Gravsteder fortæller personlige kærlighedshistorier

Selvom den ene i et parforhold dør, hører kærligheden ikke op. I hvert fald sørger den efterladte i stigende grad for, at gravstedet symboliserer kærligheden mellem de to. De pynter gravstedet med roser, hjerter og personlige symboler på deres kærlighed. Og som noget nyt får flere efterladte skrevet deres navn på den afdøde kæreste eller ægtefælles gravsten, så kun selve dødsåret mangler.

Det fortæller blandt andre Stig Andersen, formand for Stenhuggerlauget i Danmark.

– Det bliver mere og mere udpræget, at de fortæller om den afdøde for at få os til at finde ting, der skal relatere til ham eller hende. Hvis den døde var meget glad for Bornholm, prøver vi eksempelvis at finde en sten fra Bornholm. Jeg tror, det hjælper dem i selve sorgarbejdet, at den efterladte går ud og vælger den gravsten, der er hel speciel til vedkommende, siger han.

Michael Riis, bestyrer hos Vesterbro Stenhuggeri i Århus, kender også tendensen til, at flere efterladte får skrevet deres navn på afdødes gravsten.

– Der er også mange efterladte partnere, der ønsker et særpræg på gravstenen. Nogen får indhugget blomsterne fra brudebuketten og andre noget, der siger et eller andet om en fritidsinteresse, de havde sammen. Det er blevet mere almindeligt at fortælle, hvad man gjorde sammen som par. Døden er heller ikke et tabu længere, og derfor har mange talt sammen om det og planlagt gravstedet, inden de dør, siger han.

Ifølge Mette Bang Dons, religionssociolog fra Københavns Universitet, er der tydeligvis kommet et mere personligt kærlighedspræg ved gravstederne. Hun har forsket i danske kirkegårde, og hendes optælling af symboler fra tre kirkegårde i Holbæk viser, at langt de fleste i dag bliver begravet som par, og mange vælger at udsmykke gravstedet med hjerter og roser som symbol på deres kærlighed. Der er eksempelvis kommet fem gange så mange roser på gravstenene som for 50-70 år siden. Det personlige præg hænger sammen med en generel tendens i samfundet, hvor der fokuseres mere på individet:

– Det slår igennem i hele samfundet – også ud til gravpladsen. Når vi dør, er det vigtigt at vise, at det var dig og mig, der var sammen. Derfor bliver man heller ikke lagt i et familiegravsted, men bliver begravet sammen med sin partner. Det signalerer, at man hører sammen – også ud over livet og ind i døden, siger hun.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk