Hver sommer tager Poul Lokjær bilen ud i det danske sommerland og ser på moderne kirkekunst. Her er han fotograferet foran altertavlen i Vindelev Kirke ved Vejle. Altertavlen er en gave fra maleren Knud Nielsen og har titlen ”Den signede dag”. –
- Jesper Kristensen/Scanpix.
Camilla Kragh |
30. juli 2008
Førtidspensionist Poul Lokjær har de senere år fundet stor glæde og styrke i moderne kirkekunst. Kunsten og troen kombineret med køreturene i det danske landskab er derfor blevet en uundværlig sommerbeskæftigelse
– Det er farverne, motiverne og kompositionen. Det er kunstnerenes måde at udtrykke sig på og forholde sig til Jesus. Deres værker rummer så meget ånd og glæde, forklarer Poul Lokjær, der de sidste fire somre har kørt Jylland og Fyn tynde og set på kirker og indsnuset den kunst, de rummer. For Poul Lokjær er det nemlig ikke kun et møde med kunsten. Det er også et møde med religionen.
– Jeg har altid været meget kunstinteresseret, og dét her er malerkunst med en ekstra dimension – troens dimension, forklarer Poul Lokjær, der hver gang han besøger en ny kirke, holder sin egen siddende andagt og indprinter sig værkerne og den stemning, de får ham i.
– Det kommer altid til at gå meget dybt ind, og det danner nogle billeder i mig, jeg altid har med mig. Der har lejret sig en stor glæde ved det at være kristen, forklarer han.
Mange af Poul Lokjærs sommerture er i selskab med hans kone, som deler hans kunstglæde, men ofte får han også lov til at tage turene alene, hvilket han ikke har noget imod.
– Det er nogle skønne ture i det danske sommerlandskab, der jo næsten er kunst i sig selv, og landet er ikke større, end jeg kan være hjemme igen samme aften, forklarer han, hvilket også er grunden til, at han vælger sommeren til at besøge sine udflugtsmål. Om vinteren er vejret og naturen ganske enkelt for ufarbar og trist.
Og trist er blevet lidt af et fy-ord for Poul Lokjær, der for 10 år siden fik en depression, der betød, at han måtte droppe sit arbejde som pædagog og børneteaterskuespiller. Hans store interesse for malerkunst var med til at holde modet oppe, og hans liv tog for alvor en drejning til det bedre, da han for fire år siden fik øjnene op for kirkekunstens verden hos en boghandler i Ringkøbing.
– Jeg havde interesseret mig for malerkunst i lang tid, og denne her boghandler havde en bog, der hed ”Kunsten i kirker”. Her blev jeg opmærksom på, hvor mange kirker i landet, der havde moderne kirkekunst, og hvor meget den kunst kunne give mig, forklarer han og uddyber:
– Den her interesse styrker mig. Hvis man har tilbøjelighed til depression, er det godt at tage sig sammen og gøre noget. Det her er noget, jeg gør, og det giver mig en stor, stor glæde, fortæller Poul Lokjær, der har masser af kirker på programmet denne sommer.
Der er især tre kunstnere, der har formået at nå ind under huden på ham. Den absolut bedste mener han, er Maja Lisa Engelhardt, der blandt andet har malet alterbilledet og farvesat inventaret i Turup Kirke ved Assens og Gjellerup Kirke ved Herning. Hun maler i lyse farver, og ifølge Poul Lokjær har hendes værker en dybde og kærlighed, som han ikke mener andre kan måle sig med.
– Hun formår at fremstille en lys og levende Kristus og samtidig, med sin måde at male på, kan hun få ham til at rumme så meget, som han faktisk rummer. Hvis jeg ser på en af hendes kristusmotiver, så tilføjer de faktisk noget nyt til mit eget forhold til Kristus. Hun rummer så at sige en Kristus i flere lag, mener Poul Lokjær, der desuden fremhæver Peter Brandes, der har udsmykket Gammeltofte Kirke og Per Kirkeby, der blandt andet står bag udsmykningen i Frejlev Kirke ved Ålborg.
kragh@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad