PETER STEIN LARSEN |
22. juli 2008
INGEN KAN LIDE AT VÆRE spærret inde. Det gælder både i samfundet og i læsningens verden. Hvad angår det sidste, er der masser af litteratur, der med en streng og konservativ brug af genrer, komposition og stil fortæller sin læser, hvor man skal hen, hvorfor og hvordan. Sådan er det ikke i den gode poesi.
En mester i at bryde med alle vante forestillinger om, hvordan bøger kan se ud, er Per Aage Brandt, der netop har udgivet ”Fandango.poesi”. I denne digters værker krydses alle mulige tankemåder og tekstformer, og man glider i legende og elegante bevægelser frem og tilbage mellem noget, der normalt kaldes filosofi, psykologi, sprogvidenskab, dagligdags tale og poesi. Og netop i disse krydsfelter opstår den fascinerende energi i Brandts tekster. I ”Fandango.poesi” bliver et stof og en sprogføring, der tager udgangspunkt i en nekrolog eller et dødedigt pludselig også humoristisk og tankevækkende og drilsk og smertefuldt på en ukendt måde som i den følgende tekst:
”hun omkom af udmattelse i sit badekar, af / alt for varmt vand, overstærk alkohol, et alt for / pludseligt tab af arbejde, hendes lille lys gik / bare ud, mens hun var ved at udtænke et nyt / projekt om sprog og verden, en kras modsætning / i visse situationer, måske omkom hun af den”.
I andre af bogens tekster er det en psykologisk-videnskabelig stil, der kaster nogle tankevækkende og inciterende poetiske formuleringer af sig: ”jeg har kun to dybe følelser, dette ifølge / sagkundskaben, nemlig stolthed og / skam, begge er sociale (de andres blik), / begge bagudrettede (hvad gjorde jeg), / og alt andet er ekstraudstyr, såsom / vrede (stolthed plus skam) eller foragt / (stolthed minus skam)”.
Endelig er Brandt som altid en spasmager, der hugger alle mulige citater og deformerer dem i sin sprogmaskine. Det kan f.eks. gå ud over indledningen til Iliaden:
”glæden gudinde besyng som greb pelle haleløs killing.”
”Fandango.poesi” er et forfriskende sprogbad, der åbner ens øjne for, hvor stereotyp og regelstyret vor omgang med sproget ofte er. At der om Brandts rige og udfordrende forfatterskab endnu ikke er skrevet en eneste artikel, og at han stort set ikke figurerer i de danske litteraturhistorier, siger også noget om, hvor konservativ den danske litterære institution på visse områder er. Indtil der bliver ændret ved dette, kan man kun gøre én ting: Læse hans digte!
Per Aage Brandt: Fandango.poesi. 84 sider. 175 kroner. Borgens Forlag
HAIKU-GENREN HAR FÅET en vældig opblomstring i de seneste år med værker af velrenommerede digtere som Pia Tafdrup, Suzanne Brøgger og Lone Munksgaard Nielsen. Knap så kendt, men bestemt ikke ringere inden for denne håndtering, er den århusianske poet Lars Mønster, der inden for de seneste år har udgivet ikke mindre end fire samlinger med haiku-digte.
Det er oftest en stor nydelse at læse Lars Mønsters haiku-digte, fordi der i allerhøjeste grad er tale om sprog, der er sprængfyldt med betydning, for nu at parafrasere den modernistiske kirkefader Ezra Pounds definition af god litteratur. I Mønsters digte ser man på raffineret vis, hvordan sansninger fra den ydre verden, fysiologiske oplevelser og sjælelige tilstande er koblet sammen i prægnante snapshots som det følgende:
”Altanvejr med vin./ Ærligheden bøjelig/ kroppen føjelig.” Modsat nogle af Mønsters tidligere samlinger er der i mange af de nye haiku-digte en nådesløs og illusionsløs beskrivelse af oplevelser af ensomhed og forstemthed som i de følgende to hårdtslående digte: ”Deprimerende:/ En isagtig fængselsby/ var det så blot det” og ”Mellem akterne/ så ensom blandt mennesker;/ midt i det hele.” I andre af Mønsters digte er der en stoisk selvironi og humor, der giver eksistentielt og æstetisk rum omkring de knugede stemninger som for eksempel i det herlige titeldigt: ”Livet må være/ et stort privilegium./ Betal med døden.”
Lars Mønster: Betal med døden. 115 sider. 195 kroner. Forfatterforlaget Attika.
I LITTERATUR- OG KUNSTHISTORIEN ser man ofte, at tidligere strømninger og stilarter tages op og genbruges. I de sidste årtiers danske digtning er specielt mellemkrigstidens avantgarde blevet reaktualiseret. Blandt avantgardens bevægelser står ikke mindst surrealismen centralt, og blandt danske digtere er der især én, der har skabt en moderne surrealistisk æstetik, nemlig Carsten René Nielsen.
Carsten René Nielsens surrealistiske poetik blev første gang demonstreret i digtsamlingen ”Mekaniker elsker maskinsyerske” fra 1989. En udvikling så man endvidere i forfatterskabet i 1998, hvor Nielsen udgav en samling prosadigte med titlen ”Cirkler”.Prosadigtene lagde ikke som de tidlige tekster vægten på det enkelte billede, men i højere grad på opbyggelsen af poetiske rum og handlingsforløb. Helt i pagt med ”Cirkler” er Nielsens nyeste samling, ”Husundersøgelser”.
Det er som regel en detalje fra dagligdagen, der sætter digtet i gang. Eller det kan som i titeldigtet være en replik fra ordensmagten: ”Og hvad foregår der så her?” Det gamle surrealistiske credo om ”det uventede møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord” gælder for Nielsens poesi.
I hans tekster mødes elementer, der normalt ikke er i kontakt med hinanden. Og resultatet er bizarre, tankevækkende og ofte særdeles morsomme optrin. Et ”uventet møde” kan for eksempel hos Nielsen foregå mellem en container og nogle sagførere. Jeg lader denne godbid stå som en anbefaling af ”Husundersøgelser”:
”I indkørslen ved den gamle cykelfabrik står der en container. Den er fuld af sagførere. De står helt stille derinde i mørket og kigger alvorligt og inter-esserede på de selvlysende tal på deres armbåndsure. Når man går forbi, er det altid med håbet om, at man vil se containerens døre åbne sig og de mange sagførere strømme ud, målbevidste og med lange, kraftfulde skridt. Men endnu er intet sket.”
Carsten René Nielsen: Husundersøgelser. 49 sider. 150 kroner. Borgens Forlag.kultur@kristeligt-dagblad.dk