Michael Ehrenreich |
23. juli 2008
Med mange års forsinkelse lægger Serbien op til at vælge side til fordel for EU. Det er godt nyt for hele Europa
Arrestationen af Radovan Karadzic er den mest glædelige nyhed fra den internationale front i lang tid. Med lidt held kan begivenheden blive et vendepunkt, der for alvor sætter Balkan på vej mod varig fred og udsoning.
At den tiltalte krigsforbryder nu befinder sig bag lås og slå i Beograd er først og fremmest en stor opmuntring til de pårørende til hans mange ofre. De skal tælles i titusinder, og de har ventet alt for længe på nyheden om hans anholdelse.
Der er også tale om et stort skridt for den internationale retsorden. I en tid, hvor der i øvrigt lægges mange hindringer i vejen for arbejdet for international retfærdighed, har hans mange år på fri fod været dybt skadelige. Det har tæret på tilliden til det internationale retssystem.
For Serbien, der gennem så lang tid har været en paria, udstødt og foragtet af det internationale samfund, er der tale om en ægte kovending, der må fremkalde respekt og lover godt for fremtiden.
Landets koalitionsregering, bestående af pro-europæere og arvtagerne fra Slobodan Milosevics gamle socialister, er kun nogle få uger gammel. Med den udlevering af Karadzic, der nu ligger forude, vil serberne for alvor signalere et brud med fortidens nationalisme.
Den nye regering viser, at den ønsker at samarbejde med omverdenen, og at den satser på en europæisk fremtid. Serbien har med mange års forsinkelse endeligt valgt side til fordel for Europa.
Men også for EU er der tale om en betydelig sejr. Siden Balkan-landene i forbindelse med krigsafslutningerne i 1990’erne blev lovet politisk og økonomisk samarbejde og stillet et perspektiv om medlemskab i udsigt, har man konsekvent nægtet at give køb over for Beograd.
EU har helt berettiget afvist at gå på kompromis med kravene om, at alle tiltalte for folkemord og andre krigsforbrydelser skal udleveres og stilles for retten som en forudsætning for tilnærmelser til Serbien. Denne håndfaste linje har nu givet resultat.
Det følger heraf, at andre serbere, der er anklaget for krigsforbrydelser, snarest må anholdes. Det gælder først og fremmest Karadzics gamle våbenfælle, Ratko Mladic. Men det sker nok snart. Der kommer i hvert fald ikke til at gå yderligere et dusin år.
Når det sker, må EU-landene til gengæld demonstrere handlekraft og vise imødekommenhed over for det nye styre i Beograd. Jo mere de pro-europæiske kræfter kan understøttes og hjælpes på vej, jo bedre er udsigterne til én gang for alle at marginalisere Serbiens nationalister.
I forbindelse med anholdelsen af Karadzic er der åbnet en debat om, hvorvidt han skal retsforfølges i selve Serbien eller udleveres til FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag.
Men dén debat bør hurtigt afsluttes. Det vil for alle parter, ikke mindst Serbien selv, være bedst, at rettergangen finder sted i Haag. Det samme gælder for tilliden til FN og til respekten for en international retsorden.
Vi har også hørt fra debattører, der hændervridende og med ansigtet lagt i bekymrede folder har sagt, at arrestationen er uklog, fordi den risikerer at lægge hindringer i vejen for en forsoningsproces på Balkan i bred forstand.
Samme grundsynspunkt er blevet gjort gældende i forbindelse med anmodningen forleden om en arrestordre mod Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, der er en af de hovedansvalige for folkemordet i Darfur. Arrestordren vil, hævdes det, besværliggøre politiske løsninger.
Men for det første viser al erfaring, at argumentationen er forfejlet. Det har ikke mindst vist sig på Balkan. For det andet er alt dette også et spørgsmål om moral. Og det kan simpelthen ikke passe, at hensynet til ret og rimelighed skal indrettes efter mulige eller ikke-mulige realpolitiske løsninger.
Det lykkedes Radovan Karadzic at unddrage sig retfærdigheden i 12 år. Det var 12 år for meget. Men bedre sent end aldrig.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad