Kirsten Boas |
31. juli 2008
OPHØRSUDSALG C.A. Reitzel's Boghandel & Forlag fra 1819 er sat til salg. Hvis ikke der dukker en køber op, forsvinder et stykke dansk kulturhistorie fra det københavnske gadebillede
Guldalderen i første halvdel af 1800-tallet var en mærkelig tid. Mens Danmark var i total økonomisk og politisk krise, blomstrede kunsten og videnskaben som aldrig før. Måske derfor fik Carl Andreas Reitzel (1789-1853) mod på at åbne egen boghandel i København i 1819.
Det er dén, C.A.Reitzels's Boghandel & Forlag, der nu har ophørsudsalg i Nørregade 20 i København.
Selvom tiderne var trange, opbyggede Reitzel igennem 1820'erne en forretning, der hurtigt blev Nordens største boghandel og samlingssted for kunstnere og videnskabsfolk. I en lang årrække holdt C.A. Reitzel's Boghandel & Forlag til i en ikke længere eksisterende ejendom over for posthuset i Købmagergade. Siden flyttede virksomheden til Vajsenhusets Gård i Løvstræde.
Først fik Reitzel H.C.Andersen, Chr. Winther og Carsten Hauch i sin stald. Siden fulgte Søren Kierkegaard, Johan Ludvig Heiberg, Emil Aarestrup, St.St. Blicher, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, Frederik Paludan-Müller og mange flere. En undtagelse var Adam Oehlenschläger, der var sin egen forlægger, men som dog havde mange af sine bøger i kommission hos Reitzel.
Reitzel's fik status af universitetsboghandel og stod for leverancen af litteratur til Universitetsbiblioteket. Men det var også hos Reitzel's, det bedre borgerskab købte sine bøger, som det fremgår af en anden guldalderdigter Poul Martin Møllers digt "Hans og Trine", hvor den unge bejler fortæller, at "Nys jeg er fra Reitzel kommen/Og en nysselig Roman/har jeg her i Trøjelommen/Som vi sammen læse kan".
Efter C.A. Reitzels død i 1853 overtog sønnerne Theodor og Carl firmaet. De byggede på forlagets traditioner, men manglede faderens initiativ og forretningssans, og med årene blev firmaet splittet op. Forlaget hørte en periode under Gyldendal, ligesom Axel Sandal og dennes søn, Jørgen Sandal, har været ejere.
I 1982 sørgede direktør Svend Olufsen for, at C.A. Reitzel's Boghandel & Forlag igen kom under samme tag. Han havde arbejdet i firmaet fra 1961 og blev nu hovedindehaver. Siden 1938 har C.A. Reitzel, der ikke har det fjerneste med Hans Reitzels forlag at gøre, holdt til i Nørregade 20 i København. Forlaget har i mange år specialiseret sig i udgivelser inden for filosofi, ikke mindst bøger om Søren Kierkegaard, og inden for kulturhistorie, samtidshistorie og litteratur. Blandt nyere udgivelser kan nævnes Jørgen Sonnes "Europæisk Lyrik" fra 2007.
Svend Olufsen har haft nær kontakt til Universitetsbibliotekerne i København, ligesom han har leveret bøger, tidsskrifter og blade til udenlandske forskningsbiblioteker i hele verden, blandt andet Kongresbiblioteket i Washington D.C. Efter at Københavns Universitet flyttede til Amager i 1980'erne ,og mange af de studerende forlod Københavns centrum, skulle der skabes nye muligheder for at videreføre virksomheden. Det blev til samarbejde med selskaber og institutioner som Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Modersmål-Selskabet, Søren Kierkegaard Selskabet, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab med flere.
– Selvom jeg er ked af det, fordi dårlig økonomi tvinger mig til at sælge forretningen, trøster jeg mig med, at det har været en kolossal spændende tilværelse at stå i spidsen for C.A.Reitzel's Boghandel & Forlag, siger 75-årige Svend Olufsen. Han håber, et af landets store forlag bider på krogen og køber firmaet. Selvom han glæder sig til at få bedre tid til ægtefælle, børn, børnebørn og boglæsning – vil han ikke sige nej, hvis en ny ejer ønsker, han skal fortsætte som medhjælper. I dag er der kun tre ansatte i boghandelen, inklusive ham selv.
Direktør for Søren Kierkegaard Centeret, dr.theol. h.c. Niels Jørgen Cappelørn frygter, at der blandt andet vil være udgivelser om Kierkegaard på dansk og eventuelt også engelsk, som får svært ved at finde et forlag, hvis C.A.Reitzel forsvinder helt. Han fremhæver Svend Olufsens åbenhed og mod til at løbe risiko med nye forfattere og alt andet end mainstream-emner.
Svend Olufsen foretrækker at give rosen videre til sin forgænger:
– Reitzel må have været i besiddelse af en helt forbløffende fornemmelse for litteratur af blivende værdi. Kun én gang svigtede hans intuition. Det var, da han afviste Madam Mangors "Kogebog for smaa Husholdninger", siger han.
boas@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad