Mission har fået nyt liv i folkekirken

Kolind er begejstret for de mange førnævnte nye tiltag, der er kommet fra kirkeligt hold i de senere år.

– Det er en anden form for mission, men i virkeligheden handler det om at tilpasse kirken til den tid, vi lever i, siger han.

Sekulariseringen, tabet af viden om kristendom og nye synlige religioner i Danmark er en del af forklaringen på den øgede fokus på mis-sion.

En anden kan findes i kirken selv. De gamle kirkelige retninger – Indre Mission og grundtvigianerne – har mistet de klare farver, der adskilte dem. De har, omend ikke fundet sammen, så i hvert fald fundet sammen om, at sekulariseringen er en så stor trussel mod kristendommen og folkekirkens samfundsmæssige placering i Danmark, at man kan blive enige om at have en fælles udfordring.

Harald Nielsen, hovedmand bag missionsselskabet Danmissions historieprojekt, mener, at missionens dårlige ry stammer fra 1889, hvor Indre Mission overtog lederposterne i Det Danske Missionsselskab. Grundtvigianerne blev trængt ud og blev fra 1920’erne stærkt prægede af Tidehverv, som ikke var interesseret i mission. Tidehverv opstod i 1920’erne i protest mod fromhed og kristen godgørenhed i de indremissionske kredse.

– Tidehverv blev den dominerende kirkelige røst fra 1920’erne, og derfra blev mission, både den nationale og den internationale, simpelthen opfattet som noget, der ikke var et anliggende for hele folkekirken, men et ugleset anliggende for fromme specialister, siger han.

Men ifølge Harald Nielsen har grundtvigianerne gennem de sidste 20 år løsrevet sig fra Tidehverv. Og selv Tidehverv taler i dag om mission. Dertil er der kommet en række præster, hvis bagland ikke er generationer af kir-kelighed, og som skal fungere i et samfund, hvor religion diskuteres som sjældent før.

– Indre Mission dør ud, og derfor er missionen nødt til at finde andre kilder. I dag vrimler det med religiøse kurser på grundtvigske højskoler og i kirkeligt regi, hvor det før alene foregik på Indre Missions højskoler og i Løgumkloster. Grundtvigianerne er begyndt at tænke teologisk i mission. Der er simpelthen sket en kolossal kapacitetsopbygning på det her felt, mener Harald Nielsen.

– Og de nye præster har for manges vedkommende et fuldstændig ukompliceret forhold til mission og kirkelig aktivisme. De tager simpelthen fat, hvor de ser et behov eller en udfordring. De kan heller ikke bare fordømme sekulariseringen, for de selv er børn af den, og sandsynligvis har de både sekulære forældre og venner. Det er ikke længere et spørgsmål om, at ”er du ikke med os, så er du mod os”, som de kirkelige retninger stod over for hinanden tidligere. Det er et samspil mellem folk og kirke, siger Harald Nielsen.

Og det er måske derfor, at mission som et af fire ben, folkekirken skal stå på, fuldstændig uproblematisk gled ind i Kirkeministeriets grønne betænkning sammen med forkyndelse, undervisning og diakoni. Betænkningen udmøntes i øjeblikket i en række lovforslag. Og derfor at Folkekirkens Mission samler flere og flere deltagere til deres konferencer om emnet. Senest for få uger siden, hvor blandt andet ikke mindre end fem biskopper deltog.

Ikke desto mindre mener Luthersk Missions generalsekretær, Jens Ole Christensen, at det måske var yderlige en konference værd at diskutere, om deltagerne så rent faktisk mener det samme med ordet mission.

– Det er meget, meget positivt, at mission ikke længere er et fy-ord i folkekirken, og at man er fælles om bekymringen for, at den kristne tro ikke automatisk nedarves fra generation til generation. Men når Luthersk Mission taler om mission, så handler det om at få mennesker til at komme til tro. Ikke bare den kristne ritualisering af bryllupper, salmesang og hvilke andre aktiviteter, folkekirken kan finde sammen om, siger han.

– For det er jo sådan, at mens man ikke længere bliver bedt om at vaske munden med sæbe, hvis man siger mission, så gælder det stadig, hvis man siger missionsk. Det er ikke i hvert fald ikke blevet et plusord, siger Jens Ole Christensen.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk