Religionskritik

TO UDVIKLINGER, begge beskrevet i dagens avis, ser på papiret meget forskellige ud. Men de berører egentlig det samme grundlæggende fænomen: Retten til at udøve religionskritik.

Den ene udvikling er det brev, som ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, har sendt til 138 muslimske lærde forud for den store Lambeth-konference, et topmøde i den anglikanske kirke. I brevet skriver han, at kristendommen kan fornærme muslimer, hvilket han tilsyneladende har fået på puklen for i egne anglikanske rækker. Den anden udvikling handler om sagen om muslimske lande, der har fået forhindret kritik af sharia-lovgivning i FN’s menneskerettighedsråd. Den daværende formand gav dem medhold i at religion ikke måtte nævnes som en faktor i Rådet, og det går flere menneskerettighedsorganisationer i rette med. De mener, at Rådet er det rette sted at diskutere, hvordan også religion kan påvirke rettigheder negativt.

I begge tilfælde er der nogen, der bliver sure over, at en religion – eller forkerte fortolkninger af den – kritiseres. Dette giver anledning til atter fra denne plads at pointere synspunktet om, at enhver religion må kunne tage en kritik. Ikke mindst, hvis den er fremført for at løse grundlæggende menneskerettighedsproblemer, som det er tilfældet i FN-rådet, eller hvis den er fremført med udvikling, modernisering og dialog for øje, som det er tilfældet med Rowan Willams’ bemærkninger om både kristendom og islam. Selvkritik bør have en plads i enhver religion. Her er diskussionen i den anglikanske kirke om eksempelvis kvindelige biskopper et eksempel på, at der kører en fin intern selvkritik. Og uanset, hvad man måtte mene om den specifikke sag, så er selve det faktum, at det etablerede er sat til diskussion, et eksempel til efterfølgelse i alle religiøse fora. brun