Margrethe Vestager fatter blot ikke, at hun som formand for et parti der ingen indflydelse har, ikke med alliancen med 27 dommere i EU, skal kuldsejle dansk demokratisk besluttet og vedtagen udlændingelovgivning på områder hvor vi udtrykkeligt har anerkendte undtagelser, i forhold til resten af EU-landene. Vi har forbehold overfor definitionen på EU-borgerskabet. Vi har retlige forbehold der muliggør en selvstændig og nødvendig udlændingepolitik i Danmark.

Man bliver jo dog, uanset om man kan eller vil arbejde eller ej, hverken mere eller mindre udlænding, af at komme hertil - som udlænding, og er derfor selvsagt omfattede af udlændingereglerne som de er vedtaget i det danske folketing.

Det passer naturligvis hverken Magrethe Vestager eller de 27 EU-dommere, at de kan og fortsat skal respektere de danske forbehold, af den simple årsag, at de ikke er ophævede ved en folkeafstemning - endnu.

Men den radikale forkvinde kan jo søge i debatten op mod en eventuel afstemning om afvikling af vore danske forbehold, at argumentere for sit synspunkt. Så må vi se om befolkningen pludselig begriber det lyksagelige i det radikale 'Rasmus-modsat' statgement der i alt for mange år bestod i, at proppe solide socialdemokratiske stemmer i egne lommer og kører med udlændingeklatten herhjemme.

I sin galde mod Margrete Vestager blander Torben Pedersen flere ting sammen, nemlig Danmarks udlændingepolitik og vores forbehold for EU-samarbejdet. Jeg skal ikke blande mig i TPs udestående med de radikales udlændingepolitik men blot påpege, at TP tager fejl på et punkt:

citat:
Vi har forbehold overfor definitionen på EU-borgerskabet.



Det danske forbehold overfor unionsborgerskabet blev i sin tid udformet for at præcisere, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale statsborgerskab. Forbeholdet understreger netop, at undtagelsen ikke får indflydelse på de rettigheder som borgerne har i kraft af unionsborgerskabet. Man har så at sige blot villet markere en modstand mod begrebet unionsborgerskab og ikke mod dets praktiske konsekvenser, som bl.a. har at gøre med borgerens forhold til EUs institutioner.

I hele dets levetid har forbeholdet overfor unionsborgerskabet til forskel for de øvrige danske forbehold ikke haft indflydelse på Danmarks politik i EU en eneste gang, ingen EU-borger har hverken færre eller flere rettigheder i kraft af dette forbehold, og Danmark definerer heller ikke en unionsboger anderledes end andre EU-lande. Dertil kommer, at med Amsterdamtraktaten i 1998 blev det som oprindeligt var indholdet af den danske undtagelse indskrevet i traktaten, så det nu kom til at gælde alle EU-lande.

I praksis har Danmark derfor kun 3 forbehold, men sig det endelig ikke til nogen.

Et andet sted, hvor Torben Petersen blander flere ting sammen er spørgsmålet om EF-domstolen. Domstolen har slet ikke behandlet, endsige blandet sig i dansk udlændingepolitik eller den danske udlændingelov.

Domstolen har bare slået fast, at alle lande (herunder naturligvis Danmark) skal overholde reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, sådan som vi besluttede ved folkeafstemningen i 1972.

Da dommen altså handler om arbejdskraftens frie bevægelighed og ikke om udlændingepolitik, så har den naturligvis heller ikke noget med retsforbeholdet at gøre.

Helbo glemmer, at al fremtidig EU-bemyndigelse på fire afgørende punkter er suspenderet og anerkendt som suveræne danske anliggender, i og med EU's anerkendelse af fortsat dansk medlemsskab i EU, trods vores klart oplistede fire forbehold.

...Og vore 'oplysteEuropæer' glemmer, at uanset dansk tiltrædelse til EF i 1972 der indkluderede arbejdskraftens frie bevægelighed i medlemslandene, da har EU efterfølgende anerkendt Danmark som fuldgyldigt og fortsat medlem i EU, TRODS vore udtrykkeligt forlangte fire forbehold. At borgere i EU-medlemsstater i vanlig vid udstrækning har adgang til at beskæftige sig legitimt i landet, hersker der således ingen tvivl om. Derimod synes der at herske tvivl om, hvorvidt en udlænding er en person med eller uden dansk statsborgerskab. Med den i dansk lovgivning besluttede definition, er enhver ikke-dansk statsborger sådan set fremdeles - og EU-anerkendt - en udlænding, set med suverænt danske selvbestemmnelses-briller, alene fordi EU allerede har anerkendt, at Danmark har sine fire forbehold der muliggør selvstændig dansk politik på udlændingeområdet.

Lad nu ikke de turbo-fræsende Eurabere fordreje hovederne på jer, kæreste venner. Aftaler er til for at skulle respekteres - gensidigt - selv når aftalerne indgås mellem en suveræn nationalstat og EU. Og det skal vi så have forklaret EU-dommerne: Deres afgørelse får ganske vidtrækkende konsekvensere i tilsluttede nationer der IKKE har nogen forbehold - men ikke i Danmark der HAR de allerede EU-anerkendte forbehold.