Tro mig, det er kun ord som ikke holder noget som helst. Kommunerne er slet ikke interesseret i at lave om på noget som helst her, for det koster og man investerer slet ikke i folk som ikke giver kroner tilbage til samfundet!
Har vist desværre langt mere erfaring på dette område end mange andre og jeg har aldrig set en åben dør på det område der hedder folk med problemer med social negativ arv, for det er i bund og grund det som sagen handler om!
Min erfaring er efterhånden at hvis et familiemedlem først registreres som førtidspensionist eller på anden måde syg og ude af stand til at hjælpe sig selv, så opgiver man familien. Feks er vi nu 5 ud af 5 som ikke er en del af samfundet. 4 er på førtidspension og 1 er lige nu sygemeldt og kommunen vil ikke hjælpe med den behandling som er nødvendigt for at denne sidste person af familien ikke skal ende ude af arbejdsmarkedet. De kan ikke se at problemet er alvorligt nok til at gribe ind selvom 4 allerede er endt på pension. I flg lovgivningen er der belæg for at yde hjælpen, men kommunen gør alt for at slippe uden om og det har de gjort hver gang en af personerne har søgt en eller anden form for hjælp. Feks har vi som forældre måtte hjælpe vores voksen børn ( i slutningen af tyverne) med økonomisk hjælp, ud af en førtidspension. Kommunen laver økonomisk beregninger som slet ikke holder og undlader feks at tage udgifter med til transport til og fra arbejde (ca 40 km hver vej), på den måde har personen et større råderum som på ingen måde er holdbar, med mindre man forventer at en delvis syg person skal gå 40 km hver vej for at passe sit job.
At karen Esbersen udtaler at sociale problemer ikke er en sygdom, fortæller kun at hun ikke ved, at det kan det blive og det kan det bunde i. Børn af alkkoholikere, narkomaner, sygdom, vold eller lign har ikke samme stærke opvækst som sunde børn har og det medfører sociale negative konsekvenser som er ødelæggende både for den enkelte og for samfundet.
citat: "Formand for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), stiller sig uforstående over for ministerens kritik og har svært ved at se, hvordan sundhedssektorens arbejdsgange kan overføres til den sociale indsats." Citat slut.
Det svar burde være tydelig nok! forskellen er at nogen steder i sundhedssektoren prioritere man at gøre noget til forskel fra ikke at gøre noget! Man har et mål om helbredelse og en positiv arbejdsgang der går forud for at nå målet! Hos de socialt udsatte er målet ikke helbredelse men besparelser af kroner og øre!
Det er ikke lovgivningen det er galt med, men udførelsen af den og den manglende indsigt og vilje til at gøre en forskel og i at se konsekvenserne af manglende hjælp til de udsatte!

Jeg tror, du på mange måder har ret i din betragtning om forskellen på vores sundhedssystem og hele det sociale system. Udgangspunktet for at hjælpe og TOLKE loven for at yde HJÆLP er vidt forskellig i de to sektorer, som for mig at se ville få kunne få så meget ud af et samarbejde. Og her tror jeg ikke, at det skyldes manglende indsats og vilje fra sundhedssektoren.

Du nævner førtidspensionssager og risikofamilier, og her har jeg også det indtryk, at man i hele det sociale system vælger at lukke øjnene for overhovedet at se og arbejde med profylakse.

En helt anden ting er, at den nyeste nye lov om sygedagpenge sætter en grænse på ét år for afklaring, ellers er det 0 kr i sygedagpenge og et spørgsmål om kontanthjælp, som mange bliver afskåret fra, medmindre man er eneforsørgende. Er man alvorligt syg er ét enkelt år langt fra nok til sygdom, restitution og derefter en afklaring/optræning af arbejdsevne.

Jeg tror mange ender med en førtidspensionssag netop på grund af den MEGET stramme og ufleksible tidsbegrænsning. Og så kender jeg eksempler på, at det rent faktisk økonomisk kan være en langt mindre udgift for en kommune at førtidspensionere et menneske istedet for en flexjobgodkendelse. I tilfælde af at den langtidssygemeldte har haft et job med en pensionsordning fra et pensionsselskab (altså ganske almindelig funktionær) vil kommunens andel i en førtidspension blive minimal og altså MEGET mindre end kommunens del i en flexjobordning.

Og her er det cool cash fra kommunen, som tæller og ikke den sygemeldtes eget ønske.

Når jeg har læst jeres historier og jeg må spøger jer kender i systemet, jeg er instidituions-barn og hvis du bare tro at når man er det er man dum, jeg har flere gange talt med SIF og som de siger i flere sager, de kan jo ikke generaliserer og jeg spøger hvem skal bestemme om de tvangsfjernelser, du, dig eller dem, hilsen fra. Leon lerche. slagelse, som taler med viden og ikke behøver at læse bøger for at tale, jeg taler med hjertet og min forstand. http://www.marsterleon.dk, hej.

Hvor er det dejligt at se, at det endelig er gået op for ministeren, at det nuværende sociale system forlængst har spillet fallit.

Jeg kan sagtens bifalde hendes hensigter. Fællesskab, samfundssind, ansvarsfølelse, sammenhængskraft er vand på min mølle. I øvrigt også på demokratiets, det kan ikke leve uden.
Det hjælper ikke at true og skælde kommunerne ud. Vist har de påtaget sig opgaver, de på ingen måde er i stand til at løfte på forsvarlig vis. Men fundamentet for ordentlig og ensartet sagsbehandling må være ordentlige love og regler.
Faktisk finder der ikke rigtige love på det sociale område. Kun såkaldte rammelove, der bedst kan betragtes som rene hensigtserklæringer.
Der findes heller ingen reelle klagemuligheder. At klage til borgmesteren over hans egen embedsførelse kan kun opfattes som en dårlig spøg.
Denne lovløshed stiller både borger og sagsbehandler i en højst uheldig situation.
Som borger har man absolut ingen rettigheder og faktisk heller ingen definerede pligter. Alt afhænger af en tilfældig sagsbehandlers vilkårlige skøn og af, hvordan et bestemt område er tilgodeset i kommunens budget.
Uanset hvad sagsbehandleren gør, er det forkert. Enten tilgodeser det ikke borgerens behov, eller også strider det mod nogle uklare instrukser af højst varierende karakter.
Det er både dyrt og dårligt. "Næsten" hjælp gavner ikke borgeren og sætter ham ikke i stand til at handle eller tage ansvar.

Det er galt på alle områder, men børn er naturligvis særlig sårbare. De bør ikke misrøgtes og slet ikke af det offentlige. At forældre i den situation skal tage ansvar er galimatias, for de er sat udenfor indflydelse.
Retten til at anbringe børn bør slet ikke ligge hos kommunerne. Selv en god sagsbehandler kan ikke på en gang være undersøger, hjælper, anklager,dommer, bøddel og formynder.
Selve anbringelsen medfører et alvorligt traume for ethvert barn og skal derfor bruges med omtanke.
Tvang bør kun komme på tale, når der barnet udsættes for grov omsorgssvigt eller anden overlast i hjemmet.
Udsatte børn skal have hjælp i stedet for tvang og overgreb.
Vi ved, at anbragte børn som gruppe betragtet kommer til at udgøre samfundets absolutte bund i enhver henseende.
Hvorfor skal nogle børn tvinges i dårligere forhold end de søskende, som får lov at blive i det "dårlige" hjem?

Det udbredte anarki fører kun til kontrol, kontrol af kontrollen der ikke virker, kontr..... og alle pengene går op i byrokrati.

Må vi udbede os nogle klare, demokratiske sociale love, fru minister.HURTIGT!
Mens byrokratiet gror, dør horsemor.