Nanna Schelde |
5. august 2008
Folkekirkens fælles hjemmeside er på grund af interne stridigheder endt som en tandløs informationskanal. Det er en falliterklæring, hvis den ikke bliver bedre, mener tidligere biskop
Folkekirken er ikke gearet til kommunikation på højt niveau. Det mener både en folkekirkepræst og tidligere biskop, der begge er kendt for deres mediekyndighed.
Mens andre virksomheder har velfungerende hjemmesider, er det stadig ikke lykkedes virksomheden folkekirken – med 4,5 millioner medlemmer – at lave en ordentlig hjemmeside. Selvom folkekirken.dk 1. januar 2008 fik en ny bestyrelse netop med henblik på at højne hjemmesidens kvalitet, er succesen udeblevet.
Egon Lausen, sognepræst og producent af folkekirkeligt tv på Fyn, tror ikke på, at det bliver anderledes.
– Det går ikke. De referater fra bestyrelsesmøderne, der ligger på folkekirken.dk viser, at der ikke sker noget. Faktisk er der sket endnu mindre, efter den ny bestyrelse er tiltrådt. Den er et magtorgan, ikke et kompetenceorgan. Den prioriterer hjemmesiden lavt, og er ikke villig til at give magten fra sig, og så sker der ikke noget, mener han.
Ifølge Egon Lausen er folkekirken.dk simpelthen for tam og livløs i sin nuværende form:
– Skal den give mening, skal den have et mere interessant image. Den skal være anderledes fremme i skoene og drive mission. Hvis man ikke man bruger siden til progressiv mission, er den et flop. Opsummering af folkekirkelige nyheder har vi rigeligt af i forvejen, siger han.
Tidligere Roskilde-biskop Jan Lindhardt ser også gerne, at folkekirkens hjemmeside udvikler sig.
– Det er principielt en god idé at have en fælles hjemmeside for folkekirken, og det burde kunne fungere. Alt andet ville simpelthen være for flovt, men jeg kan selvfølgelig ikke udstede garantier, siger Jan Lindhardt.
Han ser uenighed i den tidligere bestyrelse som årsagen til, at folkekirken.dk stadig mest af alt fremstår som en informationsside uden interaktivitet og dynamik.
– På grund af teologiske stridigheder duede den hidtidige konstruktion ikke – folk delte sig op i øst og vest. Derfor synes jeg bestemt, det er godt, at der kom en ny bestyrelse, men det er endnu for tidligt at se effekten af den. Der vil nok gå et års tid, før man rigtig kan mærke det, vurderer Jan Lindhardt.
Peter Fischer-Nielsen, der er i gang med et ph.d.-projekt om kirke og internet på Aarhus Universitet, vurderer, at folkekirken står for envejskommunikation på internettet.
– Det er oppefra og ned. Der er ingen dialog, og brugerne kan ikke give deres holdninger til kende. Men som informationskanal fungerer det godt, fordi hjemmesiden hele tiden bliver opdateret. Problemet med at lave en officiel side for folkekirken er, at den let bliver en neutral fællesnævner, siger han.
Kritikken preller af på biskop Steen Skovsgaard, der er formand for folkekirken.dks bestyrelse.
– Efter omstændighederne er jeg meget tilfreds med folkekirken.dk. Der er endnu ikke ansat en redaktør, så vi har bedt Danmarks Kirkelige Mediecenter ”holde den kørende”, og den opgave løser de tilfredsstillende. Vi er midt i en omstillingsproces, hvor vi prøver at finde vore egne ben, men det er klart, at vi både med hensyn til indhold, layout og nye services forventer meget mere, når vi får ansat en ny redaktør, siger Steen Skovsgaard.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad