Byen med hjerterne

I dag bliver der ikke bygget så meget i Christiansfeld, der med sine cirka 18 kilometer til Kolding i nord ikke – endnu i hvert fald – har nydt godt af den opgangstid, der har præget trekantsområdet.

Efter den nye kommunalreform trådte i kraft den 1. januar 2007, er Christiansfeld ikke længere en selvstændig kommune, men en del af den store Kolding Kommune, så måske vil væksten herfra med tiden som dønninger også brede sig sydpå til Christiansfeld, der foruden Brødremenighedens bygninger og historien om huse og menighed har masser af natur, enkelte faciliteter som en forholdsvis ny idrætshal, men ellers ikke så meget andet at byde på.

De største arbejdspladser i byen er Arla, der har en afdeling her, Danæg og Skare Kød, så en del af indbyggerne pendler til deres arbejde.

Men turistmæssigt står byen stærkere end andre af samme størrelse på grund af Brødremenighedens bygninger. Folk kommer langvejs fra for ved selvsyn at opleve denne bydel, mens de i det nye Christiansfeld Centret via plancher, brochurer og videoer kan få fortalt historien om menigheden og byen.

Christiansfeld er grundlagt af Brødremenigheden, der i 1773 af den danske kong Christian VII fik lov til at opføre en by – eller måske var det snarere hans kabinetsekretær, Struensee, der var manden bag.

Det var noget særligt dengang. Vi er i en tid i Europas historie, hvor der ikke var religionsfrihed. Først med Grundloven i 1849 fik Danmark religionsfrihed.

Så en frimenighed, der fik tilladelse til at oprette sin egen by med egen kirke og med tilladelse til i fuld frihed at drive missionsarbejde i de danske kolonier – på Grønland og De Vestindiske Øer – var noget helt særligt.

I taknemmelighed gav brødrene og søstrene stedet navnet Christiansfeld – Christians mark. Byen havde faktisk status som en slags fristad, og Brødremenigheden var en frimenighed inden for folkekirkens lutherske bekendelse. På den måde kunne man både være med i Brødremenigheden og medlem i statskirken, og der er stadig medlemmer i dag, som er med begge steder.

I samtidens øjne må Christiansfeld have være et enestående eksperiment. Nogle hævder ligefrem, at der også var tale om det første egentlige egnsudviklingsprojekt. Christiansfeld fik i begyndelsen visse fordele af kongen, blandt andet skattelettelse, toldfrihed og ingen militærtjeneste. Så hvis kongen eller nogle ved hoffet har haft en plan om at sætte ekstra skub i udviklingen af området mellem Kolding i nord og Haderslev i syd, så bar planen frugt, for hurtigt rejste der sig på ejendommen Tyrstrupgårds tidligere marker en driftig by med handel og håndværk.

Inden år 1800 var bykernen med brostensveje, huse og anlæg opbygget, og i 1812 var der 652 medlemmer af Brødremenigheden i byen.

Brødremenighedens by var indrettet som et kollektivt samfund med drenge- og pigekostskole, med huse for søstre og brødre, hvor folk boede, indtil de blev gift.

Byplanen var efter samme mønster som i andre lignende menighedsbyer: to parallelle gader – i Christiansfeld Lindegade og Nørregade – forbundet med en kvadratisk kirkeplads, omkring hvilken de vigtigste bygninger er placeret.

Kirken har således en central placering, den kaldes også Salshuset med en – som navnet antyder – stor sal med plads til 1000 mennesker. Der er ingen søjler, gulvet er af træ og strøget med sand, og præsten prædiker ikke fra en prædikestol højt hævet over menigheden. Han sidder på en stol ved et bord på en lille forhøjning med de lange rækker af træbænke foran sig, hvor menigheden sidder.

Tæt på kirken er præstegård og forstanderbolig, og Brødremenigheden opførte blandt andre bygninger også et handelshus, bageri og hotel.

I dag er Christiansfeld en by med mellem 3000 og 4000 indbyggere – lidt afhængigt af hvor stor en del af oplandet der tælles med.

Brødremenighedens præst, Jørgen Bøytler, fortæller, at der i dag er cirka 150 medlemmer af menigheden i Christiansfeld og på landsplan cirka 400.

Brødremenigheden ejer de over 40 små og store bygningsværker i Christiansfeld, der tilsammen udgør særpræget i denne lille by. For få år siden stod det klart, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis disse helt unikke ejendomme skulle kunne bevares for eftertiden.

Arbejdet gik i gang, og det lykkedes at skaffe 120 millioner kroner fra blandt andet fonden Realdania og fra Augustinus Fonden, mens menigheden bidrager ved blandt andet at optage lån i ejendommene.

Og renoveringen af ejendommene er i fuld gang. Planen er opdelt i tre faser, fortæller Jørgen Bøytler, og de to første er fuldendt, hvilket blandt andet betyder, at det historiske Brødremenighedens Hotel i centrum i dag fremstår fuldt ud renoveret.

Der er tale om en gennemført restaurering ned til den mindste detalje med en sjælden respekt for det oprindelige, og det oprindelige er et historisk hotel, hvor blandt andet en lang række kongelige gennem årene har overnattet, og hvor en våbenhvile afsluttede krigshandlingerne i juli 1864.

Med freden blev hele Sønderjylland til lige nord for Christiansfeld afstået til Preussen.

Men en beskrivelse af dette hotel yder ikke stedet retfærdighed; det skal ses, og et besøg i hotellets lille kælderestaurant er i den forbindelse anbefalelsesværdigt.

Jørgen Bøytler er en af de ildsjæle, der har været med til at gøre hele renoveringsprojektet til virkelighed, og han er også en af drivkræfterne i bestræbelserne på at få Christiansfeld på UNESCO’s kulturarvsliste, hvilket blot burde være et spørgsmål om tid, før det sker.

Nu står man foran trejde fase i renoveringen, der blandt andet vil omfatte det sagnomspundne Brødremenighedens Bageri i Lindegade, og det vil uden tvivl vække glæde blandt lokale.

For der har været lidt sure miner over, at bageriet for et par år siden blev lukket af sundhedsmyndighederne. Den bager, der forpagtede ejendommen, rejste fra byen og lagde ikke skjul på sin skuffelse over, at Brødremenigheden ikke straks renoverede ejendommen, så bageriet kunne fortsætte. Så for en periode har stedet været lukket, og det har været slut med de ”ægte” Christiansfelder-honningkager, som bages efter en ”hemmelig” opskrift, som brødrene i sin tid bragte med til byen.

Christiansfeld er i mange danskeres bevidsthed forbundet med honningkager, og byen har brugt honningkagehjertet i sin markedsføring af stedet som et yndet turistmål. I dag hænger der store hjerteformede, honningkagebrune skilte fra lysmasterne med teksten ”Velkommen til Christiansfeld”.

Bageriet stod tomt et stykke tid, men nu har en gruppe aktive borgere dannet et bagerlaug, og fra en lille cafe i bygningen sælges kaffe og honningkager, der bliver bagt hos en anden bager i byen og efter sigende skulle være lige så ”ægte”. Og som nævnt: Bageriet står over for en gennemgribende renovering. Det er blot et spørgsmål om tid.

Ikke kun bygninger renoveres. Også haver og grønne områder skal friskes op.

Haverne til Brødremenighedernes huse er legendariske, og man snyder sig selv som gæst på stedet, hvis man kun tager turen ad fortovene for at se de smukke facader og dørpartier. En tur bagved gennem nogle af haverne og baggårdene byder på lige store store æstetiske oplevelser, og et besøg på Brødremenighedens kirkegård, Gudsageren, bør være et ”must”.

I næsten uendelige rækker ligger de her. Mændene til venstre og kvinderne til højre, som det var skik i menigheden i gamle dage. Begravet i den rækkefølge, de er døde, og med helt ens gravsten. Her er der ingen forskel på høj og lav, alle er de lige. Og på portalen ved indgangen til vel nok Danmarks mest særprægede kirkegård læser man”Det saaes i Forkrænkelighed,” og på den side af portalen, man ser, når man går ud fra Gudsageren, står at læse: ”Det oprejses i Uforkrænkelighed”.

Christiansfeld er med sin beliggenhed også en del af Sønderjyllands historie. Ved afstemmingen i 1920 stemte 67 procent af borgerne i Christiansfeld dansk.

Den 10. juli indtog kong Christian X igen Sønderjylland, da han red over grænsen ved Frederikshøj lidt nord for Christiansfeld.

Ved bygrænsen blev han mødt af byens byrådråd og senere foran Salshuset af Brødremenigheden.

Derefter deltog han og dronning Alex-andrine i en takkegudstjeneste i den luthersk-evangeliske folkekirke i byen, Tyrstrup Kirke.

Også en imponerende kirke, der er bygget en del år senere end Brødremenighedens kirke, nemlig i 1862-1863. Om den folkekirkelige præst og menighed dengang blot lod sig inspirere, eller om man under ingen omstændigheder ville stå tilbage for den anden kirke i byen, vides ikke. Men Tyrstrup Kirke blev i sandhed også et stort og prægtigt bygningsværk, og selvom den er større end de fleste landsbykirker, så er den ikke for stor til den aktive menighed, den betjener i dag.

mie@kristeligt-dagblad.dk