-Tahrir.
– Den britiske regerings indblanding i det muslimske samfund og islamiske forhold er uhørt i sammenligning med behandlingen af andre religioner, siger Taji Mustafa fra den radikale muslimske organisation.
– For regeringen er det en ønskesituation at have troværdige personer til at annoncere, at modstand mod deres udenrigspolitik er ensbetydende med kættersk ekstremisme, argumenterer Taji Mustafa.
norum@kristeligt-dagblad.dk