23. juli 2008
Udstyret med falske dokumenter praktiserede Radovan Karadzic som alternativ læge, da han blev anholdt
Den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic, en af verdens mest eftersøgte mænd, agerede som praktiserende læge og levede i Serbiens hovedstad, Beograd, da han blev anholdt, sagde embedsfolk i går.
Den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder undgik anholdelse i over 12 år, inden han blev anholdt af serbiske sikkerhedsstyrker sent i mandags. Karadzic blev straks afhørt af en dommer, der fandt, at ”alle forudsætninger er opfyldt for at overføre ham” til FN’s krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY, sagde Serbiens anklager i krigsforbrydersager til journalister.
Til trods for sin status som en de mest eftersøgte personer i verden arbejdede den 63-årige Karadzic på en lægeklinik kun beskyttet af et falsk navn og et langt, hvidt skæg.
– Han benyttede falske dokumenter under navnet Dragan Dabic, forklarede Rasim Ljajic, den serbiske minister med ansvar for samarbejdet med ICTY, på et pressemøde i Beograd.
– Han arbejdede og praktiserede alternativ medicin, tjente penge på den måde. Han arbejdede i en privat lægepraksis og hans sidste bopæl var i Ny Beograd, fortsatte Ljajic.
– Karadzic var ikke en serbisk statsborger, og det var en meget overbevisende måde, han skjulte sin identitet på, fortsatte ministeren og viste et fotografi af Karadzic med langt, hvidt hår og et langt skæg.
Karadzics advokat, Svetozar Vujacic, siger, at hans klient blev anholdt af serbiske sikkerhedsfolk på en offentlig bus i en forstad til Beograd. Karadzic har ifølge advokaten været ”rolig og fattet” under de efterfølgende afhøringer.
Sammen med den tidligere bosnisk-serbiske hærchef, Ratko Mladic, har Karadzic undgældt sig retsforfølgelse ved ICTY, der i 1995 anklagede de to for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med krigen i Bosnien 1992-1995.
I de første år efter anklagen opholdt Karadzic sig angiveligt en del i Beograd. Her dukkede han åbent op som tilskuer til fodboldkampe, spiste på fine restauranter i Serbiens hovedstad og besøgte sin datters grav i byen.
Efter Slobodan Milosevics fald fra magten i oktober 2000 og overdragelsen af ham til tribunalet i Haag har Karadzic tilsyneladende tilbragt megen tid i det østlige Bosnien, omkring byen Foca i den serbiske del af Bosnien, og i Montenegro, hvor han er født.
Nogle af dem, der har set ham, har sagt, at han havde et langt skæg og gik i sorte kåber som en serbisk-ortodoks præst. Af og til har han søgt tilflugt i øde klostre, hvor præsterne har holdt hånden over ham. I marts 2002 stormede montenegrinsk politi et kloster i Ostrog, hvor man mente, at Karadzic gemte sig, men uden at det lykkedes at pågribe ham. Der er flere rapporter om, at det i sidste øjeblik lykkedes ham at flygte til Serbien, hver gang NATO-styrker var tæt på at pågribe ham.
/ritzau/AFP/AP
udland@kristeligt-dagblad.dk