Ærkebiskop står styrket efter Lambeth-konference

Meningsmåling blandt anglikanske biskopper viser stor opbakning til ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams

I går aftes sluttede den anglikanske kirkes Lambeth-konference i Canterbury. Ærkebiskop Rowan Williams har stor opbakning, og tre fjerdedele af de adspurgte biskopper har tillid til ærkebiskoppens evne til at bringe det anglikanske kirkesamfund videre. -
I går aftes sluttede den anglikanske kirkes Lambeth-konference i Canterbury. Ærkebiskop Rowan Williams har stor opbakning, og tre fjerdedele af de adspurgte biskopper har tillid til ærkebiskoppens evne til at bringe det anglikanske kirkesamfund videre. -.

I går aftes sluttede den anglikanske kirkes Lambeth-konference i Canterbury med en afslutningsgudstjeneste. Her var repræsentanter for den anglikanske kirke på verdensplan samlet i al sin pomp og pragt, og ærkebiskoppen af Canterbury kunne i sin egen katedral komme med de sidste afsluttende ord, før de 670 forsamlede igen drog hjem til deres bispesæder rundt omkring i verden.

For ærkebiskop Rowan Williams skete det i bevidstheden om, at han har formået at holde en tre uger lang konference, hvor kirken ikke åbenlyst kom op at skændes om kontroversielle spørgsmål som især homoseksuelle i kirken. En meningsmåling foretaget af avisen The Times viser også, at der er stor opbakning til Rowan Williams.

Tre fjerdedele af de adspurgte biskopper har således tillid til ærkebiskoppens evne til at bringe det anglikanske kirkesamfund videre. Men en tredjedel mener ikke, at han er den rette mand til at forhindre en splittelse i den anglikanske kirke. Undersøgelsen er foretaget blandt 100 af de 670 biskopper på Lambeth-konferencen. Ærkebiskoppen af Uganda, Henry Orombi, som boykottede konferencen, har i et avisindlæg beskyldt Rowan Williams for at gøre den anglikanske kirke til en homoseksuel kirke. Men Rowan Williams svarer i et interview med det økumeniske nyhedsbureau ENI, at han tror, de fleste afrikanere er optaget af andre ting end homoseksualitet.

Den største bekymring for mange afrikanere er rent vand, mad, arbejde og gennemsigtighed i regeringen, understreger Rowan Williams.

Det er også emner, der er blevet debatteret på Lambeth-konferencen, men det var spørgsmålet om homoseksuelle, der dominerede.

På et pressemøde beklagede ærkebiskop Kwong fra Hong Kong, at der ikke er kommet nogle løsninger.

Det er skuffende, at vi har brugt så meget tid på at tale og lytte. Jeg ville ønske, at vi havde mere tid til at tale om handling, og hvad der skal ske i forhold til de emner, der skiller os. Det er på tide, at vi gør noget ved det, fastslår ærkebiskop Kwong.

Han beskylder de forskellige fløje i kirken for at bruge alt for meget tid på at forsvare deres egne synspunkter frem for at lytte til hinanden.

I det afsluttende dokument beklager den episkopale kirke, der er den anglikanske kirke i USA, at den ikke var klar over, at indsættelsen af den homoseksuelle biskop Gene Robinson ville have en så stor negativ indflydelse. Men den episkopale kirke beklager ikke, at den indsatte ham. Lambeth-konferencen undgik splittelse over emnet men fandt ikke en løsning.

norum@kristeligt-dagblad.dk