Orkideer og pelargonier strutter af velvære og vand i vindueskarmene i den store lejlighed ved Blågårds Plads. I stuerne er der også masser af liv i form af bunker med bøger, papirer og andet, som der trænger til at blive ryddet op i. Det blev det ikke til sidste sommer, som plejer at være det tidspunkt på året, hvor Lisbeth Søe har ro til at sortere og lægge på plads fra et travlt arbejdsår. En hjerteinfarkt, som hun er kommet sig helt over, betød, at oprydningen er blevet udsat til denne sommer.

Og så har der også været en del andre ting at se til på det sidste. Som 70-års-fødselsdagen den 2. maj, der blev fejret med familie og venner i kirken.

– Det var en fin dag, hvor vi fik mad udefra, og hvor familiens børn sang og spillede for mig, blandt andet "Danmark, nu blunder den lyse nat".

Lisbeth Søe blev også fejret af menigheden ved to afskedsgudstjenester. Hun har sat sig dybe spor i Blågårds Kirke, hvor hun også sammen med menighedsrådet var initiativtager til at få fuldført den mosaikudsmykning af ruderne, som kirkens arkitekt oprindelig havde tiltænkt dem. Den blev udført af Mogens Jørgensen i 1993. Og så blev hun kendt i det ganske land, da kirken i 1991 gav husrum til 78 palæstinensiske flygtninge, der søgte asyl i Danmark – en håndsrækning, som hun og kirkens menighedsråd fik Landsforeningen af Danske Flygtningevenners Hæderspris for i 1992.

Men hvordan er det at stoppe efter så aktivt et arbejdsliv?

– Jeg er ikke stoppet endnu, siger Lisbeth Søe og fortsætter:

– Der er stadigvæk mange ting, der kører. Jeg er engageret i nogle af de mennesker, som jeg ikke synes, jeg har afleveret helt, som ringer til mig og er bekymrede for forskellige ting. Og så deltager jeg i de offentlige møder, som menigheden tropper op til i stort antal om Blågårds Kirkes fremtid. Den er af stiftet blevet udpeget som en af de kirker i København, der skal nedlægges, men folk her vil gerne have, at den fortsætter som kirke og kulturhus. De kan ikke klare flere eksistenser på Blågårds Plads og beder om, at den ikke bliver som Maria Kirkeplads på Vesterbro, hvor Kirkens Korshær har varmestue. Kirkens Korshær vil gerne overtage her og lave døgnåben, natcafe og overnatning, men beboerne har givet udtryk for, at de ikke kan klare mere.

– Jeg går med til møderne, for jeg tænker hele tiden på, hvad der skal blive af kirken. Dengang jeg blev ansat, var der præstemangel, i dag er der medlemsmangel. Selvom jeg har forsøgt at holde stolen varm, har jeg ikke været god nok til at agitere for, at det er vigtigt, at folk døber deres børn. De siger, at det er børnenes eget valg, mens jeg har sagt, at de jo kan melde sig ud igen.

– Jeg ved godt, at jeg bør slippe det, men det er gået helt i blodet på mig. Nu besluttede de forleden på menighedsrådsmødet, at der ikke længere skal foregå kirkelige handlinger som dåb og begravelse i Blågårds Kirke. Jeg er da ked af ikke at kunne blive begravet fra Blågårds Kirke. Det er dér, jeg hører til. Selvfølgelig er man død til den tid og kan være ligeglad. Død og død...

– Når man har arbejdet et sted i så mange år, bliver det ligesom Saint-Exupérys "Den lille prins", der har en smuk rose, som han vander hver dag, taler med og bruger tid og kærlighed på. Det er væsentligt for mig, hvad der sker med kirken. Jeg har brugt mange år på at skaffe penge og få overtalt menighedsrådet til, at vi skulle have mosaikruder. Nu er kirken blevet restaureret og ordentligt, og så kan de da ikke nedlægge den med sådan nogle mosaikruder. Der er også alle de mennesker, man har knyttet sig til i kirken, og det vil da være mærkeligt, hvis der ikke længere er et rum, man kan komme i. Jeg håber, at det ender med, at der vil være jævnlige gudstjenester, og at man på visse tidspunkter kan få døbt sit barn og blive begravet.

– Jeg er godt gal i hovedet over de lukningsplaner, fordi jeg synes, at der er mange mennesker, der ikke bliver tilgodeset med det. Og at det vil være meget mere vigtigt at sætte ind med en storstilet forkyndelse, når man ser, at der er et område som her, hvor mange ikke bliver døbt. Jeg synes, at man skulle samle kræfterne om at forkynde i stedet for at sige: "Nå, der er ikke så mange medlemmer," og så lukke ned, siger Lisbeth Søe.

Hun er født i Ølgod og sammen med en søster vokset op i Hjørring, hvor faderen var provst. Ved siden af præstegården lå den private realskole, som under krigen blev indtaget af soldater. Den latente angst for, hvad der kunne ske, som præger mange, der er vokset op under besættelsen, og oplevelsen af dyb armod har også været med til at forme hendes livssyn.

– På et tidspunkt rykkede der ungarske soldater ind på skolen. De var så fattige. Jeg har aldrig glemt en soldat, der sad og bandt sin sål fast til overlæderet med sejlgarn. Det sad ikke fast. Jeg var syv år, da krigen sluttede, og jeg tænkte tit på, hvordan han skulle bære sig ad med at gå helt tilbage fra Hjørring til Ungarn. Den skole, jeg skulle begynde på i 1945, var også besat. Dér boede tyske kvinder og børn. De var flygtninge, og vi drillede dem. Hvorfor gjorde vi det? Jeg tror, at det har betydet noget, at man var barn, mens der var krig, selvom man ikke kunne forstå, hvor krigen var henne. Da invasionen kom i Frankrig, vidste vi, at den også kunne komme her, og at vi så skulle i bunkeren. Det syntes jeg var uhyggeligt. Så det var meget dejligt, da vi fik at vide, at der var kapitulation, for så blev der ikke invasion, siger Lisbeth Søe og smiler ved tanken om sig selv som en lille pige, der jonglerede med krigsterminologi.

– Jeg er nok vokset op med den tanke, at jeg gerne ville hjælpe nogen, og at jeg skyldte det. Det gør man jo. Jeg kan huske, at der blev bygget nogle boliger i nærheden af os til mennesker, der manglede et sted at bo. Min far var med til at fordele boligerne, og en dag, han kom cyklende hjem, var en mand trådt frem og havde spurgt: "Hvad nummer fik jeg så?" "Du fik ikke noget," måtte min far svare. Det var slemt.

Det teologiske var ikke fremmed for Lisbeth Søe, men det var, fordi hun kom i den kristelige gymnasiastbevægelse, at hun besluttede at læse til præst.

– Det var en helt anden tilgang, som ramte noget i mig. Jeg følte, at nogen havde fod på noget, som jeg ikke havde fod på – tilværelsen – og det ville jeg gerne have. Jeg syntes, at forfatteren Jørgen Bukdahl virkede, som om han havde styr på det. Og idéhistorikeren Johannes Sløk kunne den ene dag holde foredrag om nyplatonisme og den næste om stoicisme, og jeg var lige optaget af det og syntes, det var vigtigt. Men styr på tilværelsen synes jeg aldrig, at jeg har fået. Det er derfor, jeg mener, at jeg er blevet en dårlig teolog.

– Hvis jeg snakker med andre teologer, så vil de altid kunne sige noget om teksten til på søndag, og hvad den betyder i sit kernebudskab. Jeg sidder og læser og læser og tænker: "Hvad er mon pointen her?" En god prædiken skal kunne udlægge evangeliet, så folk kan bruge det til noget, så det har jeg bestræbt mig på. Og så har det været ligegyldigt, om det, jeg sagde, var noget, jeg selv eller andre havde fundet på.

– Det er nok fordi, jeg ikke syntes, at jeg strakte til som teolog, at jeg kom her til Blågård Sogn. Det var et lille ukendt sted, hvor jeg kunne øve mig, og når jeg blev bedre, kunne jeg tage tilbage til Århus. Men det blev aldrig bedre, haha! Jeg turde ikke holde en prædiken for dem, jeg kendte derovre. Derfor blev jeg, og det har været så afvekslende, at der hele tiden har været mennesker, der kom med problemer, som krævede en løsning, og det måtte vi se, hvad vi kunne gøre ved. Der er hele tiden kommet noget nyt. Så var der familier, der ikke kunne klare sig, så kom palæstinenserne, og bagefter kunne jeg ikke skifte embede, fordi jeg var alt for kendt som flygtningeven. Så gik det igennem med mosaikkerne, og da det var færdigt, syntes jeg ikke, at der var mere at lave her. Så søgte jeg om at komme til Løkken, men trak mig alligevel, så det har nok ikke været så helhjertet.

– Vi har haft en menighedspleje her og har derfor haft nogle penge, som jeg har kunnet hjælpe med, når folk har været i vanskeligheder. Det har betydet meget. De samtaler, jeg har haft med mennesker, har altid handlet om økonomiske problemer. Jeg har gået til samtalevejledning på Præsternes Efteruddannelse, men holdt op, for jeg kom aldrig i nærheden af religiøse samtaler. I stedet har jeg arbejdet for at give børn lov og mulighed for at leve et almindeligt liv med fritidsaktiviteter og sommerture. Jeg har været glad for at være her og hygget mig med det meste, for min største glæde det er jo at være sammen med mennesker. Der har været så mange forskellige, der haft brug for en, og de har ikke set, at man har været en middelmådig teolog, og det er rart, siger Lisbeth Søe.

At være blevet 70 og nået til støvets år, som man kaldte det før i tiden, anfægter hende ikke.

– Ens forhold til alder skrider, efterhånden som man kommer fremad. Min fars familie er blevet meget gamle, så det bliver jeg nok også. Man er under uddannelse i 30 år, arbejder i 30-40 år og lever endnu i 30 år. Samfundet taler om ældrebyrde. Hvad skal de dog stille op med os? Jeg ved det ikke, kun at jeg vil fortsætte med alt det, jeg er ved og noget af det, jeg ikke har kunnet nå som at være sammen med familie og venner og skrive breve. Jeg vil også gerne gå til noget igen på Folkeuniversitetet, hvor jeg tidligere har gået til historie om kelterne, kalkmalerier, Dødehavsskrifterne og en gennemgang af Johannesåbenbaringen.

– Jeg synes, at det er vanskeligt at forestille sig, at man læner sig op ad støvets år, men det gør jeg jo. Der er mange, der dør. Jeg tænker, at jeg gerne vil have ryddet op inden. Jeg vil gerne have, at de kommer og siger: Vi troede, der var så rodet, men det er der slet ikke, siger Lisbeth Søe og griner.

– Jeg tænker ikke særlig meget på døden. Min søster døde for syv år siden, og jeg ville gerne i lang tid hen til hende, ikke at jeg ville begå selvmord, men jeg savnede hende. Og jeg vil gerne møde hende igen. Da hun var syg, spurgte hun, om jeg kendte skriftstedet fra Salmernes Bog, salme 139, vers 9-10 i Det Gamle Testamente. Det lyder sådan: "Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast".

– Så tænkte jeg, ja, vi har nok begge to fornemmelsen af, at sådan ville vores far være. Han var der altid for os. Og han vil være der ligegyldig, hvor vi ender.

remar@kristeligt-dagbad.dk