Stadig flere over 65 år prøver lykken igen og bliver gift. Navnlig kvindernes andel af de modne brudefolk er voksende
At kærlighedslivet langt fra er slut, selvom man har passeret ungdommen og måske er blevet bedsteforælder, vidner tal fra Danmarks Statistik om. Sidste år blev 1068 mennesker over 65 år gift, og det er en stigning på 38 procent på otte år.
En enkelt mand og én kvinde blev gift i en alder af 94 år, men ellers er de fleste seniorbryllupper i alderen mellem 65 og 75 år. Flere kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, peger på, at det kun er toppen af isbjerget, idet mange flere flytter sammen eller er kærester med hver sin bopæl.
Navlig kvinderne er blevet mere giftelystne i det seneste årti, idet der her er tale om en stigning på 52 procent.
En af dem, der mærker tendensen, er sognepræst Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby Sogn på Sjælland, der i år har viet tre modne par.
– Ungdommen har bredt sig, og de ældre føler sig af gode grunde meget yngre end tilsvarende aldersgrupper gjorde for 50 år siden. De har lyst til at starte på en frisk og føler ikke, de er nået til støvets år, i forhold til tidligere, hvor der måske var en følelse af, at det ikke kunne betale sig at kaste sig ud i et nyt ægteskab, siger Poul Joachim Stender.
De fleste, der gifter sig, når de har passeret de 65 år, er enker, enkemænd eller fraskilte og har derfor voksne børn, og det er Poul Joachim Stenders indtryk, at børnene tager det pænt.
– De under deres forældre ægteskabet, og så slipper børnene også for meget arbejde i det øjeblik, deres enkefar bliver gift, og de ikke længere behøver at bekymre sig, om han nu har det godt og får noget at spise, siger sognepræsten.