Nu er tiden kommet til at afskaffe det kristne dogme om Djævelen forstået som en selvstændig, ond magt med egen vilje.
Det mener flere folkekirkepræster, og dermed markerer de en fortsættelse af det dogmeangreb, som teologer, præster og biskopper i de senere år har rettet mod det kristne kernestof.
Tidligere biskop Jan Lindhardt gjorde op med Helvedet, teologiprofessor Svend Andersens lagde afstand til dommedag og Jesu fysiske opstandelse, og sognepræst Kaj Mogensen har forkastet ideen om, at alle mennesker enten frelses eller fortabes.
Gud og Djævelen som to selvstændige magter, der kæmper mod hinanden, hører til i en tid, hvor man tænkte i dualismer, hvor magten var stærkt hierarkisk, og mennesket var en lille afmægtig størrelse, forklarer Lars Højland, sognepræst i Brenderup og Indslev Kirke på Fyn.
Han har netop nu studieorlov, hvor han forsøger at formulere en ny dogmatik, der stemmer overens med det at være moderne menneske og præst.
Alle kender til, at livet kan være himmelsk eller et helvede, men som moderne menneske kan jeg ikke finde mening i Djævelen som en selvstændig magt, der løber rundt og frister os, uddyber Lars Højland.
I stedet taler han om angst og ondskab som alment menneskelige fænomener i verdenen.
Tilsvarende mener præstevikar i Rønninge på Fyn, Nanne Mølhave, der har skrevet teologisk speciale om kristendommens opfattelse af det onde, at den personificerede djævels dage er talte.
I dag er det langt mere begribeligt at tale om ondskab og lidelse frem for om Djævelen, siger Nanne Mølhave.
Som ung præst overvejer hun, hvordan man kan nyformulere dogmatikken, så den personificerede djævel får ordlyd af netop ondskab og lidelse og dermed appellerer til moderne danskere.
En opgave som provsten i Middelfart, Erik Fonsbøl, finder helt vital:
For enhver generation er det en vigtig opgave at give de kristne dogmer nye formuleringer, så de ikke står som uangribelige sandheder, siger han.
Men det bliver en stor udfordring at få aflivet det klassiske dogme om Djævelen. Ikke mindst fordi man i gudstjenesten hører tekster, der bekræfter den gængse forestilling, og man i trosbekendelsen forsager Djævelen.
Derfor mener Lars Højland også, at man skal sætte ind et helt andet sted end i gudstjenesten.
Mennesker skal gøre sig egne erfaringer både med Gud og det onde. Her kan retræter og pilgrimsvandringer være vejen til at få øje på kærligheden som den største magt af alle. I gudstjenesten bruges til gengæld et sprog fra en anden tid, og derfor må den personificerede djævel stadig nævnes her, siger han.
