Nils Gunder Hansen |
25. juli 2008
Ingen grund til refleksagtig konservatisme i folkekirken
FLERE EKSPERTER og kommunikationsfolk hævder i dagens avis, at folkekirkens sprog og ritualer er kedelige, uforståelige og utidssvarende. Dermed åbnes en meget central debat. Skal kirken i sit udtryk helst være hævet over tidens gang med fare for at fremstå som museal og mærkværdig? Eller skal den gå ind i sin tid med risiko for at forflygtige sit budskab og blive ligegyldig eller popsmart? For nu at opridse de to mulige yderpoler i diskussionen. Svaret gemmer sig givetvis et sted midt imellem. Der er nemlig faldgruber i både konservatismen og fornyelsestrangen.
Fornyelse bliver ofte præsenteret som noget, man bare kan gøre, hvis man har modet og viljen. Men indhold og form lader sig sjældent skille helt ad. Kristendommens ”uforståelighed” eller anderledeshed ligger nogle gange i sagen selv. Måske kan man ikke altid sige det med andre ord uden dermed at sige noget andet. Derfor må formidlingsdiskussioner aldrig foregå løsrevet fra teologiske overvejelser. Et andet og mere underfundigt problem for fornyere er, om man kan ”time” sin modernisering præcist nok.
VI LEVER NEMLIG I ET SAMFUND med et voldsomt og opskruet tempo. Inden for kultur og livsformer går fornyelsen helt af sig selv, i hvert fald på den udtryksmæssige overflade. Man kan bare bemærke, hvor hurtigt nye ord og talemåder, tøjmoder, musikalske udtryk og populærkulturelle elementer forsvinder under horisonten for efter en passende karenstid at dukke op igen som nostalgi og retro, kær kult og kitsch.
I denne tidsslynge er det særligt risikabelt for folkekirken at modernisere sit udtryk. Måske rammer man – oh, rædsel! – det, der var tidssvarende i forfjor, og det kan hurtigt komme til at virke kælent og krampagtigt på både unge og ældre. Så hellere være anderledes med traditionens tyngde i ryggen.
PÅ DEN ANDEN SIDE skal kirken også passe på med ikke at henfalde i en refleksagtig konservatisme. Folkekirken er for alle. Ikke for bestemte generationer, ikke for et bestemt ”kirkeligt miljø”. Et miljø kan være en farlig ting. De fleste mennesker kender fra deres egen verden og deres eget arbejdsliv til det forhold, at et bestemt miljø kan være lukket og indadvendt omkring sine egne normer, sædvaner og terminologier. Man mærker det især, når man går fra et miljø til et andet. Et sæt af anskuelser, et sprog, et verdenssyn gælder for helt selvfølgeligt og uproblematisk. Men det er det overhovedet ikke for den udefrakommende.
I den forstand er folkekirken ikke anderledes end alle andre brancher eller organisationer. Der er intet nyt under solen. Men kirken har en særlig forpligtelse til at række ud over miljøets træghed og opgive den unødvendige berøringsangst over for fornyelse.
Eksperterne anbefaler at tænke i ”målgrupper”. Og det er da bestemt en overvejelse værd, om den klassiske søndagshøjmesse forudsætter en enhedskultur, der ikke længere er til stede. Lad den bare supplere med allehånde andre særlige og målrettede tiltag. ”I min Faders hus er der mange boliger.”
Men man skal ikke lade sig trække rundt ved næsen af mantraer eller smarte ord. Der er naturlige grænser for målgruppetænkningen. Kristendommen fører klar tale ved sit historiske udspring. ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”
Det betyder, at den kristne forkyndelse ikke primært opfatter mennesker som delt i grupper eller subkulturer, som kunder fra det røde eller det blå segment. Evangeliet er for alle, og det viser sig ved, at det altid taler til det enkelte menneske.
ngh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad