Urørlighedszoner

I ET TOG KOMMER MAN tæt på mennesker, man ikke kender. Der findes ingen faste regler for omgang med hinandens urørlighedszoner, og det kan resultere i overtrædelser af egne eller andres psykologiske grænse for hertil og ikke længere.

Som kvinden, der var blevet placeret ved siden af mig i Intercitytoget med afgang fra Københavns Hovedbanegård i retning mod vest. Det var, som om hun havde trukket et usynligt jerntæppe ned imellem os, der fik mig til at presse albuerne ind til kroppen for at gøre mig selv og min avis så lille som mulig. Tydeligt var det, at der ikke hos hende var noget ønske om, at vi skulle praktisere K.E. Løgstrups etiske fordring om, at man aldrig har med et menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i sin hånd.

Hun var sammen med sin 10-11-årige søn. Så ville han have sin spillemaskine, der lå i en kuffert. Så ville han have frugt. Og så ville han høre, om de blev hentet på stationen af de andre. Efterhånden fik jeg luret mig frem til, at hun var alene med drengen, at de var på vej på telttur i det jyske, og at han havde en god appetit. Du skal ikke spise hele tiden, lød det fra min sidekvinde, da han bad om mere frugt.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har det med at gøre mig forestillinger om folk som for eksempel: Ham der på perronen i stramme designerjeans, sylespidse sko og Peter A.G.-hår er garanteret kreativ kanon i reklamebranchen. Men jeg havde intet ønske om at intimidere denne kvindes urørlighedszone, selvom der ikke var megen plads til den i sådan en smal polstret sardindåse på hjul, som en togkupe er. Og når man nu helt tilfældigt via DSBs pladsbestilling er blevet anbragt ved siden af hinanden i et par timer, kan man jo lige så godt prøve at få det bedste ud af det. Tænker jeg

På et tidspunkt tabte drengen en elektronisk dims på gulvet, som jeg hjalp dem med at lokalisere. Tak, lød det bag det mentale gardin.