Kirkegængerne holder af deres store skrummel

Enrique De La Fuente har hængt messeklæderne på en knagerække på væggen og sidder afslappet i sit hverdagstøj i sakristiet efter messen. Den aldrende præst pulser på en cigaret, mens han nærmest undskylder for de mange tomme pladser, der var på bænkene i det store, halvmørke kirkerum under gudstjenesten. Kun godt halvandet hundrede havde indfundet sig denne onsdag aften sidst i juli, vurderer han.

– Mange er ude af byen på grund af ferie. Normalt har vi ikke problemer med at fylde kirken i weekenderne, og til en hverdagsmesse som denne plejer der at komme over dobbelt så mange som i dag, ofte over 400, siger De la Fuente.

De La Fuente har været præst i Vor Frue af Freden-kirken i Pacífico-kvarteret i det centrale Madrid i snart 30 år nu. Han er den kun tredje præst i kirken, der blev påbegyndt i januar 1940 som den første nye kirke i Madrid efter afslutningen på den blodige spanske borgerkrig. Deraf navnet.

Præsten har på første hånd kunnet følge med i, hvordan kvarteret har ændret sig gennem årene. Hvor der i begyndelsen stadig var åbne områder og lave huse spredt rundt omkring, ligger kirken i dag presset ind mellem etagebyggerier og de travle gader omkring områdets markedshal. Da kirkebygningen, der blev indviet i 1958, oven i købet er ”et stort skrummel, som man nu godt kunne lide dem dengang under Francos nationalkatolicisme”, som De La Fuente udtrykker det, kommer den let til at se lidt stor og klodset ud i gadebilledet.

– Den er dog bygget med betydelig mere stil og smag end de fleste andre fra den tid, og den er godt indrettet, så vi alle kan se hinanden under messerne. Der er selvfølgelig også sket en del med den gennem årene. For et par år siden fik vi for eksempel aircondition, så det nu er til at holde ud at holde gudstjenester om sommeren, siger han med et lettet smil på læberne.