Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Kirkegængerne holder af deres store skrummel til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kirkegængerne holder af deres store skrummel

Vor Frue af Freden-kirken er den første nye kirke, der blev bygget i Madrid efter afslutningen på den spanske borgerkrig. Byggeriet blev indledt i 1940. Kirken er et typisk eksempel på arkitekturen under Franco. –

- Mikkel Larsen.

Fakta

Korrespondentens kirke

Kristeligt Dagblad sender sine korrespondenter rundt om i verden hen til den kirke, der ligger...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Vor Frue af Freden-kirken i Madrid har ikke problemer med fremmødet. Selvom de fleste kirkegængere er godt oppe i årene, er præsten ikke nervøs for fremtiden

Enrique De La Fuente har hængt messeklæderne på en knagerække på væggen og sidder afslappet i sit hverdagstøj i sakristiet efter messen. Den aldrende præst pulser på en cigaret, mens han nærmest undskylder for de mange tomme pladser, der var på bænkene i det store, halvmørke kirkerum under gudstjenesten. Kun godt halvandet hundrede havde indfundet sig denne onsdag aften sidst i juli, vurderer han.

– Mange er ude af byen på grund af ferie. Normalt har vi ikke problemer med at fylde kirken i weekenderne, og til en hverdagsmesse som denne plejer der at komme over dobbelt så mange som i dag, ofte over 400, siger De la Fuente.

De La Fuente har været præst i Vor Frue af Freden-kirken i Pacífico-kvarteret i det centrale Madrid i snart 30 år nu. Han er den kun tredje præst i kirken, der blev påbegyndt i januar 1940 som den første nye kirke i Madrid efter afslutningen på den blodige spanske borgerkrig. Deraf navnet.

Præsten har på første hånd kunnet følge med i, hvordan kvarteret har ændret sig gennem årene. Hvor der i begyndelsen stadig var åbne områder og lave huse spredt rundt omkring, ligger kirken i dag presset ind mellem etagebyggerier og de travle gader omkring områdets markedshal. Da kirkebygningen, der blev indviet i 1958, oven i købet er ”et stort skrummel, som man nu godt kunne lide dem dengang under Francos nationalkatolicisme”, som De La Fuente udtrykker det, kommer den let til at se lidt stor og klodset ud i gadebilledet.

Annonce
– Den er dog bygget med betydelig mere stil og smag end de fleste andre fra den tid, og den er godt indrettet, så vi alle kan se hinanden under messerne. Der er selvfølgelig også sket en del med den gennem årene. For et par år siden fik vi for eksempel aircondition, så det nu er til at holde ud at holde gudstjenester om sommeren, siger han med et lettet smil på læberne.

Også beboerne i området har ændret sig med tiden. Der er for det første kommet mange flere til, og befolkningen er i dag meget blandet. Af kirkens 18.000 sognebørn er næsten 3000 udlændinge, langt de fleste af dem sydamerikanske indvandrere.

– De er flittige kirkegængere og integreres hurtigt i menigheden, da de allerede kan sproget. De kommer dog tit med en lidt særegen, nærmest magisk tilgang til troen, der ligger meget langt fra den, vi har. Men hvis de bare bliver glade over, at jeg giver dem en flaske velsignet vand fra en barnedåb, så er det også fint med mig, siger præsten.

Kirken er samtidig hjemsted for byens talrige polske menighed. Til det formål har den tilknyttet to polske kapellaner, der holder messe både på hverdage og i weekender og klarer det praktiske arbejde med at registrere og betjene de polske troende.

– De kommer fra hele Madrid til de gudstjenester, og så er kirken næsten ikke stor nok længere, siger De La Fuente.

Sognebørnene deltager generelt meget i de kirkelige aktiviteter, fortæller præsten. Ud over at komme til messerne hjælper de også til med det sociale arbejde og støtter kirken rent økonomisk. Kirken kan således klare sig alene med de faste donationer, der gives, og den månedlige kollekt, hvilket er ret usædvanligt for en kirke i Spanien.

Langt den overvejende del af kirkegængerne denne onsdag var godt oppe i årene. Kun her og der ses en yngre person. Præsten er klar over problemet.

– Vi prøver at skabe en festlig stemning og få menigheden til at deltage meget i messen og på den måde give mening til eukaristien, så de yngre også kan være med. Vi prøver hele tiden at se fremad, siger han og forklarer, at han er stor tilhænger af de ændringer af den katolske liturgi, der blev vedtaget ved det Andet Vatikanerkoncil i midten af 1960’erne.

– Vi forsøger at give troen mening ved at give ordet en central placering i gudstjenesten, siger han.

De La Fuente er ikke nervøs for fremtiden, siger han.

– Det er klart, at tendensen i samfundet er, at religionen fylder mindre og mindre. Det kan derfor godt være, at der vil komme færre kirkegængere i fremtiden, men de vil være af større ”kvalitet”. Jeg er generelt ikke den store tilhænger af at bedømme kirken på tal og statistikker. Jeg har allerede viet for mange par, der ikke havde det mindste forhold til troen, men blot gjorde det af respekt for familiens traditioner, siger han og fortsætter:

– De, der kommer i kirken i fremtiden, vil være dem, der er gået mod strømmen og har valgt deres tro, og de vil derfor komme med større gejst. Og selvom vi bliver færre, tror jeg også, der er noget derude, der ikke afhænger så meget af os, som vil være med til at sikre kirken. Jeg tror også en smule på helligånden, siger han med et smil, inden han læner sig tilbage og tænder endnu en cigaret.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock