Når ord kun er ord, er de til at smide ud

– Min dårligste oplevelse med kirkens sprog stammer fra min barndom, da jeg sang i det lokale kirkekor. Jeg kan huske, at jeg lyttede til præsten, men ikke fattede et ord af, hvad han sagde. Og det tror jeg faktisk heller ikke, at de voksne gjorde. Det var indforstået smalltalk i en intellektuel indpakning og på et højt plan. Men det var dødt. Når ord kun er ord, er de til at smide ud. Det er det levende ord, vi har brug for, siger Anna Mejlhede.

Den vigtigste ingrediens i hendes eget arbejde med sproget er tid. Hendes prædikener varer oftest ikke mere end 10-15 minutter. Men vejen dertil er væsentligt længere.

– Jeg sætter altid mindst syv timer af til at skrive min prædiken og ender ofte med at bruge endnu mere. Jeg skriver den som regel om flere gange, og så husker jeg altid på, hvordan en retoriklærer har forklaret mig, at der skal være plads til små øer af improvisation i en prædiken. Når jeg så har skrevet min prædiken, forsøger jeg så vidt muligt at lære den udenad, så jeg ikke står i kirken og kigger ned i papiret hele tiden, siger Anna Mejlhede.

Netop improvisationen og den direkte kontakt til menigheden virker uhyre godt, lyder det fra Anna Mejlhede, der sammen med de andre præster i Vor Frue Sogn i København har været på kursus i prædiken og retorik.

– Effekten af at improvisere og at have den direkte øjenkontakt med menigheden er imponerende. Pludselig kigger folk op på en helt anden måde og med en helt anden opmærksomhed. Det kræver bestemt mod, når man de første gange skal give slip på teksten, i hvert fald for mig. Men med erfaringen kommer også modet til at prædike mere frit og direkte, siger Anna Mejlhede.

Enhver prædiken har dog sine begrænsninger, påpeger hun. Og ligesom man i reklamebranchen godt ved, at man ikke fanger unge og ældre, mænd og kvinder, børnefamilier og pensionister med de samme virkemidler, skal man også i kirken være mere opmærksom på, hvem man vil nå med sit budskab.

– Som præst forsøger jeg altid at tage bestik af, hvem der kan forventes at komme til gudstjenesten, når jeg skriver min prædiken. Derfor er jeg også en stor tilhænger af tema-gudstjenester. Har jeg en børnegudstjeneste, foregår det i øjenhøjde med børnene, der får lov at kravle rundt. Men når de samme børnefamilier kommer til min søndagshøjmesse, ved de godt, at reglerne er anderledes. Jeg tror, at vi med temagudstjenesterne kan være med til at lukke op for de mysterier, som gemmer sig i det kristne budskab, men som for nogle kan være svære at afkode. Skal vi skabe en nysgerrighed efter mysterierne, skal vi først selv være i stand til at åbne lidt for kassen og forklare dem. Og her tror jeg, at man skal være meget opmærksom på, hvem menigheden er til den enkelte gudstjeneste. For konfirmanderne har nogle andre forudsætninger end menigheden ved en højmesse, og derfor skal vi også tale til dem med forståelse for, hvem de er, siger Anna Mejlhede.

At kirkens sprog og begreber for mange virker svære og uforståelige, er den københavnske sognepræst enig i. Grundlæggende ligger problemet dog mere i teksterne og ritualerne end i præsternes prædikener, lyder hendes vurdering.

– Jeg synes faktisk, at kirken er bedre end sit rygte, når det gælder præsternes prædikener. Og det tror jeg, at mange vil se, hvis de kom hen over dørtærsklen til kirken. Det gør de så desværre ikke i særlig høj grad. Men vi kan begynde med at forklare dem ritualerne langt bedre. Om man så skal gøre det ved særlige forkyndergudstjenester eller ved at udlevere en folder i døren, ved jeg ikke. Men jeg tror, at det er i forhold til ritualerne, at vi skal sætte ind, for der er ingen tvivl om, at de for mange mennesker kan virke uforståelige og antikverede, siger Anna Mejlhede.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk