Ritzau |
21. juli 2008
Børn helt ned til otteårsalderen forsøger at begå selvmord. Ifølge børnepsykiater kan små børn sagtens overveje selvmord
Selv børn kan blive så kede af det, at selvmord virker som den eneste udvej. Og nu melder landets hospitaler om flere selvmordsforsøg specielt blandt piger mellem 11-15 år, skriver NORDJYSKE og Fyens Stiftstidende mandag.
På børneafdelingen på Aalborg Sygehus kommer der nu flere tilfælde hver måned.
- Vi får stadig flere - ofte helt ned til 11 år. I langt de fleste tilfælde er der tale om piger, der har spist en overdosis af piller, og oftest sker det som en akut reaktion på kærestesorg eller mobning, forklarer afdelingens oversygeplejerske Else Lervad.
Samme melding lyder fra andre af landets sygehuse, blandt andet i Odense på Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge, hvor man behandler selvmordskandidater helt ned til otteårsalderen.
Det overrasker ikke børnepsykiater Birgitte Vange, som i mange år har beskæftiget sig med børns og unges selvmordsadfærd. Hun advarer mod den udbredte misforståelse, at små børn ikke kan overveje selvmord.
- Hvis man tror, at børn ikke kender til den slags, tager man fejl. Selvmordsadfærd er ikke længere tabu og optræder ofte i de tv-serier, som børn og unge følger med i. De møder det ofte, og pludselig kan selvmord optræde som en af de muligheder, der er, siger Birgitte Vange, der til daglig er overlæge på Augustenborg Sygehus.
Der er ikke lavet landsdækkende undersøgelser om børns selvmordsforsøg, men man vurderer, at der hvert år er 1040 indlæggelser på grund af selvmordsforsøg blandt 15-19 årige.