Det er godt, at Kristeligt Dagblad på det seneste har genåbnet debatten om en række tabubelagte aspekter af den liberale abortpolitik.

Et vigtigt aspekt, som desværre ikke har været inddraget i debatten, er de langsigtede konsekvenser af denne politik i form af det lave fødselstal, som har været en realitet i mange år, og som betyder, at den danske befolkning ikke reproducerer sig selv.

De vigtigste årsager til det lave fødselstal er kvinders øgede deltagelse i uddannelse og erhvervsudøvelse samt den gradvise liberalisering af abortlovgivningen, som kulminerede med den næsten frie adgang til provokeret abort i 1973. Her blev hensynet til kvindernes såkaldte ret til at bestemme over deres egen krop anset for vigtigere end hensynet til samfundsfællesskabets interesse i at opretholde reproduktionsevnen. Eller måske tænkte ikke ret mange (bortset fra demograferne) dengang på, at opretholdelse af reproduktionsevnen er en vigtig samfundsinteresse.

Det er selvfølgelig ikke et isoleret dansk fænomen, men en udvikling, som har præget alle de lande, der har gennemført en tilsvarende liberal abortlovgivning sideløbende med inddragelsen af kvinderne i uddannelse og erhvervsudøvelse.

En stadig tydeligere konsekvens af den lette adgang til provokeret abort og kvindernes erhvervsudøvelse er en uheldig udvikling i alderssammensætningen i de fleste europæiske lande, hvor der procentvis bliver stadig færre i den arbejdsdygtige alder og stadig flere ældre, som kræver stadig flere ressourcer til for eksempel sygehus- og plejesektoren. Allerede i dag er det vanskeligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft i mange virksomheder på grund af de lave fødselstal, og visse brancher kan næsten kun opretholdes ved ansættelse af indvandret arbejdskraft.