Lidenskab og ludomani

Leonid Tsypkin begriber ikke, at Dostojevskij var antisemit. Hvordan kan den digter i verden, der har skrevet mest om medfølelsen – "Medfølelsen er det eneste levende", skrev han – glemme medfølelse, når det drejer sig om jøder?

Det ødelægger dog ikke Tsypkins fascination. Han undrer sig over, at nogle af de største fortolkere af Dostojevskij har været jøder som han selv. Men den medfølelse, Dostojevskij ikke lader jøderne komme til gode, den lader Tsypkin i sit kunstværk Dostojevskij komme til gode. Det er smerteligt at se Dostojevskij besat af spillelidenskab. Han sagde selv, at hvis man ville finde ham i romanerne, skulle man lede hos de mest uhyggelige skikkelser: Svidrigajlov i "Forbrydelse og straf", Stavrogin i "Onde ånder" eller Ragozin i "Idioten".

Det er pinefuldt at se Dostojevski desperat synke ned i fallit og elendighed. Man er tryllebundet under læsningen og det lige så meget i nutidsafsnittene som i fortidsskildringen af ægteparret Dostojevskij. Man søger en forfatter og finder et menneske, man aldrig glemmer. Både hans og Dostojevskijs liv får læseren til at skamme sig over en smule selvmedlidenhed.

Dostojevskij forbandede aldrig sit liv, men sagde: "Hvad er mere overraskende og uventet end virkeligheden selv?"

Bogens sidste sider handler om Dostojevskijs død under en blodstyrtning i hjørnelejligheden i 1881. Han beder sin kone om at læse det sted, hvor Kristus siger til Judas: "Lad det ske snart" – og tager det som et tegn: "Snart betyder, det er i dag, jeg skal dø".

Jeg fik bogen af en, der vil mit bedste og kender mig bedre, end jeg kender mig selv. Det er den bedste bog, jeg har læst de seneste fem år. Da jeg var færdig med den, læste jeg den forfra. Den hypnotiserer læseren. Den har noget, som almindelige romaner ikke har – noget parapsykologisk. Noget visionært eller synsk – eller hørsk. Kan man sige det?

Jeg har besøgt Freuds stuer i London, Strindbergs hjem i Stockholm og Dostojevskijs hjem i Skt. Petersborg. Men jeg har ikke mærket deres ånd. Det sker under læsningen. En lysende åndemaning. Modig, mild og mesterlig.

Tak til oversætteren Ole Husted Jensen og ære være forlaget Batzer og Co/Roskilde Bogcafe for deres satsning.

En bog, man let kommer ind i, men umuligt ud af igen. Den udkom en uge efter forfatterens død. Så er der måske alligevel en højere retfærdighed til. Bogen har i sit inderste væsen noget af livets egen uhåndgribelighed over sig. Jeg er godt klar over, at jeg har to skruer løs efter to blodpropper i hjernen. De betyder, at jeg ikke kan sondre mellem drøm og virkelighed, og det kan bogen heller ikke. Det svundne er en drøm. Vi passede godt sammen – bogen og jeg.

Engang sagde man: "Jeg er et menneske – og intet menneskeligt er mig fremmed". I dag, hvor man næsten har vendt det på hovedet og siger: "Intet fremmed er mig menneskeligt", er det lige sådan en slags bog, der er brug for.

Falder den i de rette hænder, bliver man bedre til at se gennem fingre! Er det ikke det, vi har romaner til?

kultur@kristeligt-dagblad.dk