Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Kristne søger fælles grundlag i Rom til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kristne søger fælles grundlag i Rom

Da Pave Benedikt XVI for nylig åbnede jubilæumsåret for apostlen Paulus, var det genskabelsen af fuldkommen og synlig enhed mellem alle døbte, der var det afgørende mål. -

- Julio Cid.

Kommenter Hold mig opdateret

Der gøres stadig flere forsøg på at finde fælles fodslag mellem katolikker og ortodokse kristne, men fuldstændig enhed ligger ikke lige for

Af Andreas Rude

Talrige kristne kirkeretninger var repræsenteret, da pave Benedikt XVI for nylig åbnede jubilæumsåret for apostlen Paulus med en aftengudstjeneste i en af Roms ældgamle basilikaer, Sankt Paul uden for Murene. Blandt deltagerne var det dog æresoverhovedet for den ortodokse kirke, den økumeniske patriark af Konstantinopel, Bartholomæus I, der fik den absolutte hædersplads, da patriarken bad side om side med paven ved Paulus’ grav.

Næste dag blev symbolikken endnu stærkere under en festmesse i Peterskirken, hvor de to kirkeledere skiftedes til at læse evangeliet, prædike og sammen reciterede trosbekendelsen på græsk, før de i fællesskab lyste velsignelsen over de troende. Ingen tvivl om, at i pavens økumeniske bestræbelser kommer den ortodokse kirke før alle andre.

Også de reformatoriske kirker var repræsenteret ved jubilæets åbning, og da både Luther og Calvin har beskæftiget sig meget med Paulus, håber man fra katolsk side, at jubilæet kan styrke kontakten yderligere til den protestantiske verden.

For paven er det dog genskabelsen af fuldkommen og synlig enhed mellem alle døbte, der er det afgørende mål, og når han kigger raden rundt, er det kun i den ortodokse verden, at han finder en lignende tankegang.

Annonce
Under sin prædiken i Peterskirken glædede patriark Bartholomæus sig således over fremskridtene i den katolsk-ortodokse dialog ”trods de store vanskeligheder” og understregede, at den ortodokse kirke ”oprigtigt ønsker og ivrigt beder for, at disse vanskeligheder må blive overvundet” på vej mod ”enhed i tro og i Helligåndens fællesskab”.

Hvor langt enhedsbestræbelserne er kommet i nogle lokale sammenhænge, fik verden et eksempel på tidligere på sommeren, da lederen af den ukrainsk-katolske kirke, kardinal Lubomyr Husar af Kiev, overraskende foreslog, at ukrainske kristne fik et ”dobbelt” kirkemedlemskab, så de kunne være forbundet med både Rom og Konstantinopel.

Den ukrainsk-katolske kirke fejrer gudstjeneste efter ortodoks liturgi, skønt den anerkender pavens overhøjhed, men det forhindrede ikke patriarken af Konstantinopel i at tage vel imod forslaget. Det vil, sagde han, skabe en situation som i kristendommens første årtusind, før den første store kirkesplittelse i 1054.

Så enkelt er det bare ikke alligevel, for patriarken af Konstantinopel taler trods sin æresforrang kun for en mindre del af den ortodokse verden. I Ukraine strides ikke færre end tre kirker om, hvem der repræsenterer den sande ortodoksi – de to af dem uafhængige, og den tredje, der hører under Moskva Patriarkatet, en del af den russisk-ortodokse kirke. Størst sympati hersker der mellem patriarken af Konstantinopel og de uafhængige ortodokse kirker. Til gengæld er den russisk-ortodokse kirke langt den største af de nationale ortodokse kirker, og patriarken af Moskva og patriarken af Konstantinopel er i realiteten rivaler, når det drejer sig om lederskabet blandt de godt 250 millioner ortodokse kristne verden over.

Skulle paven og patriarken af Konstantinopel derfor indgå en aftale om dobbelt kirkemedlemskab for de ukrainske katolikker, vil det helt sikkert afføde en meget kraftig reaktion fra Moskva, der kan bringe den altid letbevægelige samtale mellem Rom og Moskva i fare. Så derfor bliver kardinal Husars forslag næppe til noget.

Kirkelige manøvrer på det politiske plan forhindrer dog ikke millioner af katolikker og ortodokse i at føle et nært slægtskab teologisk og moralsk, og disse bevægelser på græsrodsplan gør indtryk på paven og patriarkerne.

Det er den realitet, der frem for alt bar ceremonierne i Sankt Paul uden for Murene og i Peterskirken.

Symboler og gestus er meget vigtige og har en egen kraft. Det er ortodokse og katolikker helt enige om.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge i Kristeligt Dagblad om internationale kirkelige forhold.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​