Heidi Dachs korrespondent i Tyskland |
21. juli 2008
Børnefamilierne og de unge flokkes om den baptistiske kirke i Murnau. I modsætning til andre tyske menigheder falder gennemsnitsalderen
I en lille baptistkirke i den sydtyske by Murnau har der lige været en heftig valgkamp. Menighedsmedlemmerne skulle svare på, om søndagsgudstjenesterne fortsat skal finde sted klokken 17 eller fremover klokken 10 om formiddagen.
Et stort flertal af menighedens 58 medlemmer stemte for at bevare det nuværende tidspunkt klokken 17.
– Det er jeg glad for. Søndagen er den eneste dag i ugen, hvor hele familien er samlet og kan sove længe og spise morgenmad i ro. Gudstjenesten klokken 17 er en dejlig afslutning på weekenden, som giver os styrke til at begynde den ny uge med fornyede kræfter, siger Benita Michael, der er et af menighedsmedlemmerne og mor til tre børn.
Denne søndag er næsten alle kirkegængerne mødt op til gudstjenesten klokken 17. Salen fyldes hurtigt, og snart er alle stole optaget. Gudstjenesten indledes med en sang. To kvinder spiller på henholdsvis guitar og fløjte, mens en mand ledsager dem på klaver.
Kirken, der ligger i en forholdsvis ny bygning, er moderne indrettet. Projektører belyser podiet, hvor præsten Tobias Grossklaus står under sin prædiken.
En tekniker sørger via en computerstyret lydpult for, at både mikrofon og højtalere virker.
Efterhånden er så mange mennesker mødt op, at de må følge gudstjenesten stående. Der bliver først siddepladser til alle voksne, da børnene hentes ind i et siderum, hvor en særlig børnegudstjeneste finder sted. Et par voksne, blandt andet præstens kone Petra Grossklaus, har lavet et program specielt for børnene. De større børn får blandt andet lov til at farve T-shirts, mens Petra Grossklaus fortæller de små om Bibelen ved hjælp af en hånddukke.
Kirken arrangerer økumeniske gudstjenester i samarbejde med den katolske kirke i byen. Disse gudstjenester er så populære, at det er ved at skabe problemer.
– Bare der ikke kommer for mange mennesker næste lørdag. Ved den seneste ungdomsgudstjeneste mødte så mange mennesker op, at der hurtigt blev meget indelukket i lokalet, siger David Hasányi, der er ansvarlig for kirkens ungdomsarbejde.
Hans bekymringer kan vise sig at være velbegrundede, for den kommende lørdags ungdomsgudstjeneste byder på en særlig lækkerbisken: Inge Wüstefeld. Den tidligere RAF-sympatisør skal under gudstjenesten fortælle de unge om sit liv. Hun kom som ung i kontakt med terrorister, havnede i fængsel og fandt til sidst en mening med livet i en kristen menighed.
– I dag beder Inge Wüstefeld for staten i stedet for at bekæmpe den. Hun er et godt eksempel på de personer, som vi gerne vil give de unge mulighed for at lære at kende. Det drejer sig om personer, der har en kristen vinkel til de temaer, der er aktuelle for tiden, for eksempel terrorisme,. Det er vigtigt for os at tilbyde børn og unge et godt alternativ til alt det skrot, de udsættes for i medierne, siger David Hasányi.
Ifølge mange beretninger i de tyske aviser gennemgår adskillige katolske og evangeliske menigheder i Tyskland i disse år en forandring. De aktive menighedsmedlemmer bliver ældre og ældre, mens de yngre medlemmer enten slet ikke engagerer sig i det kirkelige arbejde eller ligefrem melder sig ud af kirkerne.
Dette problem kender den baptistiske kirke i Murnau ikke.
– Vi skal til at renovere kælderlokalerne i kirken, så vi får bedre plads til børnene. Vi får hele tiden flere og flere børn, og de rum, vi bruger nu til børnegudstjenesterne, er for små. Børnene er vores rigdom, siger Benita Michael.
Selvom kirken kun har 58 medlemmer, har menighedsmedlemmerne oprettet flere huskredse.
– Grupperne mødes regelmæssigt og læser i fællesskab i Bibelen og diskuterer teksternes indhold, siger Benita Michael.
Den lille baptistkirke vil ikke alene formidle kristne værdier til samfundets børn, men har også sat sig som mål at missionere for Gud og på dette område spiller huskredsene en vigtig rolle.
– Adskillige kredse mødes to eller fire gange om måneden for at diskutere, hvordan man bringer Guds ord ud i samfundet. Et fælles tema for kredsene er, at Bibelen ikke blot er en gammel bog, men at Guds ord stadigvæk er aktuelt, siger Tobias Gross-klaus.
For eksempel er åbenhed over for naboerne en måde at bringe Guds ord ud i samfundet på. Menigheden er i øjeblikket i gang med at forberede en fest, hvor hele kvarteret er inviteret med. Festen byder blandt andet på grillmad og underholdning for børnene.
Søndagsgudstjenesten er slut nu, og salen er næsten tom. Menighedens lydtekniker tager en af præstens børn, den lille Hannah, på skødet og underviser hende i, hvordan man betjener computer og lydpult.
Imens forsøger Benita Michael at indfange sine tre børn til et foto. Det viser sig at være umuligt, for børnene har indledt en vild fangeleg gennem alle kirkens rum.
Til sidst sætter hun sig alene til rette i kirken foran kameraet.
– Det er rart at være medlem af en kirke, hvor alle menighedsmedlemmer selv er med til at lægge rammerne for gudstjenesten, siger Benita Michael.
dachs@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad