Brevkunstens forsvinden

"Manden med de skjulte talenter" kaldte Kamma digteren på det såkaldte "Bakkehussprog", som kun taltes på dette samlingssted på Frederiksberg for datidens skønånder. Det var en stor ære at modtage et brev fra denne højtbegavede og belæste kvinde, som i sine mange breve jonglerede med latinske, græske og hebræiske citater. Den sjællandske biskop J.P. Mynster sagde til hende: " Kære fru Rahbek, det er Deres embedspligt at tale (skrive) med mange folk." De heldige modtagere af Kammas breve følte sig også opløftet flere dage i træk.

FRA SLUTNINGEN af 1800-tallet har vi også en enestående brevveksling mellem sognepræst Otto Møller og biskop Skat Rørdam. Brevvekslingen strækker sig over mere end en menneskealder og giver et fantastisk indtryk af, hvad der dengang var "oppe i tiden" både religiøst, kulturelt, socialt og politisk. Når man læser de mange breve, får man en sådan lyst til at tage telefonen og ringe og sige tak til præsten og biskoppen, så levende fremstår disse to fremragende brevskrivere for en, så levende fremstår disse to gejstlige for en.

I 1963 var min ældste bror med Flensted-Jensens gymnastikhold USA rundt. Sådan noget gik dengang ikke upåagtet hen. I Vordingborg Dagblad stod der med store typer "Skoleinspektør Stenders ældste søn rejser til Amerika". En gang hver 14. dag modtog vi så hjemme et brev fra "over there". Min mor læste det altid højt, og vi fem søskende sad musestille og med åben mund og sugede indtryk til os fra det store og spændende land. Min bror fortalte levende og detaljeret om sine mange og utrolige oplevelser, møder med filmstjerner, astronauter, guvernører, for ikke at tale om de resterende indianere ude på prærien, rigtige cowboys og andet godtfolk. Det var, som om man gennem brevene ligefrem kunne indånde duften fra Guds eget land. Alt blev bevaret. Såvel konvolutten som brevene blev sat ind i store ringmapper og behandlet som familieklenodier i stil med min mors gamle kaffekande fra 1700-tallet.

Senere kom alle i familien til at skrive sammen med en dansk-amerikaner, som var børnehjemsbarn fra Roskilde, men endte som mangemillionær i Ft. Lauderdale, Florida. Trods få års skolegang havde han en pen som en anden Georg Brandes og skrev lange, kloge og gode breve, lagt i konvolutter med så mange smukke og interessante frimærker, at de fra posthuset i Nyråd ringede og sagde: "Nu er der atter et brev fra Mr. Chris."

SELV OVERLEVEDE JEG gennem adskillige år på nogle af de fjernest liggende Stillehavsøer, The Kingdom of Tonga, 3000 kilometer nordøst for New Zealand, ved at modtage rigtig gode gammeldags håndskrevne breve. De blev bevogtet som var det guldbarrer, først åbnet om aftenen efter et helt specielt ritual og efterfølgende lagt under min hovedpude med mange sweet dreams som resultat. Disse breve fra min bror, Morten, og den gamle greve på Egeskov Slot og andre godhjertede mennesker blev som livseliksir for mig i disse fremmedartede omgivelser.

Alt dette for at anskueliggøre, at det vil være et tab uden lige, når det gamle brevskriveri hører op. Hvem vil for øvrigt ikke fortsat gerne have nogle håndskrevne lykønskningsbreve på sin fødselsdag? De vil aldrig nogensinde kunne erstattes af e-mails og sms'er. Netop håndskriften, som svinger fra den flotteste skønskrift til kragetæer, er et udtryk for afsenderens personlighed og med til at forøge brevets værdi. Og i modsætning til alt andet vil de håndskrevne breve aldrig tabe i værdi. Ligesom god rødvin bliver de bedre og bedre, som årene går. Maleren Gauguins breve fra Tahiti til broderen i Paris kan fortsat læses med stor interesse. De menneskelige og økonomiske problemer, han stødte på i Polynesien, er de samme den dag i dag. Så intet nyt under solen trods mobiltelefonen og computere. Vi ler og græder med den nu verdensberømte kunster, som dengang knap kunne sælge sin koloristiske malerier for et måltid mad.

INDEN VI DANSKERE erklærer os for verdensmestre i it-teknologi og totalt dropper de håndskrevne breve, så prøv i sommerlandet, bare for et par dage, at slukke mobiltelefonen og computeren og skriv i stedet for et langt brev til en god ven eller veninde. Du vil føle dig som en pottemager, der lader leret formes og vokse under sine hænder til en smuk vase. Og skulle der vise sig nogle revner i kunstværket, det gør ikke spor! Det minder os kun om vores egen skrøbelighed og ufuldkommenhed.

Her er et lille uddrag fra et kærligt fødselsdagsbrev, min morfar skrev til min mormor: "Kædeby maj 1909. Jeg var i Rudkøbing i Lørdags, i min Tanke kom det stadig frem, om der ikke er Brev fra Marie, naar jeg kommer hjem – og ganske rigtig – der var Brev og min hjertelige Tak derfor. Vi talte om i Vinter "hvad er Aand og hvad er Sjæl" – da maa jeg sige dig Marie – at for Alvor er der noget, der baade kaldes Sjæl og Aand. Jeg er syg Marie, ikke i den forstand – legemlig syg – nej, ikke det. Det er den Alvor, der strømme fra Hjertet, den Alvor der staar i Forbindelse baade med Sjæl og Aand. Jeg spørger ofte mig selv – hvad er du egentlig skabt for? Er det for at drage om med et ulykkeligt Sind – og Tunghed i Hjertet – og gøre dine Omgivelser en slet Forstaaelse af hvad det vil sige – dette "at være". Men forstaar du Marie, du har gennem dit Væsen og dine Tanker aabnet en Kilde, der staar i Forbindelse med Hjertet og dette at være..."

Dette er ikke et nostalgisk familietrip, men brevkunst af højeste karat. Mon nogen gider at læse vore e-mail om 100 år?

Vilhelm Stender er cand.theol. og foredragsholder