– Jeg håber, vi kan tælle med som et land, man gerne vil lægge øre til. Fordi vi laver gode analyser, og fordi vi taler med alle mennesker. Verdenssamfundets dagsorden rummer mange elementer, som ikke er unikt danske.

– I kampen mod terror, for eksempel, er vi omgivet af venner. Verden er i den grad optaget af at bekæmpe terror.

– En anden dagsorden er kampen mod fattigdom, som jeg tror kommer til at fylde mere. Vi er meget optaget af fødevarekrisen her og nu, men den er endnu et symptom på, hvor skadelig fattigdom er.

Begge spor handler om globale interesser, siger Margrethe Vestager.

– Et godt eksempel er det radikale forslag om at adskille den fattigdomsrettede u-landsbistand fra de såkaldte kollektive goder. I Danmark finansierer vi jo ikke veje ved at skære i kontanthjælpen. Det ville de fleste finde absurd, men det gør vi i øjeblikket med u-landsbistanden, siger hun.

Og sætter sin lid til, at EU får en mere central placering i verdenspolitikken.

– Hvis vi ser fem-ti år frem, håber jeg, at EU på et helt andet niveau er i stand til at handle i et globalt perspektiv. Både over for umiddelbare naboer, men sandelig også i et udviklingsperspektiv. Det gælder handel, det gælder sikkerhed, det gælder klima. Og grundlæggende ting som mad, udvikling og sundhed, siger Margrethe Vestager.

Om end dansk sikkerhedspolitik skal ses i denne brede sammenhæng, står spørgsmålet stadig tilbage: Hvad med det skarpe engagement med soldater og våben i verdens brændpunkter? Hvor befinder det engagement sig om 10 år, hvis det står til De Radikale?

– Jeg ville jo håbe, det blev mindre, fordi der var mindre grund til det. Nøgternt betragtet tror jeg, der stadig vil være behov for, at Danmark også stiller op i FN-regi. Givetvis med EU eller NATO som udførende part. Der vil blive ved med at være konflikter, hvor Danmark kan spille en rolle.

– Men vi kan også gøre rigtig meget for, at Danmark om 10 år er sluppet af med et lidt skramlet image. Som nogen, der fulgte en meget Bush-orienteret international dagsorden, og som måske ikke helt vidste, hvad vi ville med os selv i en periode, da vores samfund skiftede karakter, siger hun.

Både håndteringen af Muhammed-krisen og Irak-krigen er de store anstødsstene for hende.

– Jeg håber, vi kan få en meget mere reelt problemorienteret og nøgtern indenrigspolitisk dagsorden. Det gør indtryk på mig, når bladet Economist skriver en meget lang artikel om Dansk Folkepartis burkaannoncer, og hvordan det ser ud for det muslimske mindretal i Danmark. Det er ikke særlig godt for os. Jeg oplever heller ikke, at det er i overensstemmelse med dansk selvforståelse.

Men det kan du vel ikke ændre på 10 år? Dansk Folkeparti kan blive ved med at sætte annoncer i avisen, så længe vi har ytringsfrihed?

– Men måske har vi en anden regering, som ikke har et antimuslimsk parti som parlamentarisk grundlag. Måske kan vi få en statsminister, som kan være noget mere klar i mælet end den nuværende, siger Margrethe Vestager.

Hun erkender, at det går hurtigere med at nedbryde et image end med at opbygge et nyt, men tror stadig, det sidste kan lade sig gøre. Især hvis regeringen fortsætter sit arbejde for at få gang i det såkaldte folkelige diplomati, public diplomacy. Det er bestræbelserne på at føre et aktivt og udadvendt diplomati ikke kun over for regeringer, men også over for befolkningen, for eksempel i de mellemøstlige lande.

Hun næsten skamroser udenrigsminister Per Stig Møller (K) for hans indsats på området – og stiller sig i samme åndedræt tvivlende over for, om indsatsen bakkes helhjertet op af Venstre og Dansk Folkeparti. Et gammelkendt politisk trick at drive en kile ind mellem allierede på Christiansborg.

Men kunne det ”antimuslimske parti” ikke have en pointe i, at islamiske lande har et problem med demokratiet? Kun ganske få lande med muslimske flertal har jo i dag fungerende demokratier.

– Postulatet om, at islam og demokrati ikke kan forenes, har udtømt sig selv, i og med at lande som Tyrkiet og Indonesien har demokrati. Så det kan godt forenes.

– Det andet er, at lige så stolt, jeg er over vores vestlige værdier, lige så beskæmmet er jeg, hvis de skal ses som noget, der er vendt aggressivt mod andre. Jeg ønsker sådan set, at andre skal synes godt om vores værdier og overveje, om de selv kan bruge dem til noget. Jeg tror ikke, at en aggressiv brug af vores værdier gør, at flere bliver vundet for dem. Tværtimod, siger hun.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk