St. George in the East i London har oplevet historisk oprør mod præsten, at blive bombet under Anden Verdenskrig, og senest er den lokale præst blevet overfaldet
For enden af korrespondentens vej knejser St. George in the East. Kirketårnet rager op, og kirken er et markant vartegn for bilister på vej gennem det østlige London. Mange valfarter også til kirken. Men det ikke så meget for, hvad der sker i kirken, som for dens arkitektur.
Kirken stod færdig i 1729 efter 15 års arbejde, og en af blot seks kirker, som er tegnet af den nu meget anerkendte arkitekt Nicholas Hawskmoor. Hans værker tiltrækker den dag i dag mange arkitekturinteresserede. Men som den lokale præst, Michael Ainsworth, bemærker, så stopper deres interesse ofte ved kirkens ydermure.
Det er ikke nødvendigvis på grund af, hvad der sker i kirken. Forklaringen skal findes i kirkens dramatiske historie. Under blitzen i 1941 blev kirken ramt af en fuldtræffer. Den tyske bombe ramte så præcist, at alt indmaden i kirken gik til, mens ydermurene blev stående. Fra kirkerummet overlevede kun nogle glasmosaikker fra 1880'erne, der stadig er i kirkens apsis mod øst. Besøgende kan også se et par sten i hjørnerne, som er taget fra ruinerne og bygget ind i den nye kirke. Efter 15 år med et midlertidigt skur blev et nyt kirkerum opført i 1964. De gule mursten er en klar kontrast til de imposante ydermure, og selve kirkerummet er mindre end oprindeligt.
I dag er søndagsgudstjenesten klokken 10.15 den centrale begivenhed i kirkens liv, og hver søndag kommer mellem 30 og 40 aktive kirkegængere.
– Vi er en lille menighed, men vi håber at vokse os større, siger fader Michael Ainsworth.
Menigheden i dag består dels af en gruppe, som har boet i området i mange år, og dels af tilflyttere. Området er kendetegnet ved, at mange kommer og bor i en kortere periode.
– Vi er kendt for at være en meget venlig og imødekommende menighed, hvor nye kirkegængere føler sig velkomne, understreger Michael Ainsworth.
Han har blot været præst i kirken i et år og kom til London fra Manchester. Før den tid havde kirken været uden fast præst i fem år.
Michael Ainsworth forklarer fremmødet med, at kirken ligger i et område i Østlondon, hvor 80 procent af befolkningen er bengali. Så trods kirkens historiske rødder er det et samfund, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer eller hinduer.
– Det kan være en udfordring, lyder underdrivelsen fra Fader Michael.
Han blev i foråret slået ned på pladsen foran kirken, da han bad nogle unge af asiatisk baggrund om at dæmpe sig. Parken på den gamle kirkegård bag kirken og pladsen rundt om er er et populært sted for de lokale unge at fordrive tiden.
Overfaldet, som sendte Michael Ainsworth på hospitalet, skabte store overskrifter i den britiske presse. Han understreger overfor Kristeligt Dagblad, at det mere handlede om utilpassede unge end et religiøst motiveret overfald. Men på positivsiden har det ikke alene ført til et bedre forhold til blandt andet de lokale moskéer. Politiet er også blevet mere opmærksomme på kirkerne i området.
– Før var det anslag mod moskéer og synagoger, der blev fokuseret på. Nu er politiet også mere opmærksomme på kirkerne, fremhæver fader Michael om det seneste drama i kirken.
Tilbage i 1850'erne var politiet også en trofast gæst. Årsagen var oprøret i den anglikanske kirke, hvor den såkaldte Oxford-bevægelse arbejdede for en mere katolsk liturgi. Men i St. George in the East var menigheden i oprør over præstens forsøg på at være mere katolsk. Kirken blev et centrum for den kamp. Op mod 1000 kirkegængere kom om søndagen for at tilkendegive deres holdning – og 70-80 betjente var på plads for at sikre næstekærligheden.
Sporene af den kamp præger stadig den anglikanske kirke. Der er i dag fire anglikanske kirker i nærområdet. To er såkaldt "high church", som er mere katolsk-orienterede. En er "low church", som er meget evangelisk, og St. George in the East er den pæne mellemvare, som samler folk i kirken med den imponerende arkitektur og dramatiske historie.
norum@kristeligt-dagblad.dk