Når ord skaber afstand

– Kirkens sprog skal og må ikke være et hverdagssprog, forstået som det sprog, man møder på gaden eller i aviserne. Det skal være et højtidssprog, der rummer mystikken og skønheden, og det må meget gerne være sådan, at der stadig er ubesvarede spørgsmål, når vi går ud af kirken. Men hvis spørgsmålene er ubesvarede, fordi vi ikke fatter, hvad der blev sagt, har kirken et problem. Og det er desværre tilfældet lidt for mange steder i dag, lyder det fra Kaj Bollmann, som mener, at der i grove træk findes to syn på formidling i kirken.

– Man falder ofte i den ene af to grøfter. Der findes dem, der mener, at det er godt nok, hvad man altid har gjort, og som derfor risikerer at give kirkegængerne en gudstjeneste, som er så uforståelig og fjern, at det mest af alt minder om et museumsbesøg. Så er der den anden gruppe, som kammer helt over, så det bliver poppet og kun forholder sig til den allertyndeste overflade af kirkens budskab og tekster. Jeg har selv oplevet en konfirmation, som var et skræmmende eksempel på netop den tendens. Præsten rendte rundt med en mikrofon og serverede det hele i bedste tv-showstil, akkompagneret af smarty-party-lovsange med guitarspil. Alt var forståeligt, men intet havde substans, siger Kaj Bollmann.

At den menige borger har svært ved at forstå kirkens budskab og præsternes sprog, ved man godt i det kirkelige miljø.

I 2003 arrangerede Kirkeministeriet eksempelvis en borgerhøring, hvor 84 tilfældigt udvalgte folkekirkemedlemmer gav ris og ros til folkekirken. Da borgerhøringen var ovre, stod det klart, at kirkens sprog og præsternes evne til at kommunikere blev set som det helt store problem.

Efterfølgende kritiserede flere kirkefolk borgerhøringen for at være et knæfald for de mest forudsætningsløse og forudindtagede kirkegængere. Men Kaj Bollmann, der også deltog i arrangementet, tager afstand fra den holdning og betegner den som udtryk for "kirkelig selvtilstrækkelighed".

– Det nytter ikke noget, hvis alt for mange mennesker nærmest har en oplevelse af at træde ind i en russisk forening, når de kommer ind i kirken. Jeg mener ikke, at man i dag arbejder nok med, hvordan man moderniserer et højtidssprog som det, der skal være i kirken. Skal man bevare mystikken, dramaet og skønheden i kirkens budskab og samtidig være forståelig, skal der arbejdes meget mere med sproget, siger Kaj Bollmann og opfordrer til, at man i højere grad betragter gudstjenesten som en genre på linje med teatret og journalistikken.

– Det er alt sammen forskellige genrer, der kræver hver deres form for formidling og arbejde med sproget. Men man viser kun respekt for genren ved virkelig at arbejde med formidlingen. Det nytter ikke noget, at man bare kradser lidt i overfladen, og her ligger der en stor opgave for både uddannelsesinstitutionerne og stifterne, siger Kaj Bollmann og påpeger, at man i arbejdet med sproget ikke kun tilgodeser menigheden, men også sig selv.

– Man siger jo, at det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. Så hvis man ikke formulerer sig klart og forståeligt, er det formentlig, fordi man ikke har et klart og forståeligt budskab. Arbejder man derimod mere med sproget i Bibelens tekster, vil man selv opleve endnu flere nuancer og dybder, hvilket gavner både indholdet og formidlingen. Vil man have folk til at forstå indholdet, må man først selv forstå det, så det kan genfortælles klart og med de dybder, der gemmer sig i det, siger Kaj Bollmann.

Nu er det jo let at kritisere kirken og præsterne for at have mistet forbindelsen til det omgivende samfund. Men en modernisering af kirkens tekster er en vanskelig balancegang mellem tradition og fornyelse, og derfor er det positivt at opleve, hvordan stadig flere præster faktisk ønsker at styrke formidlingen.

Det påpeger Simon Kangas Larsen, som er uddannet teolog og direktør ved Danmarks Kirkelige Mediecenter.

Her underviser han selv præster i moderne kommunikation, og han oplevede blandt andet en meget stor interesse, da han sidste år arrangerede en række kurser i brugen af powerpoint, et computerbaseret præsentationsprogram.

– Interessen var så stor, at vi måtte udbyde ekstra kurser, og til sidst havde vi faktisk holdt kurser for 10-15 procent af alle danske præster. Præsterne ved godt, at kirkens sprog og begreber er vanskelige at forstå for mange mennesker. Men jeg hører dem samtidig sige, at de også er meget varsomme med at forny sig, da de føler en meget stor respekt for teksterne og deres historiske betydning, siger Simon Kangas, der selv oplever denne ærefrygt, når han af og til fungerer som præst.

– I det øjeblik jeg står i kirken i præstekjolen, er jeg meget bevidst om, at budskabet skal præsenteres med ydmyghed og respekt. Men vi er nødt til at se det som en udfordring, der skal tages fat om, siger Simon Kangas Larsen og fortæller, hvordan han på et tidspunkt talte med en ung mand, der beskrev det at gå i kirke som "at høre nogen, der taler svensk".

– Umiddelbart kan man godt forstå det meste, når man hører svensk. Men der er betydninger, man går glip af, fordi man ikke selv taler sproget. Præcis sådan tror jeg, at mange har det, når de kommer i kirke. Der bliver da talt dansk, men begreberne og ritualerne er svære at forstå og afkode. Gudstjenestens helt særlige stemning og højtidelighed er en charme, der skal bevares, men det skal også give mening, hvis ikke folk skal bruge deres tid på noget andet, siger Simon Kangas Larsen.

Den teologi-uddannede mediedirektør tror dog ikke på, at en fornyet formidling i sig selv vil gøre søndagsgudstjenesten til det store trækplaster. Tværtimod må kirken indse, at en stigende individualisme stiller helt nye krav om flere og mere forskellige former for gudstjenester.

– Det er ikke nogen tilfældighed, at så mange kirker i dag har en ret stor succes med at arrangere særgudstjenester, natgudstjenester, børnegudstjenester, familiegudstjenester og så videre. Her har man tænkt ekstra meget over, hvordan man kan forme budskabet og gudstjenesten, så man får en dialog med en helt bestemt målgruppe. Jeg tror stadig, at man kan gøre søndagsgudstjenesten langt mere populær, hvis man her ofrede lige så mange ressourcer på sine prædikener, som man gør i udviklingen af særgudstjenesterne, men man kan aldrig lave en søndagsgudstjeneste, der rammer alle, siger Simon Kangas Larsen.

Hans bedste råd til kirken er derfor, at den i langt højere grad skal gøre som erhvervslivet, nemlig tænke i målgrupper. Hvem vil man nå, hvad er deres forudsætninger og forventninger og hvordan får man skabt en dialog med dem?

– Kendetegnende for kirkens kommunikation i dag er, at man alt for ofte glemmer at tænke modtageren ind i i processen. Det gælder gudstjenester, kirkeblade og hjemmesider. Alt for ofte agerer man, som om at når tingene er skrevet og sagt, er de også kommunikeret. Det er bare sjældent tilfældet, og derfor skal man ind i en dialog med modtagerne, så man er sikker på, at de forstår, hvad man vil sige til dem, siger Simon Kangas Larsen.

Hvor antikkens teologiske frontfigur, den helgenkårede Augustin, betragtede en stærk tro som en forudsætning for at kunne forstå kirkens budskab, bør vi altså i dag vende den gamle teologs budskab på hovedet for at forstå problemet, lyder forslaget.

"Hvis du ikke forstår, kan du ikke tro" er grundlæggende kirkens store, aktuelle udfordring, ligesom det er en af årsagerne til, at tre ud af fire danskere stort set aldrig går i kirke, lyder det fra Helene Dam, der er uddannet præst og retoriker og tidligere har været tilknyttet Institut for Retorik ved Københavns Universitet.

– Danskernes lave kirkegang kan ikke kun forklares med en manglende tro, når mere end 80 procent faktisk er medlem af folkekirken. Men i alt for mange kirker møder de et sprog, der kan virke delvist uforståeligt og helt ude af trit med almindeligt hverdagssprog, ligesom de oplever præster, der ikke kan kommunikere klart og fængende, siger Helene Dam, som i dag er leder af Københavns stiftscentral for praktisk teologi.

Alt er dog ikke skidt. Der findes dem, der faktisk prøver at forny kirkens tekster. Det gælder blandt andet Bibelselskabet, som har udgivet "Den Nye Aftale", en moderniseret og sprogligt opdateret udgave af Det Nye Testamente. Og den slags opdateringer er tiltrængte, men kan ikke redde det samlede indtryk, hvis præsten stadig svigter med formidlingen, påpeger Helene Dam.

– Dårlig formidling kan ødelægge selv den bedste tekst, mens god formidling kan skabe forståelse for en svær tekst. I dag er folkekirken desværre kendetegnet ved en formidling, som ikke er specielt god, siger Helene Dam og påpeger, at meget handler om den dårlige formidling, der skyldes en kombination af manglende teknisk kunnen og en vanskelig tekst.

– Rent teknisk er det i udgangspunktet svært at kommunikere klart, tydeligt og samtidig fængende i store rum, såsom en kirke. Det er noget, man skal lære, ligesom man skal lære at læse en tekst op, så det netop ikke lyder som oplæsning. Alt for ofte læses en tekst op med den samme betoning af alle ord, og det gælder bestemt også i kirken. Men det giver en monoton og ensformig oplæsning, som så bliver endnu mere tung, fordi teksten i forvejen kan være svær at afkode, siger Helene Dam og understreger, at hun hos yngre præster ser en stadig større forståelse og vilje til at arbejde med formerne, ritualerne og sproget for at komme nye kirkegængere i møde.

– Men nu er kirken jo en uhyre traditionsbunden institution, så ting tager tid. Vi har bare et afgørende problem, hvis vi ikke mener, at teksten kan fornys og moderniseres, når de første kristne faktisk satte en stor ære i at nå så bredt ud som muligt. Og i dag er sproget og ritualerne en stor barriere for mange mennesker, som måske ønsker at komme ind i kirken, men oplever det som meget vanskeligt, siger Helene Dam

Nu kunne det jo være let at feje kritikken af banen og holde fast i Augustins ord om, at troen er en forudsætning for at forstå. Men man jo også se, hvad biblen egentligt selv siger om formidling og klar tale. Det står der blandt andet noget om i Første Korintherbrev:

"Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikke-troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige?".

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk