Gravstenens blomster er et symbol på vores kærlighed

– En dag, hvor jeg besøgte Else på sygehuset, spurgte jeg hende, hvor vi egentlig skulle begraves henne. Jeg vil gerne ligge i solen – men du var rødhåret, og havde fregner som ung og tåler derfor ikke solen. Du vil gerne ligge i skyggen, sagde jeg til hende.

De blev enige om, at han skulle undersøge forskellige kirkegårde. Hurtigt faldt hans interesse på Holme Kirkegård, selvom den ligger 18 kilometer fra Lystrup. For de blev gift i kirken, deres to sønner er døbt her, og deres forældre er begravet på kirkegården.

Da Aage havde fået grønt lys fra kirken, besøgte han derfor sin kone på sygehuset for at fortælle det.

– Hun sagde med det samme, at det ville blive som at komme hjem igen. Den dag fældede jeg en tåre, da jeg gik fra hospitalet. For på den ene side var det jo lidt trist, at hun kunne se noget positivt i at skulle dø. Samtidig var jeg meget glad for, at hun var med til at bestemme, hvor vi skulle begraves. Hvis ikke vi havde talt om det, ville jeg på et tidspunkt spørge mig selv, om det nu også var sådan, Else ville begraves, fortæller Aage Jensen.

Senere på aftenen døde hun. Hun blev lige knap 80 år, og i dag besøger Aage gravstedet en gang om ugen. Når han er der, taler han ofte til hende om det, han har oplevet i løbet af ugen og om nogle af de oplevelser, de sammen har været igennem. Om aftenen beder han en lille bøn for hende, inden han går i seng.

– Tak for alt i livet, Else, siger jeg, mens jeg sidder på sengekanten. Nogle gange synes jeg, jeg kan se, at hendes dyne bevæger sig lidt, fortæller han og griner lidt ad det.

For han ved godt, at det er lidt fjollet – og så alligevel ikke. De sidste par måneder før hun døde, havde de så meget at tale om, at de nærmest talte i munden på hinanden.

– Og vi grinte så meget sammen. Jeg sad altid på hendes sengekant om aftenen og sagde til hende, at nu ville jeg synge Lille Peter Edderkop eller andre sange for hende. Så grinte hun bare admig og sagde, at jeg skulle putte mig i min seng. Nogle gange sagde hun, at hun var nødt til at gå op og få et par nye trusser på, fordi vi havde grint så meget, fortæller Aage og smiler, mens tankerne flyver tilbage, og minderne opstår.

Han finder et lille hæfte frem fra sin taske. Det er en samling af digte og sange, som Else Jensen har skrevet gennem årene. Hun brugte en del tid på at skrive sine tanker ned, men hun ville ikke rigtig dele det med Aage. Dog fortalte hun ham, i hvilken skuffe de lå, og som noget af det første efter hendes død kiggede han derfor i skuffen med alle sangene og digtene. Mange af dem var af så god kvalitet, at Aage udvalgte de bedste og satte dem sammen i et lille hæfte til minde om sin afdøde hustru. Familien, deres drenge og venner har alle fået en udgave, og til begravelsen brugte præsten en af teksterne i sin prædiken. Den handler om livets dage, og teksten slutter med at konstatere, at selvom dagene kommer og går, vil tiden aldrig gå i stå.

På det lille gravsted står tiden heller ikke stille. Aage Jensen har i hvert fald sørget for, at der altid er lys ved gravstedet. Han har selv designet og lavet en lille hvid plasticlampe, der ved hjælp af batterier forestiller et hvidt bloklys i en lanterne.

– Jeg har besluttet mig for, at der altid skal være lys ved min kones grav. På den måde er jeg nærmest hele tiden ved hende, fortæller han og fumler lidt ved lyset.

Pæren i den lille flamme kan være tændt i to og en halv måned, så skal batterierne skiftes. Gravstenens brudebuket skal også have ny farve, som tiden går. For farven bliver lysere og lysere og kan kun holde i 15 år. Lige nu har blomsterne på gravstenen en kraftigere farve, end den farve de oprindelige lyseblå forglemmigej og lyserøde roser havde. Men på et tidspunkt er farven falmet så meget, at den får samme farve som blomsterne i brudebuketten. På trods af det ser det ud til, at nabogravstedet har kopieret hans idé om blomster på gravstenen. I hvert fald var naboens gravsten på et tidspunkt væk i 14 dage og kom tilbage med liljekonvaller, der var indhugget med grøn og hvid farve i gravstenen.

Det synes Aage Jensen bare er dejligt. Han kan godt lide at bruge meget tid på gravstedet. For det betyder noget, at stedet fortæller en historie om kærligheden mellem de to. Og den historie fortæller ikke kun gravstenen, men også de to små stenfugle, som står på hver sin side af gravstenen. Da Aage blev 80 år, forærede Else ham to fugle, som han har hjemme i haven. Og da hun kunne være fyldt 80 år, gav han hende to fugle magen til, som nu står ved hende på gravstedet.

Måske kommer alle fuglene til at stå sammen engang, når Aages navn bliver indhugget nederst på gravstenen under hans hustrus navn.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk