På vej gennem oprørte vande

Det er oftest bygget af tonstunge kampesten, står solidt plantet på landjorden og ville aldrig være i stand til at holde sig flydende i bare et enkelt sekund.

Så hvad er egentlig meningen med at kalde kirkens centrale bygning for skibet? Umiddelbart kan det være svært at se sammenligningen mellem det store kirkerum og et søgående fartøj.

Prøver man at tænke i billeder, giver det dog langt bedre mening. Allerede i kristendommens tidligste historie blev skibet nemlig brugt som et symbol på kirken, der sejlede gennem oprørte vande for at nå nyt land og udbrede budskabet.

Og når netop kirkens hovedrum har fået dette navn, skyldes det naturligvis også, at det er her, man finder skibets besætning, som både skal hjælpe skibet frem og selv bringes sikkert i havn, nemlig menigheden.

Billedet af kirkerummet som skibet kan spores helt tilbage til det gamle Grækenland, hvor man betegnede menighedens del af kirkerum som ”naos”, som betyder skibet. I de vestlige kirker blev dette til det latinske navis. Og i særlig store kirker er der ikke kun et skib, men også midterskib, sideskibe og op til flere tværskibe. Nu er der jo nok dem, der straks vil påpege, at et kirkeskib ikke kun er et rum i kirken. Og det er fuldstændigt korrekt.

For at fuldende forvirringen findes der også en anden form for kirkeskibe, nemlig de små skibsmodeller, der hænger i loftet i flere kirker.

Netop på dette punkt er søfartsnationen Danmark i en klasse for sig. Mere end 1000 kirkeskibe findes i de danske kirker, hvor de historisk set er blevet givet som gaver (votivgaver) af søfolk, der havde overlevet farefulde sejladser eller i det hele taget bare ville give deres lokale kirke dette helt særlige symbol. Landets ældste kirkeskib findes i Ho i Vestjylland og er fra 1600-tallet.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk