Forpligtet på tolerance og barmhjertighed

Med sin placering ved den palæstinensiske by Nablus bliver Samarias forpligtelse på gæstfrihed og fred i dag sat på prøve i konflikten mellem israelere og palæstinensere.

– Samaritanerne er folket, der skaber fred mellem mennesker, og de forsøger i hvert fald på Vestbredden at leve op til deres egen selvforståelse. De skal manøvrere mellem israelerne på den ene side og palæstinenserne på den anden side, og det kan gå grueligt galt, hvis de vælger side. De seneste år har de forsøgt at skabe et fredstempel på Garizim-bjerget, siger Ingrid Hjelm.

Det er persernes opdeling af Israel i etniske grupper og især templerne på Garizim og i Jerusalem, der politisk og religiøst adskiller jøder og samaritanere. Til trods for at de faktisk deler den samme tro på Jahve, og at Mosebøgerne er fælles skriftlig tradition.

– Teksterne går ikke så vidt som til at sige, at samaritanerne er et urent folk, blot at jøderne ikke vil anerkende dem som en del af deres eget folk, fordi de er tilflyttere eller bryder ud fra den jødiske rituelle kult i Jerusalem for at etablere deres eget tempel på Garizim. Derfor handler konflikten alene om, hvem der er de sande israelitter, siger Ingrid Hjelm.

Men i kristen forkyndelse er samaritaneren mere end nogen anden forbundet med den udstødte ikke-jøde og den åndeligt urene, man ikke vil røre ved.

– Lignelsen om den barmhjertige samaritaner i Lukas- evangeliet er fortællingen om den ultimative barmhjertighed. Det fantastiske er, at en mand, der er en udstødt hedning, og som man ikke forventer et overskud af, alligevel hjælper. I forkyndelsen viser samaritaneren os, at vi også er næste for dem, der ser ned på os. Vi er alle sammen den forslåede i vejkanten, og vi skal kunne tage imod hjælpen fra en, der er lavere end os i menneskelig forstand, siger Anni Louise Albæk, der er gadepræst i Århus.

Dagligt færdes hun blandt mennesker, der selv både er den lidende i vejkanten og samtidig også den udstødte samaritaner, der mod al forventning har overskud til at hjælpe.

– Både gennem den barmhjertige samaritaner og den promiskuøse samaritanske kvinde ved brønden i Johannesevangeliet kapitel fire, sætter Jesus dobbeltstreg under facit og understreger, hvor radikalt hans budskab er: Kan I da ikke forstå, at når jeg kan omgås selv samaritanere, er jeg ikke kun for jøderne, jeg er for hele verden, siger Anni Louise Albæk og tilføjer:

– Omsat til hverdagen skal vi overveje, hvem er det er, jeg afskærer, hvem der har såret mig mest og gjort mig mest ondt. Det menneske skal jeg gå hen til. Det er min samaritaner.

Det budskab er teolog og ph.d. Ingrid Hjelm helt enig i, men hun pointerer, at ét er den kristne forkyndelse, noget andet er det historiske belæg for i almindelighed at tro, at samaritanerne lider af mindreværdsfølelse over for jøderne, som når den samaritanske kvinde i Johannes- evangeliet udbryder: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?”

– Det er noget, vi ikke ved ret meget om. Samaritanernes tempel på Garizim ødelægges i år 110 før Kristus og jødernes tempel i Jerusalem bliver ødelagt i 70 efter Kristus. Så begge grupper står på et tidspunkt uden et tempel, og på Det Nye Testamentes tid er samaritanerne stadig et stort folk. Her er det nok vigtigt at skelne mellem litteraturen og virkeligheden og blot slå fast, at evangelierne har villet fremstille en bestemt sag, siger hun.

I nutidens Israel og i De palæstinensiske Selvstyreområder lever samaritanerne som et anerkendt, men ret lille mindretal.

713 samaritanere fordeler sig på Garizim-bjerget, hvor de taler arabisk og i Tel Aviv-forstaden Holon, hvor de taler hebraisk. Og selvom de jødiske samaritanere kendes ved deres gæstfrihed og tolerance, lever de i en lukket religiøs enklave, hvor de nøje følger forskrifterne fra Den Samaritanske Pentateuk, en samaritansk udgave af Mosebøgerne.

Samaritanerne er ikke præget af det babylonske eksil og tror derfor ikke på de rabbinske skrifter og fortolkninger af Moseloven. De holder sabbat og går til gudstjeneste i synagoger, men dyrker desuden en offerkult på Garizim-bjerget ved de jødiske højtider.

Samaritanernes strenge religiøse forskrifter om at gifte sig indbyrdes var nær blevet deres endeligt.

– I 1920’erne var der kun 146 samaritanere, men det er en voksende gruppe, blandt andet fordi det i dag er tilladt for samaritanske mænd at gifte sig med jødiske kvinder. De gifter sig ikke alene med israelske kvinder, men også russiske jødiske kvinder. Det er de lykkelige for, konstaterer Ingrid Hjelm.

kirke@kristeligt-dagblad.dk